De bedste planteavlere risikerer at lave den dårligste bagekvalitet i hvede

Af: Anders Borgen, økologisk planteforædler og ejer af virksomheden Agrologica

Mange økologiske landmænd har oplevet, at både vår- og vinterhvede bliver kasseret som brødkorn på grund af for lavt proteinindhold. Ofte er proteinindholdet lavt hos de allermest omhyggelige og veluddannede landmænd, som passer og plejer afgrøden fra såning til høst, mens det nogle gange går bedre for landmænd, som har en mere afslappet og ekstensiv tilgang til økologisk planteavl. Det er ikke tilfældigt. Den dygtige planteavler er ude at så så tidligt, som jorden kan bære traktoren, og han sikrer sig god såsæd med en høj sporeprocent for at få en veletableret afgrøde.

Han vægter de højest ydende sorter med god resistens imod rust og meldug, og han sprøjter med mangan og andre sporstoffer, hvis bladanalyserne viser, at planterne mangler noget. På denne måde får han et højt udbytte og en maksimal udnyttelse af det sollys og kvælstof, som er til rådighed for planterne. Og han får bonus for det ved høst i form af et højt udbytte, men når han får afregningen fra grovvareselskabet kommer skuffelsen: Prisen er lav, for proteinindholdet er under de 10-11 pct., som udløser brødhvedetillæg i kontrakten. Og måske bliver han en lille smule misundelig, når hans nabo med økologisk fritidslandbrug vælger gamle kornsorter og laver fejl og sjusk gennem hele sæsonen, og derfor høster 30 pct. lavere udbytte, men ender med samme totaløkonomi, fordi kornet til gengæld har højere proteinindhold og derfor afregnes til en højere pris.

Hvedekernen er opbygget af et proteinskelet, som gennem vækstsæsonen fyldes op af stivelse fra fotosyntesen. Alt, hvad vi gør for at øge udbyttet, handler om at fjerne alle forhindringer for, at fotosyntesen kan køre i højeste gear hele sæsonen. Når andelen af stivelse i kernen stiger som følge af gode vækstforhold, bliver proteinprocenten tilsvarende lavere.

Næsten alt, hvad der øger udbyttet, vil sænke proteinprocenten. Det svinger lidt fra år til år, men som tommelfingerregel falder proteinindholdet omkring ét procentpoint, hver gang udbyttet stiger 10-15 pct., uanset om årsagen skyldes vejret, sorten eller dyrkningsforholdene. Den eneste undtagelse er mængden af tilgængeligt kvælstof sent i sæsonen, for kvælstof er både et vigtigt mineral i proteindannelsen og ofte samtidig en udbyttebegrænsende faktor i kornavlen.

Hvis den dygtige planteavler har problemer med proteinindholdet i sin brødhvede, så skal han altså fjerne det ensidige fokus på udbytte og i stedet vurdere, om han burde lave foderhvede med højt udbytte og lavt proteinindhold, eller om han vil acceptere et lavere udbytte og til gengæld opnå et brødkornstillæg. Han skal vælge enten det ene eller det andet, for det dårligste valg er at sætte sig mellem stolene med et lavt brødhvedeudbytte afregnet til lav foderpris.

Der er desværre alt for mange - også af de dygtigste økologiske planteavlere - der år efter år sætter sig pladask midt imellem stolene, i troen på at det nok er vejrets skyld, og at det nok går bedre næste år. Det gør det ikke, medmindre vi får et katastrofeår som i tørken 2018. CO₂-indholdet i atmosfæren fortsætter med at stige, og vi får nok også mere nedbør, og det vil alt andet lige resultere i højere udbytter og lavere proteinindhold i kornet.

Planteforædlingen vil også fortsætte med at udvikle stadigt mere højt ydende sorter med tilsvarende stadig faldende proteinindhold, så alt tyder på, at fokus på at sikre proteinindholdet i brødhvede ikke bliver mindre relevant i fremtiden.

Proteinindholdet er faldet jævnt gennem de sidste 100 år, og det skyldes dels klimaet - men primært planteforædlingen. Det har så betydet, at der er behov for stadigt stigende tildeling af kvælstofgødning for at kompensere for proteinfaldet i de moderne sorter, hvilket vore konventionelle kolleger ikke undlader at gøre opmærksom på over for politikerne.

