Sportsstjerne gik i praktik på et økologisk landbrug

Den firedobbelte verdensmester Sebastian Vettel ville gerne lære mere om økologisk landbrug under corona-nedlukningen.

04. maj 2021
Læsetid: 2 minutter
Sebastian Vettel sprøjter med champagne
Sebastian Vettel er blevet ambassadør for Bio Benen Apfel, der er et projekt, som skal give bierne flere levesteder. Foto: iragazzidiredbull/flickr/CC-BY-NC-ND 2.0

Da corona-nedlukningen fremtvang en fire måneders lang udskydelse af Formel 1-sæsonen i 2020, besluttede den firedobbelte verdensmester Sebastian Vettel sig for gå i praktik på et økologisk landbrug.

Hensigten var at lære mere om det rent praktiske i den økologiske dyrkning, fortalte han på et nyligt pressemøde.

"Jeg interesserer mig for landbrug, fordi som sportsudøver går jeg op i, hvad jeg skal spise for at være fit, hvordan jeg kan spise sunder og få mere ud af min krop. Så man begynder at stille sig selv en masse spørgsmål, som for eksempel at ingen grønsager er helt ens, ikke alle æbler har helt det samme næringsindhold, og så spørger man sig selv hvorfor og finder ud af, hvor æblet kommer fra, og hvordan det blev plantet," forklarede Sebastian Vettel ifølge fansiden sebvettelnews.com og tilføjede:

"Teorien interesserer mig, og jeg har læst meget om det. Men at lære mere om det i praksis og snakke med folk, som arbejder med det dagligt, var meget interessant."

Anledningen til pressemødet var, at Sebastian Vettel blev præsenteret som ny ambassadør for initiativet Bio Benen Apfel, der er et projekt, som vil sætte fokus på vigtigheden i at skabe flere levesteder for bier.

Om han vil begynde som økologisk landmand, når hans sportskarriere er ovre, ved han dog ikke endnu. Går han den økologiske vej, vil han dog ikke være den første Formel 1-stjerne, som gør det. 71-årige Jody Scheckter, der var aktiv i sporten i 1970'erne, driver i dag et biodynamisk landbrug vest for London.