Annonce
Annonce
Vinderprojekt vil lave vin af frasorterede rødbeder
I GANG FOR EN MILLION: To studerende fra Dalum Landbrugsskole får et legat på 10.000 kr. fra Nordea for ideen om at lave rødbedevin med sunde egenskaber.

Christian B. Larsen og Frederik D. Hasselsteen er her flankeret af projektleder for 'I gang for en million', Jens Peter Hermansen t.v. og Peter Christensen fra Nordea. Foto: Dalum Landbrugsskole
Rødbeden har været dyrket i Danmark gennem mange generationer, og den finder i dag anvendelser mange steder i det nordiske køkken, men at bruge rødbedeknolde som råvare til kommerciel vinproduktion er vist ikke set før.
Men Frederik Hasselsteen og Christian Larsen var ikke bange for at gå helt nye veje, da de sidste efterår som agrarøkonom-studerende på Dalum Landbrugsskole deltog i uddannelsesforløbet 'I gang for 1 million'. Sammen udviklede de ideen til et rødbedevins-koncept, som de kaldte Redefine.
I forbindelse med deres dimission fik de i denne uge et legat på 10.000 kr. fra Nordea for deres vinkoncept, som går ud på at brygge vin af frasorterede rødbeder, som er billige in indkøb.
"Dette projekt rammer lige ned i trenden med sunde fødevarer på en ny måde kombineret med at gøre noget ved det enorme ressourcespild, der er i fødevareproduktionen generelt," sagde Peter Christensen, områdedirektør for landbrug hos Nordea, da han overrakte legatet til Christian B. Larsen og Frederik D. Hasselsteen.
Peter Christensen har selv eksperimenteret lidt med vinproduktion på hobbyplan, og indrømmede, at han umiddelbart var en smule skeptisk over for ideen.
"Lige da jeg så overskriften ”Rødbedevin”, tænkte jeg, at den var dødsdømt på forhånd. Men allerede da jeg så layout og navnet på flasken med Redefine, tænkte jeg alligevel, at der var noget potentiale," sagde han.
Billig råvare og mindre madspild
"Vores ide bygger på tanken om, at vi ikke kan spise mere, men vi kan spise bedre," skriver de to studerende i deres opgave med direkte reference til titlen på en bog, hvor trendforsker Flemming Birch giver sit bud på, hvad man skal gøre, hvis man gerne vil differentiere sig på et overrendt fødevaremarked.
Han var en af flere oplægsholdere, da knap 100 agrarøkonomistuderende i september 2020 deltog i et kickoff-møde for I gang for 1 million i Aarhus, og de to legatvindere har lyttet godt efter.
De vil tilføre de frasorterede rødbeder merværdi ved at gære dem i en sukkerlage og lave en vin, som i forhold til normal rødvin får visse sundhedsmæssige fortrin, idet rødbedens røde farvestof betanin indeholder mange antioxidanter, som ifølge de fynske 'vinmagere' både kan styrke kroppens blodcirkulation og mindske risikoen for blodpropper og stress.
"I gang for en million har været med til at give os viden om, hvordan man kommer i gang med nye innovationsprojekter, og at der findes andre måde at drive landbrug på end at dyrke hvede og byg," siger Christian Larsen.
Han mener, at der er et voksende behov for folk, som tør søge nye veje og tænke ud af boksen, da det efterhånden er blevet så dyrt at forfølge drømmen om at købe sin egen gård.
Skal op på 10.000 flasker om året
Kunderne til Redefines rødbedevin skal i første omgang findes blandt restauranter og vinbarer, som går op i nordiske råvarer, men Christian Larsen erkender, at det kan være vanskeligt at sælge et produkt, som ingen kender. Han tør derfor ikke love, at rødbedevin, der skal gære i et års tid, er den sikre vej til en god forretning.
I opgaven budgetterer de med at kunne købe de frasorterede rødbeder for 1 kr. pr. kg. og med en salgspris på 60 kr. for en flaske rødbedevin har de efter tre år drift regnet sig frem til en avance på 30 kr. flasken.
Det første år sigter de mod at producere 5.000 flasker, men allerede i år 3 forventer de at kunne sælge 10.000 flasker hvilket giver en indtjening på 600.000 kr.
"Men det kan godt være, at det kræver lidt udvikling at få vinen til at smage godt," siger Christian Larsen, hvis karriereplaner går i en noget anden retning.
Han vil videreuddanne sig til maskiningeniør og producere maskiner til landbruget. Det lugter ikke meget af vin.
"Nej, men måske skulle jeg prøve at brygge et par flasker derhjemme," siger han.
Flere artikler fra samme sektion
Madland Festival vil samle madsystemets ypperste frontløbere
Fra 1.-4. maj inviterer Danmarks madpolitiske festival til gårdbesøg, samtaler, film, frokostpauser, fredagsbar og fejringer i og omkring København, på Stevns og i år også i Aarhus.
Kogebogsforfatter giver tip til at skære ned på kødet, når du laver frikadeller
Mere plantebaseret betyder ikke nødvendigvis et endegyldigt farvel til frikadellen. Ditte Ingemann giver her sit bud på en lidt grønnere frikadelleopskrift og opfordrer os til at tænke mere på kvalitet end kvantitet, når vi handler.
Elever udskød påskeferien for at hjælpe til med Økodag hos debutant: »Det gik over al forventning«
Kalø Økologisk Landbrugsskole afholdt for første gang Økodag, og flere end 30 medarbejdere og elever hjalp til med at styre løjerne. En af ambitionerne for dagen var også at vise gæsterne, at økologien er meget mere end fokus på dyrevelfærd.