Gødningsbegrænsningerne i både økologisk og konventionelt landbrug er altså ikke i sig selv årsag til det lave proteinindhold, men er snarere en forhindring for at udnytte de nye muligheder for merudbytte, der er opstået som følge af især planteforædling - men til dels også klimaforandringer.

For at lave god brødhvede skal man som minimum bruge en god brødhvedesort. Brødhvedesorter har altid lavere udbyttepotentiale end foderhvedesorter, så har man først valgt en brødhvedesort, så skal man gå linen ud og sikre sig, at proteinindholdet bliver højt nok til at opnå brødhvedetillæg.

Hvis man har erfaring med, at proteinindholdet i brødhvede ligger på f.eks. 10 pct. med den gødning, man har til rådighed, og brødfabrikken kræver mindst 11 pct., skal man enten vælge en foderhvedesort i stedet, eller også skal man indføre tiltag, som kan hæve proteinindholdet med et procentpoint, velvidende at det altså vil koste omkring 10-15 pct. i udbytte for at komme derop.

Det lyder grotesk, men landmanden skal altså indføre en udbyttebegrænsende indsats for forbedre dækningsbidraget. Det kan gøres på forskellig måde, for eksempel ved at vælge en sort med lavere udbyttepotentiale, eller øge rækkeafstanden til 35-50 cm, eller ved at udsætte såtidspunktet.

Effekten er sådan set det samme, så man må i hvert enkelt tilfælde vælge, hvad der på det enkelte landbrug giver mest mening. Måske kan en sen såning give mulighed for, at grøngødningen kan stå længere på marken eller give plads til falsk såbed, og på denne måde bidrage til at betale for udbyttetabet ved sen såning.

Det er altafgørende for økonomien i brødhvede, at proteinindholdet kommer op på minimumskriterierne, men om det kan betale sig at hæve proteinindholdet yderligere afhænger af, om der gives tillæg for dette. Nogle møller giver et ekstra tillæg for hvede med over 13 eller 14 pct. protein, men for at komme derop, skal udbyttet holdes nede.

Om det kan betale sig, afhænger af tillæggets størrelse, og det kan sjældent betale sig at gå målrettet efter det. Men hvis man af forskellige årsager alligevel ligger oppe i den høje ende af proteinskalaen, kan det give en bedre nattesøvn at vide, at man bliver kompenseret for det lavere udbytte, som et højt proteinindhold altid er udtryk for, medmindre det skyldes overgødskning med kvælstof.

Selvom man har fokus på proteinindholdet i sin brødhvede, kan det især i vinterhvede være ganske vanskeligt at få proteinindholdet op på minimumskriterierne i de almindeligt dyrkede sorter. Det skyldes ikke mindst, at de fleste moderne sorter er forædlet til konventionel produktion, hvor kvælstofniveauet er højere.

En sort, som i konventionelt landbrug giver 13 pct. protein og 10 ton kerne, giver i økologisk landbrug måske kun 5 ton med 9 pct. protein. At få en sådan sort op på 11 pct. protein under økologiske betingelser er vanskeligt, og mange planteavlere har helt opgivet. I stedet sikres kvaliteten enten ved vårhvede, som på grund af det lavere udbytte ofte har højere proteinindhold, eller kornet blandes med kvalitetshvede fra Øst eller Sydeuropa, som på grund af sommertørke har et naturgivet lavere udbytte og højere proteinindhold.

Gamle udenlandske vårhvedesorter som spelt, Øland og Dalarna giver oft e protein-procenter på 15-17 pct., men det koster i udbytte at komme derop, og de gamle sorter afviger sjældent fra den generelle sammenhæng, der er imellem protein og udbytte. Moderne sorter giver højere udbytte, og dette er næsten udelukkende opnået på bekostning af proteinindholdet.

Den våde drøm om at få i både pose og sæk er måske opstået blandt økonomikonsulenter fra regnskabskontorerne, men har desværre ikke hold i virkeligheden medmindre landmanden har adgang til mere kvælstof, hvilket sjældent er tilfældet for økologiske planteavlere.

Hvis de danske møller er utilfredse med proteinindholdet i korn, så kan de bare hæve proteintillægget, så det bedre kan betale sig for landmændene at vælge sorter med højt proteinpotentiale. Så enkelt er det.