Svensk økologi mister terræn – både i marken og markedet
Både det økologiske salg og det areal, som de svenske økologer dyrker, fortsætter med at falde, viser Organic Swedens årsrapport for 2025.
Det er ikke kun Danmark, der i øjeblikket oplever udfordringer for det økologiske salg. Her ti dage inde i Eko-September, som er årets største landsdækkende økologikampagne i Sverige, har Organic Sweden offentliggjort den årlige rapport over det svenske økologimarked.
Den viser, at det økologiske salg i 2025 faldt med to pct. på et marked hvor det samlede dagligvaremarked voksede med 4,5 pct. Det betyder at den økologiske andel i Sverige faldt fra 3,9 pct. i 2024 til 3,7 pct. i 2025.
Hos Organic Sweden bekymrer man sig over, at økologien fortsætter de seneste års fald. Faldet overrasker måske også en smule, da to ud af tre svenske forbrugere oplyser, at de gerne ville handle mere økologisk, hvis de havde mulighed for det.
”Det er et paradoks, at to ud af tre forbrugere vil handle mere økologisk, samtidig med at det økologiske salg fortsat falder. Viljen er altså til stede – men markedet skal blive bedre til at imødekomme den,” siger Charlotte Bladh André, adm. direktør i Organic Sweden i en pressemeddelelse om den nye rapport.
Hvis udviklingen skal vende, skal de økologiske alternativer til de konventionelle varer efter hendes vurdering være mere synlige og nemme at vælge i hverdagen. Hun efterlyser i den forbindelse flere kampagner, som kan fortælle om de merværdier, som økologien bidrager med.
Rapporten viser at salgsværdien faldt med 3,0 pct. i de kategorier, hvor der findes mere detaljerede salgsdata, men kigger man på salget målt i volumen, er der tale om et fald på 8,8 pct., mens den konventionelle volumen i 2025 voksede med 4,3 pct.
Faldet i volumen har især ramt mejerikategorien, som skrumpede med 12,5 pct. Når salget af økologiske mejeriprodukter alligevel kun faldt med 0,7 pct. i værdi, skyldes det primært store prisstigninger på de økologiske varer.
Arealet skrumper med 4,5 pct.
Længere tilbage i den økologiske værdikæde er der dog også enkelte lyspunkter i rapporten, som viser, at den samlede volumen af den økologiske produktion steg med knap 3 pct. i 2025. Samtidig er værdien af de svenske økologiske råvarer steget med 11 pct. Dermed runder markedets samlede merbetaling til de svenske økologer sidste år godt en mia. danske kr., hvilket ifølge rapporten viser, at der er et økonomisk grundlag for en økologisk produktion i Sverige.
Samtidig blev den langsigtede produktionskapacitet dog svækket, idet det økologiske dyrkede landbrugsareal faldt med 4,5 pct., mens økologernes græsarealer faldt med 3,6 pct. Dermed udgør det økologiske areal i alt 15,9 pct. af Sveriges landbrugsjord, som dermed er mindsket hvert år siden rekordåret 2019, hvor økologerne drev godt 600.000 ha.
Færre produktionsdyr
Samtidig viser rapporten, at økologerne også måtte notere en tilbagegang i antallet af de vigtigste produktionsdyr. Niclas Åkeson, markedsanalytiker hos Publishing Farm, advarer om at det er vigtigt at værne om produktionskapaciteten hos de svenske økologer.
Det begrunder han med, at den økologiske produktion kan bidrage til en mere robust fødevareforsyning gennem et større fokus på lokale ressourcer og mindre afhængighed af importerede fødevarer.
”Det er positivt, at økonomien i primærleddet er blevet styrket. Samtidig skal vi sørge for, at der stadig er landmænd, jord og dyr, der kan producere de økologiske råvarer,” siger Niclas Åkeson.
Om Den Økologiske Årsrapport 2025
Rapporten er udgivet af Organic Sweden i samarbejde med KRAV og Ekologiska Lantbrukarna. Udvalgte tal fra rapporten.
-
To ud af tre forbrugere vil gerne handle mere økologisk, hvis de har mulighed for det
-
Det økologiske salg i dagligvarehandlen faldt med to pct.
-
Den økologiske andel faldt fra 3,9 til 3,7 pct.
-
Prisen på de økologiske varer voksede i gennemsnit med 5,6 pct.
-
Værdien af svenske økologers råvarer steg med godt en mia. kr. Det svarer til en vækst på 11 pct.