Annonce

Annonce

NGO-rapport: Mange regenerative landbrug er dybt afhængige af pesticider

En amerikansk miljøorganisation har set på forbruget af pesticider i USA og konstaterer, at ikke-økologiske landbrug, der betegnes som regenerative, generelt er dybt afhængige af pesticider.

01. maj 2025
Læsetid: 6 minutter
Traktor pløjer en mark

Pløjefri, regenerativ dyrkning vinder frem, men miljøorganisationen Friends of the Earth mener ikke, at der kan være tale om et regenerativt landbrug, hvis der bruges syntetiske pesticider på marken, da de har for store konsekvenser for miljøet. Foto: Colourbox

Et ægte regenerativt landbrug er agro-økologisk.

Det mener miljøorganisationen Friends of the Earth, som i en ny rapport har undersøgt forbruget af pesticider blandt pløjefri, regenerative landbrug, der ikke er økologiske, i USA.

Rapporten viser, at disse landbrug som regel er dybt afhængige af pesticider, og at deres forbrug af pesticider stiger, når de vælger at skrotte ploven.

Friends of the Earth mener, at den omfattende pesticidbrug har konsekvenser for livet i jorden - både for bakterier, svampe og smådyr - og menneskers sundhed, og derfor bør disse landbrug ikke betegnes som "regenerative", selvom de undlader at pløje.

Kemikalierne, som spredes over næsten 100 mio. ha i USA, er blevet sat i forbindelse med bl.a. kræft, fosterskader, infertilitet, neurotoksicitet, forstyrrelse af tarmmikrobiomet og hormonforstyrrelser. 61 pct. af de brugte ukrudtsmidler er klassificerede som "meget farlige for menneskers sundhed og/eller miljøet".

"Et ægte regenerativt landbrug kan ikke koges ned til en enkelt praksis, såsom pløjefri dyrkning - det kræver holistiske, systembaserede tilgange. Og ægte regenerativt landbrug skal være en drivkraft for at reducere brugen af skadelige pesticider og syntetisk gødning," skriver Friends of the Earth i rapporten, som argumenterer for, at det derfor er de økologiske og biodynamiske landbrug, der er mest i tråd med de regenerative principper.

Det er, hvordan man bruger ploven

Arealet med pløjefri dyrkning i Danmark er steget med 83.000 ha til 668.000 ha i 2023 sammenlignet med året før og udgør nu en fjerdedel af hele landbrugsarealet. I 2016, som er det tidligste år, hvor Danmarks Statistik har data, var den tilsvarende andel 11 pct.

Ploven er et afgørende, men samtidig udskældt redskab i økologien. Ifølge rapporten er det dog ikke ploven i sig selv, der nedbryder jorden, men hvordan den bruges:

"Forskning viser, at effekten af jordbearbejdning i høj grad afhænger af dybde, rumlig dækning og hyppighed af jordbearbejdning og det anvendte redskab samt anden praksis i landbrugssystemet. Et snævert fokus på jordbearbejdning er utilstrækkeligt og misvisende, når man skal afgøre, om en gård eller et system er regenerativt," lyder det i rapporten.

Den afliver tilsyneladende også antagelsen om, at konventionel pløjefri dyrkning er en klimaløsning, ved at opsummere forskning, som viser, at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem pløjefri dyrkning og kulstofbinding i jorden. Derimod har Friends of the Earth regnet sig frem til, at udledningen af drivhusgasser i forbindelse med de fossilt baserede syntetiske pesticider og gødninger, der bruges i majs og soja med og uden pløjefri dyrkning, svarer til udledningen fra 11,4 mio. biler i løbet af et helt år.

"Konventionel pløjefri dyrkning, der er gennemsyret af giftige pesticider, som truer vores børns sundhed, ødelægger jorden og forværrer klimaforandringerne, fører os i den forkerte retning," siger dr. Kendra Klein, vicedirektør for videnskab hos Friends of the Earth i en pressemeddelelse.

