Friland hæver omsætningen med 120 mio. kr. i første halvår
Trods udfordringer på det europæiske marked for økologisk grisekød øger Friland omsætningen i første halvår til 625 mio. kr. Det er 120 mio. kr. mere end samme periode sidste år.
Selv om et stort udbud af økologiske grise presset priserne ned i Tyskland, som fortsat er Frilands største og vigtigste marked, viser halvårsregnskabet en solid fremgang i omsætningen.
”Friland leverer et tilfredsstillende resultat og i et svært halvår for den økologisk gris, hvor salgspriserne har lidt under et voksende udbud. Et fortsat godt økologisk tillæg i afregningen til landmændene har gjort det attraktivt at producere økologiske grise, men har samtidig øget konkurrencen, hvilket i særlig grad har ramt afsætningspriserne på de billigere delstykker af grisen,” siger Svend Schou Borch, CEO i Friland.
Direktøren forklarer, at mens det tyske marked har været under pres, har Friland til gengæld oplevet solid vækst i salgsvolumen siden årsskiftet i både Danmark og USA.
I Danmark har væksten været tocifret mod slutningen af regnskabsperioden, mens det amerikanske salg er drevet af et økologisk marked, der vokser dobbelt så hurtigt som det samlede fødevaremarked i USA. Det har bidraget til at balancere Frilands samlede forretning.
Fastholder højt øko-tillæg
Mens Danish Crowns generelle notering for grise i løbet af regnskabsperioden er faldet til et utilfredsstillende niveau, der ikke sikrer lønsomhed på gårdene, har Friland fastholdt et højt økologisk tillæg.
Det har vendt de foregående års nedgang i antallet af økologiske grise.
Aktuelt er det økologiske tillæg 13,85 kr./kg samt et kvalitetstillæg på 2 kr./kg. Samlet er tillægget i dermed steget med 11,6 pct. i første halvår i forhold til samme tid sidste år.
”Det er positivt, at vi ikke som tidligere mangler økologiske grise på slagterierne hver uge. Trods prispres i markedet og en udfordret notering har vi formået at øge det økologiske tillæg i forhold til første halvår 2024/25, og det skaber noget stabilitet under de økologiske producenter, så vi forhåbentlig kan afsætte endnu mere økologi i fremtiden,” siger Svend Schou Borch.