Gram Slot køber 170 hektar og udvider økologisk skovlandbrug

Slotsejer Svend Brodersen fortsætter med at etablere skovlandbrug på sine nye 170 hektar – og efterlyser samtidig politiske rammer, der kan skubbe dansk landbrug i en mere økologisk retning.

21. maj 2026
Læsetid: 4 minutter
Også på de nye besiddelser skal der etableres skovlandbrug på Gram Slot - der har udviklet en effektiv metode til at plante træerne direkte i græsmarkerne. Foto: Uffe Bregendahl

Slotsejer Svend Brodersen fortsætter udviklingen af økologisk skovlandbrug på Gram Slot. Samtidig udvider godset nu sin jordportefølje med 170 hektar i Sønderjylland købt for et tocifret millionbeløb.

De nye arealer skal både bruges til produktion af løg, kartofler og foder til kvægbesætningen – og til at udbygge arbejdet med at skabe mere natur, hvor træer og landbrug integreres på de samme marker.

Jeg tror, at man kommer til at kigge ind i et landbrug, hvor der stort set ikke bruges kemikalier

— Svend Brodersen, Slotsejer og økolog, Gram Slot

I dag ejer Gram Slot omkring 40 pct. af jorden selv og forpagter resten. Den model vil Svend Brodersen gerne justere på sigt, fordi mange aftaler kun løber over få år. Den nye jord er et led i den plan.

“Det er langtidsplanlægning, når man dyrker økologi. Det kan man ikke bare gøre fra år til år. Derfor skal man have rimelig fornuftig sikkerhed på, at man har jord til rådighed, når man har lovet at producere nogle fødevarer til en kunde,” siger han.

Svend Brodersen efterlyser færre gentagelser og mere handling fra de danske politikere
Svend Brodersen efterlyser færre gentagelser og mere handling fra de danske politikere. Arkivfoto: Uffe Bregendahl

Frugttræer og blomster mellem markerne

De første træer på Gram Slots marker blev plantet for to år siden. Siden er omkring 300 hektar gradvist blevet omlagt, så markerne flere steder er brudt op af træer, frugt og blomstrende striber.

Det er en måde at drive landbrug på, hvor natur og produktion skal eksistere side om side – og hvor erfaringerne fra de første år nu bruges til at justere og forbedre systemet.

En af de vigtigste erfaringer er, at etableringen skal ske skånsomt. I stedet for at pløje hele marker op, bliver træer plantet direkte i etableret kløvergræs. Det giver ro i jorden og mindsker risikoen for ukrudt, som ellers hurtigt kan overtage i et økologisk system. Særligt tidsler fremhæves som en udfordring.

Samtidig eksperimenteres der med blomster, urter og bærbuske mellem træerne for at styrke biodiversitet og bestøvere – men også her kræver det tid at finde den rette balance mellem natur og drift.

“Vi har prøvet os frem, og det vokser faktisk rigtig godt nu. Nogle træer klarer sig bedre end andre, og især pæretræerne har vist sig at trives,” lyder det fra Svend Brodersen.

På den nye jord begynder arbejdet med skovlandbrug stille og roligt over det kommende år.

Disse træer blev plantet for to år siden, og det har nu vist sig, at især pæretræer klarer sig godt på markerne omkring slottet
Disse træer blev plantet for to år siden, og det har nu vist sig, at især pæretræer klarer sig godt på markerne omkring slottet. Foto: Uffe Bregendahl

Slut med soja og majs

Gram Slot er i dag landets største producent af økologiske kartofler og driver samtidig en mælkeproduktion med 1.400 køer.

Her spiller græs en central rolle i fodringen.

“Det udgør omkring to tredjedele af foderrationen, og det er virkelig en bærende del af hele systemet, fordi det passer godt ind i både produktionen og naturen,” forklarer Svend Brodersen.

Samtidig er der taget et opgør med importeret soja og majs. I stedet bruger de i højere grad lokale proteinafgrøder som hestebønner, ærter og lupiner

Politikere skal sætte en tydelig retning

Svend Brodersen peger på, at dansk landbrug i sin grundform mangler en klar og langsigtet politisk retning.

Ifølge ham har de store temaer – fra pesticider til natur og vandmiljø – været på bordet i årtier uden at blive løst, og han efterlyser derfor færre gentagelser og mere handling.

“Det er nødvendigt at tage fat og lave nogle rammer, der sikrer, at vi når i mål med de mange problemstillinger,” siger han.

Han vurderer samtidig, at udviklingen bevæger sig mod et landbrug med markant mindre brug af kemikalier.

“Jeg tror, at man kommer til at kigge ind i et landbrug, hvor der stort set ikke bruges kemikalier,” siger han og fortsætter:

“Et eller andet sted er vi bare nødt til at stoppe med at eksperimentere (red. med kemikalier). Der er rigtig mange, der har bevist, at vi kan lave masser af fødevarer uden at tage de her risikoer.” 

“Men det bliver en fantastisk rejse for landbruget, for det er os, der har løsningerne. Vi kan sagtens levere det. Vi er et enormt innovativt erhverv, som kan omstille os. Og det kommer vi til,” siger han.