Friends of the Earth mener, at kemiproducenterne har spillet en væsentlig rolle i fremgangen for pløjefri dyrkning, da virksomheder som Chemical Industries og Chevron allerede i 1970'erne lavede forsøg med pløjefri dyrkning baseret på brugen af herbicider.

I øjeblikket tilbyder pesticidgiganten Bayer at betale landmænd for at praktisere pløjefri dyrkning som en del af dens regenerative landbrugsprogram.

"Store fødevarevirksomheder, der investerer i regenerativt landbrug, skal undgå greenwashed konventionel no-till (pløjefri, red.) og i stedet støtte overgangen til legitimt regenerativt landbrug, der vil beskytte jordens sundhed, menneskers sundhed - og deres fremtidige bundlinje," siger Sarah Starman, seniorkampagneleder for fødevarer og landbrug hos Friends of the Earth.

Pesticidproducent forsvarer brugen

Bayer fastholder dog, at glyphosat er et nødvendigt middel, som kan hjælpe landmændene mod en mere bæredygtig praksis.

"Glyphosatbaserede produkter som Roundup hjælper landmænd med at anvende nogle af de mest betydningsfulde tiltag, når det drejer sig om at implementere bæredygtigt landbrug og regenerativ landbrugspraksis," lyder det fra virksomheden i en udtalelse til branchemediet No-Till Farmer, der også omtaler rapporten.

"Værktøjer som Roundup er afgørende, da flere og flere landmænd benytter sig af metoder som f.eks. at plante dækafgrøder for at reducere erosion, opsamle fugt og binde kulstof i jorden. Produkter som Roundup gør det også muligt for landmænd at indføre pløjefri dyrkning, som hjælper med drastisk at reducere mængden af kulstof, der frigives fra jorden ved jordbearbejdning," fortsætter Bayer.

Randall Reeder, medlem af No-Till Farmer’s advisory board og tilknyttet Lessiter Media’s Conservation Ag Foundation, afviser ifølge No-Till Farmer flere af de centrale tal og konklusioner i rapporten.

Ifølge Randall Reeder er andelen af arealet med kontinuerlig no-till (dvs. uden pløjning flere år i træk) langt lavere end de 28 pct., rapporten opererer med – tallet er snarere omkring 10 pct. Efter hans mening bør marker, hvor der kun praktiseres no-till hvert andet år, ikke regnes med i opgørelsen. Derudover er herbicidanvendelsen i pløjede og pløjefrie systemer næsten identisk med undtagelse af den såkaldte burndown-sprøjtning før såning i pløjefri systemer.

Af de grunde afviser han rapportens påstand om, at no-till-majs og -soja skulle stå for en tredjedel af pesticidforbruget i amerikansk landbrug.

Flere artikler fra samme sektion

De økologiske høns har netop haft en ufrivillig Økodag

Fem vintre i træk har truslen fra fugleinfluenza holdt de økologiske høns indendørs. 1. maj blev dagen, da hønsene blev sluppet ud af staldene - på samme måde som de økologiske køer. Men deres 'økodag' ville hønseavlerne helst være foruden.

02-05-2025 6 minutter Æg og fjerkræ,   Dyrevelfærd

Forskere skyder konceptet 'bæredygtig intensivering' ned - i stedet bør man "de-intensivere" driften

Det skader mere, end det gavner, at intensivere landbrugsdriften, konkluderer forskere efter at have undersøgt dyrkningsmetoder i både økologisk og konventionel jord. Mindre jordbearbejdning og flere efterafgrøder med kløver er vejen frem.

Torsdag må hønsene igen komme ud i det fri

Risikoen for fugleinfluenza er faldet. Derfor ophæver Fødevarestyrelsen 1. maj kravet om, at fjerkræ og andre fugle i fangenskab skal være under tag eller lukket inde.

30-04-2025 2 minutter Fugleinfluenza