Tysk juletræsproducent har fået smag for danske flødeboller med gransmag
Udviklingen af en økologisk granflødebolle i gourmetklassen er et godt eksempel på, hvordan Mark Hermann Chocolate bruger nye smage til at lirke døren op til nye markeder.
Ideen til at lave en grøn granflødebolle var nærliggende, da Mark og Kathrine Hermann i sommerferien flyttede deres produktion af fyldte chokolader, kager og flødeboller fra Sjælland til Midtjylland, hvor de har købt en ejendom med tilhørende juletræsplantage.
»Når vi udvikler en ny flødebolle, starter vi med en opskrift og en ide om, hvor vi skal hen. Med granflødebollen ville vi lave en flødebolle, hvor ingen måtte være i tvivl om, at de spiser gran, men uden at smagen skræmmer folk væk,« siger Mark Hermann, der uddannet konditor og stifter af Mark Hermann Chocolate, som udelukkende producerer økologisk konditorvarer.
Han har tilsyneladende ramt den helt rigtige smag og Mark Hermann Chocolate har netop sendt sit første parti grangrønne flødeboller til Tyskland, hvor en stor juletræsproducent er blevet fan af de håndlavede produkter.
Når man bruger grannåle som smagsgiver, er det vigtigt at granskuddene ikke er for gamle, da de risikerer at få en besk smag, men hos Marianne Bols, formand for Økologisk Juletræsforening, fandt parret de perfekte råvarer i form af friske lysegrønne skud, som de nu opbevarer på frost. De bliver blendet og brugt i den sukkersirup, der bliver pisket til skum, som udgør hovedparten af flødebollen.
I modsætning til helt traditionelle flødeboller, som bliver sprøjtet op på en bund og overtrukket med chokolade, bliver de håndlavede flødeboller lavet ’på hovedet’ i plastforme, som først får en tur med airbrushen, for at skabe de unikke mønstre på produkterne, som er kundens garanti for, at ingen produkter er helt ens.
Herefter bliver den smeltede chokolade (65 pct.) fra Original Beans støbt i formen. Næste ingrediens er en lille portion blød gel med ekstra kraftig gransmag, inden selve skummet fylder formen og får monteret en forproduceret bund, som består af karamelliserede, hakkede pistacienødder. Det hele forsegles med flydende chokolade.
Flødebollen holder seks måneder på frost, mens levetiden kun er en uge i optøet tilstand.