Landmænd mødtes for at snakke om regenerativ dyrkning - og rystede på hovedet af Carlsberg

Af: Jannik Schiermer Poulsen, kommunikationsmedarbejder, Sagro

Vi er samlet en håndfuld mennesker – trods et par akutte afbud - på Kroghsminde lidt uden for Ølgod en smuk oktobermorgen. Turen hertil bød på kilometervis af stubmarker og sort muld, men på Kroghsminde er jorden grøn af efterafgrøder i mange afskygninger.

Det er også anledningen til, at vi er her i dag, for vi er til tredje og sidste møde i ØkologiRådgivning Danmarks RAL-netværk. RAL står for Regenerative Action Learning, og det er et udviklingsnetværk for erhvervsdrivende økologer på tværs af værdikæden.

Jens Krogh byder velkommen og fortæller lidt om de mange ting, der sker på Kroghsminde – herunder det store fokus på regenerativ dyrkning af jorden.

”For os er økologi og regenerativ jordbrug to sider af samme sag – og den regenerative tilgang er ikke et slutmål. Det er en trappe, vi bliver ved med at træde op ad,” forklarer han.

Snakken falder i den forbindelse hurtigt på Carlsbergs brug af betegnelsen 'regenerativ' i forbindelse med bryggeriets krav til bygmalt, og øl-kæmpens definition mødes af hovedrysten.

”Regenerativ dyrkning handler ikke om at pensionere ploven – og så ellers sprøjte sig ud af problemerne. Det handler om at give de naturlige balancer og virkemidler de bedste forudsætninger, og det er næsten ikke til at bære, hvis begrebet ender som redskab for greenwashing,” siger Carsten Markussen, som er planterådgiver i ØkologiRådgivning Danmark og tovholder i netværksgruppen.

Gruppen er enig, og vi trækker ud i sandjorden omkring Kroghsminde.

Efterafgrøder og den svære timing

Vi starter turen med at sparke dæk på en mark sået sidst i august, som er tæt dækket af et grønt tæppe. Jens Krogh fortæller, at det er en frøblanding med otte arter – med blandt andet sudangræs, vikke og honningurt.

Idéen var, at arterne skulle udkonkurrere kvik, som dog stadig er at finde hist og her i marken. Da Carsten Markussen derudover hiver et par svinemælk op, ender vi i otte arter plus moms. Første spadestik i jorden vækker dog begejstring.

”Der er masser af liv hernede, og der er lige så meget biomasse i rødderne, som der er over jorden. Det ser rigtig godt ud, og var det ikke så tørt, skulle der nok også være en masse regnorme,” siger Carsten Markussen.

”Havde du sået det tidligere, havde planterne været dobbelt så store nu, men vi ved godt, at det er svært at prioritere oveni høsten, og det er altså bare en god idé at så dem i foråret,” tilføjer han, og landmændene nikker med en snert af sammenbidt ærgrelse.

Vi går over på næste mark, som er en tre år gammel kløvergræsmark med blandt andet lancetvejbred hist og her, hvilket vækker Carsten Markussens begejstring.

”Den har sådan nogle gode rødder,” siger han og tager et spadestik, som afslører et tæt rodnet og en fugtig jord fuld af regnorme.

Ikke et endeligt farvel til ploven

På turens næste stop kigger vi på kvik, og det er et vigtigt emne, det med at kunne bekæmpe ukrudt med efterafgrøder i stedet for stål. Igen påpeger Carsten Markussen, at var efterafgrøden blevet sået tidligere, havde den måske fjernet kvikken helt. Landmændene nikker igen.

De tre landmænd diskuterer grej til mindre jordbehandling, og én af dem, Søren Jensen, har investeret i en god skrælplov til de andres store nysgerrighed.

”Den er god, men vi skiller os altså ikke helt af med den gamle plov. Den er det eneste, der kan nulstille en kløvergræsmark,” siger han, og de andre nikker samstemmende.

Ploven er nødvendig i nogle dele af sædskiftet, når man er økolog, men det skal ikke blive en forhindring for at tænke regenerativt, er der enighed om.

Landmandens evner i fokus

Vi er trukket ind til kaffe og gulvvarme i Kroghsmindes hyggelige orangeri, og snakken går hen over bordet. Jens Krogh forklarer, at han går i en regenerativ retning af flere årsager. Ideologi, nødvendighed og faglig nysgerrighed. Som økolog har han tidligere sagt farvel til en del redskaber i værktøjskassen, og han tøver ikke med at lægge flere fra sig i fremtiden.

”Det handler om at sætte landmandens evner og kunnen i fokus. At kunne bruge viden og biologi i stedet for stål. Jeg er også ret sikker på, at vi en dag bliver belønnet for indsatsen i vores CO₂-regnskab,” siger han.

Søren Jensen stemmer i:

”Jeg har en forventning om, at det gør noget fremadrettet for jorden. At den bliver bedre at dyrke. Og så er det også en spændende faglig udfordring – og en sjovere måde at være landmand på. Jeg kan mærke, at mine konventionelle naboer er langt mere presset af datoer og sådan.”

Dagens tredje landmand, Anders Bruun, håber på, at hans tilgang kan give ham samme udbytte med et mindre input. At jorden får lov til at gøre arbejdet i stedet for ham.

”Mine gamle økologiske marker er helt anderledes end de tidligere konventionelle, min far siden har fået omlagt. Det er en meget bedre og mere levende jord,” fortæller han og fortsætter:

”Jeg arbejder meget med efterafgrøder, og jeg synes, det er enormt vigtigt. At der er et levende alternativt til stubmarker og sort jord.”

Efter kaffen inspicerer vi en mark, som olieræddiker gør klar til kartofler, og vi hører lidt om Kroghsmindes brug af dyr, som spiller en vigtig rolle i det regenerative system.

”Dyrene er en vigtig brik i systemet. De omsætter næring og bearbejder jorden, og de tiltrækker nyttedyrene om sommeren,” forklarer Jens Krogh.