Fire nye udbrud af fugleinfluenza rammer Danmark på fire dage

Siden oktober har de danske myndigheder aflivet mere end en halv million fjerkræ på grund af fugleinfluenza. Alene fra tirsdag til torsdag i indeværende uge har myndighederne fundet fire besætninger med kalkuner eller høns, som alle bliver aflivet for at begrænse smitten og mindske dyrene lidelser.

05. marts 2026
Læsetid: 2 minutter
En flok dual purpose-haner går på græs imellem nogle planter
Den meget smitsomme og dødelige H5N1-fugleinfluenza hærger i øjeblikket de danske fjerkræbesætninger i en grad, som Danmark ikke har oplevet før. De tre seneste udbrud har ramt besætninger med høns. Foto: Sanna Steenfeldt/AU

Mandag aften afslørede prøveresultater fra Statens Serum Institut fugleinfluenza i et produktionshus på en kalkunfarm ved Stokkemarke på Lolland. Dagen efter blev hele besætningen på omkring 25.000 kalkuner aflivet, men der er tilsyneladende masser af smitte i forårsluften over Danmark.

For siden har Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri fundet yderligere tre tilfælde af den frygtede fjerkræsygdom i tre forskellige danske hønsebesætninger, som tilsammen tæller ca. 70.000 høns fordelt på tre besætninger på Samsø, ved Ørbæk og Glumsø.

De sidste høns aflives fredag

To af de sygdomsramte besætninger blev aflivet torsdag, mens Beredskabsstyrelsen først kan nå at aflive hønsene i Glumsø i løbet af fredag.

”Siden oktober har vi aflivet mere end en halv million fjerkræ på grund af fugleinfluenza, og smitten fortsætter desværre med at ramme både små og store besætninger," siger enhedschef i Styrelsen for Fødevarer Landbrug og Fiskeri Mette Kirkeskov Sie i en meddelelse om den aktuelle smittesituation.

Hun opfordrer endnu en gang kraftigt alle fjerkræejere til at sikre og beskytte deres fugle bedst muligt, både med overdækning af foder og vand, så de vilde fugle ikke spiser med, og ved at skifte tøj og fodtøj, inden man går ind til sine fjerkræ.

Høns bliver meget syge, og dør typisk hurtigt af fugleinfluenza, som er en meget alvorlig sygdom for fugle. Af hensyn til dyrevelfærden, og for at reducere smittetrykket, afliver styrelsen altid fuglene i de smittede besætninger.