Fødevarestyrelsen vil afprøve vaccination mod fugleinfluenza
Efter flere år med indelukningskrav og aflivninger af tusindvis af fugle som følge af fugleinfluenza planlægger Fødevarestyrelsen at afprøve en vaccine - formentlig fra næste år.
Om et års tid kan de første fugle herhjemme blive vaccineret mod fugleinfluenza. Fødevarestyrelsen stiler nemlig mod at kunne udrulle en vaccinationsstrategi til efteråret 2026.
I første omgang bliver den afprøvet for kalkuner, da de har udgjort ca. 2/3 af de aflivede fugle i Danmark som følge af fugleinfluenzaen fra 2021 til sommeren 2025. Det har fødevareminister Jacob Jensen onsdag meddelt i et skriftligt svar til Claus Jørgensen fra SF.
"Efterfølgende vil mulighederne for at implementere en vaccinationsstrategi, der også kan omfatte andre fjerkræarter, blive vurderet," lyder det endvidere.
I svaret fremgår det, at Fødevarestyrelsen følger udviklingen af vacciner mod fugleinfluenza tæt, og at det er afgørende for en kommende vaccinationsstrategi, at der er dokumentation for, at den er effektiv for forskellige fjerkræarter under danske forhold, samt at de kan skaffes i tilstrækkelige mængder:
"Da effektiviteten af den enkelte vaccine ikke er ens ved vaccination af forskellige fjerkræarter, og kravene til sygdomsovervågning i vaccinerede besætninger heller ikke er ens for de forskellige fjerkræarter, vil der skulle udarbejdes individuelle vaccinationsstrategier til de enkelte fjerkræsegmenter."
Et skridt i den rigtige retning
Lars Bredahl, forperson for Æg- og Fjerkræudvalget i Økologisk Landsforening, har netop måttet få aflivet hele sin besætning af høns, da smitten havde ramt hans bedrift. Han har længe forsøgt at få myndighederne herhjemme til at implementere en vaccinationsstrategi.
"Det er da en stort skridt i den rigtige retning," siger han, da han bliver gjort bekendt med Fødevarestyrelsens plan.
"Lad os håbe 'testen' med kalkuner forløber positivt, så en større udrulning kan forventes relativt kort tid efter," tilføjer han.
2025 har været et særdeles hårdt år for både fugle og fjerkræproducenter, både herhjemme og resten af EU.
Herhjemme er over 300.000 fjerkræ blev slået ned siden 1. oktober, og det er 50.000 flere, end det blev aflivet i hele 2024. Flere end 30 lande verden over vaccinerer nu fjerkræbesætninger mod højpatogen fugleinfluenza, HPAI, og i EU er Frankrig, Holland, Italien og Ungarn i gang med forsøgsordninger.