Tusinder strømmede til Sofari for at opleve det økologiske griseliv
Over 9.500 danskere besøgte økologiske grisegårde i weekenden. Flere værter meldte om så stor interesse, at de måtte hente ekstra forsyninger undervejs.
Smågrise på marken, søer i mudderbad og besøgende i kø ved indhegningerne.
I weekenden åbnede 11 økologiske griseproducenter landet over dørene til årets Sofari, og mere end 9.500 gæster lagde vejen forbi for at komme tæt på det økologiske griseliv.
Flere værtsgårde melder om markant flere besøgende end normalt, og flere steder måtte der undervejs skaffes ekstra mad og drikke til de mange gæster.
Hos Økologisk Landsforening kalder administrerende direktør Rasmus Prehn interessen overvældende.
Vi håber, at interessen afspejler sig, når danskerne står ved køledisken i supermarkedet. At de vælger økologisk kød, fordi de ønsker at fremme den gode dyrevelfærd
— Rasmus Prehn, administrerende direktør, Økologisk Landsforening
“I Økologisk Landsforening er vi helt overvældede over den kæmpe interesse, der blev vist den økologiske griseproduktion til årets Sofari. Landet over stod børnefamilier i kø for at se de glade grise med krølle på halen, lege og muntre sig under åben himmel.”
Han besøgte selv gården Birthesminde ved Vipperød på Sjælland.
“Her er dyrevelfærden i fokus og smuk udsigt til Isefjorden. De glade sortbrogede grise kan gå ude hele året og bo i små hytter.”
Rasmus Prehn peger samtidig på, at interessen bør få betydning i supermarkedet og i den politiske regulering:
“Vi håber, at interessen afspejler sig, når danskerne står ved køledisken i supermarkedet. At de vælger økologisk kød, fordi de ønsker at fremme den gode dyrevelfærd. Vi håber også, at den kommende regering bakker den interesse op med nye og bedre rammebetingelser for økologien.”
Stor interesse for grisene i det fri
Hos Hestbjerg Økologi ved Holstebro var interessen også stor.
“Jeg havde på et tidspunkt 300 mennesker med ude til fodring i faremarken. Det var helt overvældende,” siger Marianne Hestbjerg, der er medejer af gården.
Hun oplever, at mange gæster især var optaget af at se grisene i deres naturlige omgivelser.
“Folk fascineres virkelig af at se grisene blive fodret og tage mudderbad. Samtidig er der stor interesse for at høre om alt det, vi gør for at sikre grisene et godt liv,” siger hun.
Blandt gæsterne var familien Tange fra Hellerup, som besøgte Birthesminde ved Holbæk.
“Det er fantastisk at se mennesker gå all-in på deres produktion. Det vil vi gerne støtte. Derfor har vi i mange år levet efter princippet ‘mindre, men bedre’, når det gælder grisekød, og vi vælger altid økologisk,” siger Marianne Tang.
Også Susanne Pedersen fra Odense deltog for sjette gang i Sofari.
“Vi kan godt lide at se, at grisene har det godt, og det betaler jeg gerne ekstra for,” siger hun.
FAKTA OM SOFARI
Sofari er et årligt arrangement, hvor økologiske griseproducenter åbner deres gårde for besøgende.
Formålet er at give danskerne mulighed for at komme tættere på den økologiske griseproduktion og møde landmændene bag.
Arrangementet er organiseret af Landbrug & Fødevarer i samarbejde med FØKS, Økologisk Landsforening samt Friland, Organic Pork og Tican.