Annonce

Annonce

Vinstok med vindrueklaser af sorten Solaris

Solaris-druen er et populært valg blandt landets voksende antal økologiske vinproducenter, da druen er en såkaldt PIWI-sort, som er resistent over for svampeangreb. Foto: Jakob Brandt

Vin-formand: Øget specialisering er en genvej til mere og bedre dansk vin

Andelstanken kan bidrage til både en større og bedre produktion af dansk kvalitetsvin, vurderer Hans Münter, som er formand for Foreningen Dansk Vin.

I 2022 var der registreret kommerciel vindrueproduktion på 146 danske bedrifter, og antallet vokser år for år. Selv om der er tale om store årlige vækstrater i både den konventionelle og økologiske produktion, er dansk vin dog stadig en nicheproduktion, men det behøver måske ikke at være tilfældet i fremtiden, vurderer Hans Münter, formand for Foreningen Dansk Vin (FDV).

Han hæfter sig ved, at udvalget af danske vine vokser hvert år, og i takt med at flere producenter får et cvr-nummer og bliver kommercielle, mener vinformanden, at danske vinbønder nærmer sig en skillevej.

»Ingen kan lave en god vin på en dårlig drue, men der er mange, som kan lave en dårlig vin på en god drue. Derfor er det vigtigt, at det er specialister, der styrer processen både ude i vinmarken og i vineriet.

— Hans Münter, formand for Foreningen Dansk Vin

»Stort set alle kommercielle producenter kan i dag sælge hele deres produktion, og hvis vi vil have danskerne til at drikke mere dansk vin, og det vil jeg gerne som formand for vinavlerne, så skal vi producere meget mere. Samtidig skal vi tage stilling til, om dansk vin skal være konsumvin eller om vi skal satse på at producere mere eksklusive vine,« siger Hans Münter, som selv driver en mindre vingård i Ryomgård mellem Randers og Grenaa.

»De fleste vinbønder er startet fra nul på en bar mark, og de står ofte selv for alle led i processen,« forklarer han om en branche, som til gengæld er præget af stor passion.

Tror på kooperative løsninger

Hvis de næste generationer skal gøre sig forhåbninger om at kunne leve af vingården, er der efter Hans Münters vurdering behov for en øget professionalisering i branchen.

»Jeg tænker, at vi skal have de kooperative tanker ind i dansk vin, så nogle koncentrerer sig om at dyrke vindruerne, mens andre specialiserer sig i at producere selve vinen. Og måske skal der også et tredje led på, som kan sælge vinen fra de danske vingårde,« siger formanden.

Behovet for øget professionalisering begrunder han med en velkendt viden i vinbranchen.

»Ingen kan lave en god vin på en dårlig drue, men der er mange, som kan lave en dårlig vin på en god drue. Derfor er det vigtigt, at det er specialister, der styrer processen både ude i vinmarken og i vineriet.«

Det, vi gør i dag, svarer lidt til, at alle kvægproducenter selv slagtede og parterede deres dyr, så jeg kan godt se perspektiver i, at flere vinbønder får lønproduceret hos andre eller laver en andelsvirksomhed eller en anden form for fællesskab.

— Kim Thrysøe, ejer af Guldbæk Vingaard

Vinproducent Kim Thrysøe overtog for to år siden Guldbæk Vingaard ved Aalborg, som hans forældre har opbygget fra en bar mark, og han kan sagtens genkende behovet for mere specialisering og en mere kommerciel tilgang til den hjemlige vinproduktion.

»Det, vi gør i dag, svarer lidt til, at alle kvægproducenter selv slagtede og parterede deres dyr, så jeg kan godt se perspektiver i, at flere vinbønder får lønproduceret hos andre eller laver en andelsvirksomhed eller en anden form for fællesskab,« siger Kim Thrysøe, som selv har planer om at opføre et større vineri, hvor det bliver muligt at lønproducere for andre vingårde.

Flere artikler fra samme sektion

De økologiske chokolader ligger i toppen af ny Tænk-test

Fem af de seks bedste chokolader er økologiske i Forbrugerrådets Tænks nye test af mørk chokolade.

20-11-2024 2 minutter

Økologi styrker dit grønne regnskab

I en ny analyse fra rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO konkluderes det, at økologi kan bidrage i enten ”høj grad” eller ”delvist” med værdiskabelse i ESG-rapporteringen inden for 7 af 10 områder.

15-11-2024 5 minutter

Dansk krydderifabrik henter hovedparten af omsætningen i udlandet

Den sjællandske krydderifabrik Mill & Mortar sætter smag på maden i de private husholdninger i mere end en snes lande. Næste destination i messekalenderen hedder Nürnberg og BioFach-messen 2025.

14-11-2024 8 minutter Eksport