Den tilladte tildelingsmængde af mangan i økologisk jordbrug bliver nu ændret

Tildelingsmængden for mikronæringsstoffet mangan er ændret fra 1.600 g mangan per ha til 3.000 g mangan per ha. Det gælder stadig, at du skal kunne dokumentere behovet for at gødske med mangan.

14. april 2026
Læsetid: 2 minutter
Mejetærsker høster mens den pumper korn over i vogn
Tidligere har den tilladte tildelingsmængde af uorganisk mangan været 1.600 g mangan per ha. Tildelingsmængden hæves nu til 3.000 g mangan per ha. Foto: Jakob Brandt

I Danmark oplever økologiske planteproducenter i stigende grad manganmangel, som kan resultere i udbyttetab på op til 50 pct.

Der findes få konkrete værktøjer til at forbygge manganmangel i økologiske marker. Det anbefales, at jorde, hvor der tidligere har været manganmangel på, tromles/pakkes, da tromling mindsker risikoen for manganmangel i nyspirede planter. Visse efterafgrødearter kan også bidrage til manganforsyningen i den efterfølgende hovedafgrøde og dermed bidrage til at forebygge manganmangel på udsatte jorde med lav plantetilgængelighed af mangan.

Forbyggelsesmetoderne kan som oftest ikke stå alene, og det vil derfor være nødvendigt at supplere med tildeling af uorganisk mangan ved kraftig manganmangel. Det skriver Styrelsen for Grøn Arealanvendelse og Vandmiljø i en pressemeddelelse.

Tidligere har den tilladte tildelingsmængde af uorganisk mangan været 1.600 g mangan per ha. Tildelingsmængden hæves nu til 3.000 g mangan per ha, for at tilgodese de situationer, hvor en landbruger oplever kraftig manganmangel i sin afgrøde.

Du skal kunne fremvise en erklæring om gødningsbehov for manganmangel, hvis du vil gødske med mangan. Erklæringen gælder for en hel vækstsæson, dvs. for flere tildelinger i marken.

Vi arbejder på at opdatere vejledningen, hvor ændringen af den maksimale tildelingsmængde også vil fremgå. Vi forventer, at den opdaterede vejledning vil være tilgængelig i maj.