Annonce
Annonce

Bedriftsbesøget foregik hos Nørbys Grøntsager på Stevns, hvor Ole Nørby dyrker grøntsager på 3 ha, som udelukkende gødes med efterafgrøder og grøntgødning. Denne efterafgrøde er sået 1. august efter høst af hvidløg. Billedet er taget 26. september i år. I løbet af vinteren vil efterafgrøden udvintre, og jorden er klar til næste afgrøde til foråret. Foto Irene Brandt
Jordfrugtbarhed - balance i jorden
Der kommer mere og mere fokus på og interesse for jordens frugtbarhed både i konventionelt og økologisk landbrug.
Forsøg peger på, at tilførsel af pilekompost kan føre til højere kerneudbytte. Der er dog behov for flere undersøgelser og afprøvninger før fladekompostering eventuelt kan anbefales i større omfang.
"En forbedring af jorden gennem tilførsel af kompost kræver sandsynligvis flere års tilførsel af kompost. I forhold til fladekomposteringen så ser jeg stadig et potentiale her, men der er meget - herunder teknikken - der skal justeres og tilpasses, for at potentialet kan udløses," sagde Janne Aalborg Nielsen fra Økologisk Landsforening, ØL, hvor hendes primære arbejdsområde er jordens frugtbarhed.
Ordene faldt i forbindelse med et bedriftsbesøg hos Ole Nørby på Stevns, som Frugt-, bær- og grøntudvalget i ØL havde arrangeret. De to markforsøg med kompostering, som foreningen har udført i projektet 'Kompost - en central del af indfasningen af alternativer til konventionel husdyrgødning', viser, at tilførsel af pilekompost i begge forsøg viste en tendens til højere kerneudbytte (4 hkg/ha) sammenlignet med ingen komposttilførsel, men samlet set var effekten ikke statistisk signifikant.
I de to forsøg blev fladekompostering også afprøvet. Som gennemsnit af de to forsøg var der en statistisk signifikant reduktion af kerneudbyttet på 24 pct. ved fladekompostering i forhold til pløjning.
Jordens biologi ved vi kun lidt om
Basis for god jordfrugtbarhed er til stede, når der er balance mellem fysiske, kemiske og biologiske forhold i jorden.
"Vi har ret godt styr på de fysiske betingelser, og vi ved, at vi bør undgå strukturskader på jorden. Tilsvarende har vi indgående kendskab til jordkemien, og vi kan måle meget konkret på reaktionstal, fosfortal, kaliumtal etc. Men når det kommer til de biologiske parametre, er vi knap så kloge," sagde Janne Aalborg Nielsen, og fortsatte:
"Vi skal blive meget klogere og bedre til at udnytte det potentiale, der formodentlig ligger her. Den mest udbredte opfattelse inden for jordbruget i dag er, at vi skal gøde planterne, men vi bør også indregne, at vi skal fodre mikroorganismerne i jorden. Her ligger et potentiale for forbedret planteproduktion," sagde Janne Aalborg Nielsen.
CA giver økologien udfordringer
Janne Aalborg Nielsen fortalte også om GUDP-projektet 'CarbonFarm - bæredygtige dyrkningssystemer i landbruget', som tager udgangspunkt i dyrkningssystemet Conservation Agriculture, CA, der har vundet indpas mange steder i verden.
Økologisk Landsforening er projektleder på dette projekt, som er et samarbejde mellem Økologisk Landsforening, FRDK, Dalbo A/S, Agrointelli, Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Anders Lund, Per Bundgård, Søren Havgaard Christensen og Jacob Justesen.
"I økologien, som den oftest praktiseres i dag, er der rigtig meget jordbearbejdning i kampen mod ukrudtet. Det er en øm tå i økologien, fordi det dels er dårligt for jordens mikro-og makrofauna og dels bruger meget brændstof," sagde Janne Aalborg Nielsen.
CA bygger på tre hovedprincipper: Mindst mulig jordbearbejdning, varieret sædskifte og permanent afgrødedække.
"Men sørg for at have styr på ukrudtet, hovedsageligt rodukrudtet, inden du kaster dig over CA som økolog. I projektet CarbonFarm undersøger og udvikler vi pløjefri systemer - blandt andet til økologien. Det er en stor udfordring at få pløjefri økologi til at fungere i praksis og give rentable udbytter. Men det er målet med projektet, sagde hun.
CarbonFarm-projektet er et fireårigt GUDP-projekt, der startede sidste sommer. I projektet gennemføres flerårige forsøg på to økologiske planteavlsgårde og to konventionelle gårde.
Flere artikler fra samme sektion
Solceller på marken kan øge biodiversiteten og tiltrække truede fugle
Solcellefarme kan være habitater for truede fugle, hvis de forvaltes rigtigt. Et nyt britisk studie viser, at landbrugsmarker med solceller og varieret natur har langt flere fugle og højere biodiversitet end intensivt dyrkede marker - samtidig kan de sikre landmanden en stabil indkomst.
Forskningsprojekt om grise søger deltagere
Øget fravænningsvægt giver mere robuste dyr, som kan give et større økonomisk afkast. Innovationscenter for Økologisk Landbrug sætter i et nyt projekt fokus på fodring af pattegrise i faremarken og vil derfor gerne have input fra landmændene selv.
Ny udvikling for fugleinfluenza i amerikanske køer er en "game changer", siger dansk professor
Det tyder på, at en vildfugl nu for tredje gang har smittet en ko med fugleinfluenza i USA, og det skærper risikovurderingen. Endnu er der ikke påvist fugleinfluenza i kvæg herhjemme, men myndighederne holder øje.