Sankt Peter holder øje med dyrevelfærden på Hestbjerg Økologi

En eller to gange om ugen forlader den pensionerede svineproducent Søren Peter Hansen hjemmet ved Solbjerg syd for Aarhus. Efter en lille time bag rattet i Berlingoen, lander han på den første af de seks gårde, hvor Hestbjerg Økologi producerer økologiske slagtegrise.

Med titel som staldudvikler er det de kommende timer hans primære opgave at besøge at iagttage grisenes adfærd og spotte eventuelle dyr, som har behov for behandling. Samtidig har han blik for, om det er muligt at forbedre dyrevelfærden ved at ændre staldens fysiske indretning, eller om der er noget at hente ved at justere arbejdsrutinerne hos de faste staldteams, som passer grisene.

Søren Peter Hansen er dermed formentlig den eneste dansker, der får penge for at ’kigge på grise’, men Bertel Hestbjerg er ikke i tvivl om, at pengene er godt givet ud:

»Selv om vi havde indrettet et wellnessafsnit til grisene, registrerede vi en del udfordringer ved halebid, og bare en enkelt gris kan starte halebid i en hel sti med 400 grise,« siger Bertel Hestbjerg.

Små ændringer – stor effekt

Det var ikke mindst udfordringer i at få grisene til at bruge staldenes udsorteringsvægt, der i 2020 fik Bertel Hestbjerg til at ansætte Søren Peter Hansen som staldudvikler.

Med en årlig produktion på godt 25.000 slagtegrise, kan selv små ændringer i staldrutinerne eller den fysiske indretning få stor effekt på bundlinjen – både når man måler i økonomi og dyrevelfærd.

Begge parter er meget tilfredse med samarbejdet, som allerede har været med til at løfte dyrevelfærden på flere områder.

»Det er ikke et job, jeg bliver rig af. Jeg gør det af interesse for svineavl,« siger Søren Peter Hansen, som selv har lært meget nyt om svineproduktion via samarbejdet med Bertel Hestbjerg, og én ting står fast:

»Jeg er opdraget til konventionelt landbrug, men hvis jeg skulle have grise i dag, blev de økologiske,« siger den 67-årige pensionist, som tidligere drev et konventionelt landbrug med 1200 søer, men da han som 50-årig blev ramt af stress, og ingen af familiens børn ønskede at overtage landbruget, solgte han gården.

De næste 12 år arbejdede han som sælger af staldinventar for Domino A/S, der er Danmarks eneste producent af sorteringsvægte til grise. Det var i den forbindelse, at han første gang mødte Bertel Hestbjerg. Det er nu fem år siden, at Søren Peter Hansen gik på efterløn, men i starten af 2020 traf de to tilfældigt hinanden på en messe, hvor Bertel Hestbjerg forklarede, at det var en udfordring for ham at få grisene til at bruge sorteringsvægtene.

»Han spurgte, om ikke jeg lige kunne kigge forbi og finde ud af, hvad han kunne gøre bedre,« siger Søren Peter Hansen, som siden har haft sin faste gang i Bertel Hestbjergs stalde, og der er ingen aktuelle planer om at ændre på samarbejdet.

Søren Peter Hansen betingede sig dog, at han ikke ville komme til at arbejde på timeløn. Han ville have lov til at kunne stå i to timer og kigge på et hold grise uden at få dårlig samvittighed over det.

Søren blev til Sankt Peter

Han lægger ikke skjul på, at hans force først og fremmest er den praktiske tilgang til produktionen. Han ved meget om grise, og hans helt store passion er slagtegrisevægten, som med de rette indstillinger og rutiner skaber ro i stalden.

Derfor har Søren Peter Hansen været med til at udvikle træningsprogrammer, som lærer både det faste staldpersonale og grisene at udnytte hele potentialet i sorteringsvægten – et redskab som især er ideel i økologiske stalde, hvor flere grise typisk går i samme fold.

I samarbejdet med de rumænske kollegaer har Søren Peter Hansen haft god brug af en sprog-app. Rumænerne har det lidt vanskeligt med æ, ø og å, og deres nye staldmentor blev hurtigt tildelt kælenavnet Sankt Peter, og de ser frem til, at den hvide Berlingo uanmeldt svinger ind på gårdspladsen.

Kan se og aflæse en gris

Erfaringer viser, at grisene i gennemsnit går gennem vægten tre-fire gange om dagen, når de skal æde, og ved at sammenholde sine observationer af grisenes adfærd med data fra vægtene, er Søren Peter Hansen i stand til at rådgive om, hvilke knapper, der bør skrues på.

»Hvis vægten bliver brugt rigtigt, gør den det muligt at frasortere skrantende grise, uden at personalet skal jagte dem i folden. Grisen bliver stille og roligt lukket ind i en boks for sig selv, når den skal æde. På den måde sker udsorteringen uden at skabe unødvendigt stress blandt grisene. Det har stor betydning, for stressede grise er dårlige grise,« fastslår Søren Peter Hansen.

30 års erfaring som konventionel griseproducent har med egne ord gjort ham ret god til at ’se og aflæse en gris’.

»I den første tid fokuserede jeg på de større faktorer, som kunne bidrage til bedre tilvækst, men i dag er vi nede i småtingsafdelingen,« siger Søren Peter Hansen, som betragter en gennemsnitlig daglig tilvækst på 1,035 kg som et godt mål for trivslen, og han roser Bertel Hestbjerg for altid at være klar til at reagere på observationerne fra staldene.

Efter at have opholdt sig nogle timer i og omkring foldene, tegner der sig forskellige mønstre, og de kender begge et sikkert tegn, der kalder på handling:

»Når grisene snapper efter mine bukser, er der noget galt,« siger Søren Peter Hansen.

Halebid er et lignende advarselssignal, da de ofte er resultatet af længere tids stress, og årsagerne kan være mange.

Foderkø skaber stress

»I starten kunne jeg se, hvordan der i nogle stalde var kø ved foderautomaterne. Det gør dyrene irritable og skaber stress, og jeg kunne også se, at der var behov for at etablere flere steder, hvor grisene kunne drikke vand.«

Indkøb af nye foderautomater har bragt foderkapaciteten op på 50 pct. over det anbefalede, og Hestbjerg Økologi har desuden øget antallet af drikkeautomater og drikkeskåle med åbent vandspejl, da erfaringerne viser, at nyfravænnede grise ofte skal bruge noget tid på at lære at drikke af de traditionelle drikkeventiler.

»Vand er det billigste fodermiddel, og få dage uden tilstrækkelig adgang til vand kan udløse både halebid og diarré,« siger Søren Peter Hansen.

Hestbjergs folde, som er 10-20 gange større end traditionelle grisefolde, skaber flere fordele i forhold til dyrevelfærden, mener Søren Peter Hansen, som har bemærket, at der ikke er den samme rangordning blandt grisene som i mindre folde.

»På grund af flokstørrelsen kender grisene ikke hinanden, og det betyder, at de er mere rolige. Samtidig har de et stort areal at bevæge sig på. Det giver dem mulighed for at bevæge sig og søge hen til steder med tilpas temperatur og mindre træk, og når det er koldt, ligger de og klumper sammen,« siger Søren Peter Hansen, som løbende er i dialog med bedriftsdyrlægen på Hestbjerg Økologi.

»Vi har et fantastisk samarbejde, hvor jeg er den praktiske gris,« griner han og gør status over mulighederne for at øge dyrevelfærden yderligere:

»Nu er vi nede i småtingsafdelingen, men jeg har aldrig været tilfreds med andenpladser.«