To af landets ældste økologiske brands bliver nu samlet under samme tag

Antons Saft bliver 1. december overtaget af saftproducenten Søbogaard, hvis direktør og ejer Ellen Nielsen vil føre begge saftbrands videre fra tapperiet på Store Volsgård syd for Herning.

28. november 2025
Læsetid: 5 minutter
Da blev skålet i saft, da Ellen Nielsen og Frank van Beek mødtes for at underskrive de sidste papirer, som sikrer, at Antons Saft fortsætter som et brand under Søbogaard. Foto: Søbogaard

Antons Saft bliver til december overtaget af saftproducenten Søbogaard, hvis direktør og ejer Ellen Nielsen vil føre begge saftbrands videre fra produktionen på Store Voldsgård syd for Herning.

Selv om grundlæggeren af Antons Saft døde i efteråret, står det dermed fast, at hans økologiske saftbrands lever videre hos Søbogaard, som fremover tapper saft til begge brands, som fortsætter med hver deres opskrifter, der har gjort begge brands populære på de danske caféer, restauranter og specialbutikker.

Tirsdag den 25. november besøgte Frank van Beek Store Voldsgård for at få styr på de sidste detaljer i den handel, som gør Ellen Nielsen til ejer af Antons Saft. Hun har siden 2013 produceret Søbogaareds saft og marmelade på den jyske gård, og nu ser hun frem til at få Antons Saft med i salgskataloget.

Mange i den økologiske branche kender formentlig primært Frank van Beek fra hans tid som gartner hos Aarstiderne. Færre var måske klar over, at han siden han forlod den økologiske måltidskasseproducent for fem seks år siden har hjulpet Antons Saft med at indkøbe økologiske råvarer og også stod for saftfirmaets egenkontrol.

Helt i Antons ånd

Siden den 79-årige Anton Nielsen døde pludseligt i september, var det derfor naturligt for Frank van Beek at påtage sig rollen som direktør for boet efter Antons Saft. I den forbindelse har det været hans vigtigste rolle at sørge for, at kunderne fik deres varer fra lageret ved Frem Sodavand i Ribe, og han beskriver salget til Søbogaard som den bedst mulige løsning.

”Da Anton var 75 år, spurgte jeg ham, om han overvejede at sælge firmaet. ’Vi tager lige fem år mere’, sagde han, og da familien ikke ønsker at drive firmaet videre, ved jeg, at Anton håbede, at Søbogaard ville føre det videre, så handlen er helt i hans ånd,” siger Frank van Beek.

”Antons ønske har altid været, at Antons Saft kunne leve videre efter hans død. Han har altid set Søbogaard som den perfekte samarbejdspartner. Nu da Anton desværre ikke er her mere, er det i hans ånd, at brandet kan leve videre sammen med Søbogaard.”
Den vurdering er den nye ejer helt enig i.

Aroma er no-go

”Begge firmaer er baseret på de samme værdier, så det lød spændende, da Frank (von Beek, red) kontaktede mig for at høre, om jeg ville køre produktionen videre,” siger Ellen Nielsen, som samler produktionen på Store Voldsgård, og i forhold til tapningen beskriver hun det som en stor fordel, at begge brands bliver solgt i flasker på 25 cl.

”Antons Saft var et af de første økologiske saftproducenter, og det ville være vildt ærgerligt at lukke det, nu da Anton ikke er her mere, så vi kommer til at køre videre med hans opskrifter,” siger Ellen Nielsen.
Hun ved, at Antons Saft har mange dedikerede kunder, og som i safterne fra Søbogaard er aromaer no-go.
”Saft skal smage af det, som den er lavet af, så jordbærsaft er lavet af jordbær.”

Hvis Antons kunder holder fast, vil overtagelsen formentlig øge Søbogaards salg af saft i 25 cl-flasker med ca. 50 pct., så de otte ansatte har udsigt til øget travlhed eller flere kolleger.

Babymad blev til saft og marmelade

Da Ellen Nielsen og hendes mand i sin tid købte den nedlagte landbrugsejendom ved Herning, var det tanken at etablere en produktion af babymad i længerne. Men under sin uddannelse som produktudvikler i Sorø, havde hun forinden været i praktik på Søbogaard, der ligger i Borup på Sjælland.

Her fik hun et godt samarbejde med stifteren Poul Hansen, som tilbød hende at komme i ’mesterlære’ på Søbogaard, og i 2009 tilbød han hende at overtage firmaets marmeladeproduktion, som hun flyttede til Jylland. Samarbejdet kørte så godt, at Ellen Nielsen fire år senere også overtog saftproduktionen.

I dag ejer hun 80 pct. af Søbogaard, mens Poul Hansen ejer resten.

Anton Nielsen var aktiv til det sidste og deltog på en cateringmesse fire dage før hjertet sagde stop. Hans søn overtager faderens 10 ha store produktion af af økologiske solbær i Juelsminde, så noget af råvareforsyningen er på plads.

”Råvareforsyning er en stor udfordring. Rabarber og hyld kan vi normalt købe fra danske producenter. Resten kommer fra Polen, men i år har det været vanskeligt at skaffe jordbær, mens prisen på kirsebær er steget ca. 200 pct., så vi har været nødt til at droppe dem,” siger Ellen Nielsen.