Annonce
Annonce
Der kommer mere og mere udenlandsk frugt og grønt på de økologiske hylder i de danske dagligvarekæder, men den igangværende omlægning vil formentlig kunne fortrænge en del af de udenlandske varer i de kommende år. Arkivfoto: Morten Telling
Voksende underskud i udenrigshandlen med økologiske fødevarer
Gabet mellem den danske import og eksport af økologi nærmer sig en lille mia. kroner, men den igangværende omlægning kan vende udviklingen.
Selv om den danske eksport af økologiske fødevarer og foder fortsætter med at vokse med tocifrede vækstrater, kan eksporten ikke følge med trafikken af økologiske fødevarer, som krydser ind over grænsen fra udlandet.
Gabet i udenrigshandlen har nu rundet 900 mio. kr.
Gennem flere år så det ellers ud til, at værdien af Danmarks hastigt voksende eksport ville indhente importen, så landet i løbet af relativt få år ville få overskud i den økologiske udenrigshandel.
I 2014 var forskellen skrumpet til 220. mio. kr., men året efter vendte udviklingen, da gabet mellem import og eksport for første gang i flere år voksede.
Drevet af dagligvarekædernes intense kamp om de økologiske kunder og fødevareindustriens behov for råvarer blev underskuddet øget til 417 mio. kr., og de netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at gabet fra 2016 til 2017 voksede med yderligere 139 mio. kr., så det nu nærmer sig én mia. kr.
Frugt og grønt fylder mest
Importen af grøntsager er en af de tunge poster i importregnskabet, og danske dagligvarekæder og forarbejdningsvirksomheder købte i 2017 økologiske grøntsager og rodknolde m.m. for næsten 600 mio. kr. i udlandet. Det svarer til en vækst på 32 pct.
Også frugt og nødder fylder godt i importstatistikken med et samlet køb på ca. 800 mio. kr. Det svarer til en fremgang på 20 pct.
Dermed udgør frugt og grønt nu 39 pct. af den samlede import, mens korn og kornvarer udgør 15 pct.
Samlet udgør importen af økologiske føde- og drikkevarer samt foder 4,7 pct. af importen, mens Danmarks Statistik opgør det tilsvarende tal for eksportandelen til 1,6 pct.
Danske økologer kan ikke følge med
CSR-chef Thomas Roland fra Coop erkender, at der de seneste år er blevet hentet meget udenlandsk frugt og grønt syd for grænsen, men alternativet var tomme hylder.
”Selv om vores køb af frugt og grønt fra de danske økologer vokser, kan de ikke følge med efterspørgslen. Netop salget af frugt og grønt er det, der er vokset mest gennem de seneste år, så vi har været nødt til at dække vores behov med varer fra Sydeuropa,” siger han.
I den forbindelse er Coop ifølge Thomas Roland også nødt til at forholde sig til, at den danske sæson er relativ kort for en del grøntsager og frugter, og at det på visse tidspunkter af året giver god mening for dagligvarekæderne at hente råvarerne fra de områder, hvor dyrkningsbetingelserne er bedst for de pågældende varer.
Men han håber, at der er nye tider på vej.
”I de seneste år har vi oplevet en del flaskehalsproblemer, og jeg håber, at den igangværende omlægning vil fjerne nogle af dem, så vi kan få flere danske varer, siger Thomas Roland.
Vi skal knække flaskehalsene
Han minder i den forbindelse om, at
de økologiske forbrugere er meget kvalitetsbevidste, og de har en større
betalingsvillighed, når det gælder lokale varer, end de fleste andre forbrugergrupper.
Samtidig oplever han, at udviklingen går i en retning, hvor konkurrencen bliver hårdere og hårdere, og det vil skabe yderligere pres på priserne.
”Jo større det økologiske marked bliver, og jo mere markedsdrevet, jo mere vil det formentlig komme til at ligne det konventionelle salg, hvor der er stort fokus på prisen,” siger Thomas Roland.
I dag er det under halvdelen af de konventionelle fødevarer, som kommer fra danske producenter, mens der stadig er dansk afsender på over halvdelen af de økologiske varer.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.