Annonce
Annonce
Rømer Vegan har været særdeles aktiv på de udenlandske fødevaremesser de seneste år, og det har nu skabt et gennembrud på det tyske marked for veganske produkter. Foto: Rømer Vegan
Rømer Vegan får stort gennembrud i Tyskland
En aftale med grossisten Followfood baner vej for salg af veganske varer til flere tyske dagligvarekæder.
Glas med plantebaserede alternativer til fisk baner vej for Rømer-familiens hidtil største gennembrud på det tyske marked.
Efter mange års tilstedeværelse på udenlandske fødevaremesser skrev direktør og stifter Niels Rømer fra den familieejede virksomhed Rømer Vegan i februar under på en kontrakt med den tyske grossist Followfood.
Den østjyske producent af veganske fødevarer skal levere to forskellige plantebaserede alternativer til tun til den tyske grossist.
Aftalen markerede starten på den hidtil travleste periode for de ansatte i Rømer Vegan, hvor produktionen skulle op i et helt andet gear for at følge med efterspørgslen i Tyskland.
»Jeg tror, at vi efterhånden må være ude i flere tusinde tyske butikker, og vi har forrygende travlt,« siger Niels Rømer, som normalt ikke er kendt som en mand, der slynger om sig med store ord om egne bedrifter.
Men når talen falder på den kontrakt, som han har lavet med den tyske grossist i begyndelsen af året, har han vanskeligt ved at tæmme begejstringen.
Det er kæmpestort for os, og aftalen har betydet, at vi måtte investere i nye maskiner og ansætte flere medarbejdere for at følge med.
— Niels Rømer, direktør og medejer, Rømer Vegan
»Det er vores hidtil største gennembrud i udlandet. I første omgang gælder det to produkter fra vores serie af glasvarer, men jeg håber, at der kommer flere til,« siger Niels Rømer, som allerede arbejder på et nyt ’fiskelignende’ produkt.
»Det er kæmpestort for os, og aftalen har betydet, at vi måtte investere i nye maskiner og ansætte flere medarbejdere for at følge med.«
Er inde i flere kæder
Siden foråret har en lastbil hver måned forladt fabrikken i Vrinners med kurs mod Tyskland, og ordrerne ruller nærmest ind lige så hurtigt, som Rømer Vegan kan producere glassene med de veganske alternativer til fisk.
I Tyskland sørger Followfoods korps af sælgere for at distribuere produkterne videre til store landsdækkende kæder som Rossmann, Denn’s og dm-Drogeriemarkt m.fl.
Men for de tyske forbrugere er det ikke tydeligt, at der er tale om danske produkter, da glassene fra Rømer Vegan er indlemmet i Followfoods egen private label-serie.
»Det betyder, at vi ikke skal bekymre os om markedsføring,« siger Niels Rømer, der betragter det som en kæmpe fordel for en lille virksomhed som Rømer Vegan at levere til private label.
Fra fisk til planter
Followfood, som har hovedsæde i Tübingen i Baden-Wurttemberg, startede i 2000 som en ren fiskegrossist. Efter få år i branchen begyndte selskabet at koncentrere sig om bæredygtige fiskeprodukter og i 2013 gjorde de første plantebasererede varer deres indtog.
Da grossisten i efteråret 2023 besøgte Rømer Vegans stand på Anuga-messen i Køln, viste grossisten stor interesse for de plantebaserede ’fiskeprodukter’. Niels Rømer havde derfor en rigtig god mavefornemmelse, da han tog hjem til det nedlagte Arla-mejeri i Vrinners på Djursland, som i mange år har dannet rammen om flere af Rømer-familiens mange økologiske produktioner.
Han sendte vareprøver til Tyskland og efter nogle mindre smagsjusteringer, kunne Niels Rømer og Followfood mødes i februar på BioFach-messen i Nürnberg, hvor de indgik den aftale, som siden har skabt forrygende travlhed i Vrinners.
Jeg tror ikke, at man kan komme ind på det tyske marked uden at have en aftale med en grossist, og det ville aldrig have været muligt for os at komme ind på markedet under vores eget brand.
— Niels Rømer, direktør og medejer, Rømer Vegan
Grossisten er et must
Det er de færreste mennesker, som har pakket kufferten så mange gange som Niels Rømer for at rejse ud til fødevaremesser i hele verden, og selv om han ved, at der er mange nitter i stakken af visitkort, som han har med hjem fra messerne, er han måske det bedste bevis på, at vedholdenhed betaler sig, når man arbejder med eksport.
»Jeg tror ikke, at man kan komme ind på det tyske marked uden at have en aftale med en grossist, og det ville aldrig have været muligt for os at komme ind på markedet under vores eget brand,« siger den garvede producent, som er still going strong, selv om han har fejret sin 70 års fødselsdag.
Niels Rømer har ikke tal på, hvor mange dage han har tilbragt på Rømer-familiens forskellige messestande, men der næppe tvivl om, at 2023-ugaven af Anuga-messen i Køln altid vil stå mejslet som en milepæl i bestræbelserne på at få gang i salget af veganske produkter fra Rømer Vegan.
Starten på eksporteventyr
Gennem mange år havde Rømer-familien produceret økologiske kager, kiks, proteinbarer, marmelade og chokolade-produkter under brandet Mols Organic, men i 2019 sadlede familien om, da de øjnede konturerne af et voksende plantebaseret marked.
Derfor etablerede de Rømer Vegan, som lancerede de første produkter, netop som corona lukkede hele landet, og siden er salget på det danske marked ifølge Niels Rømer gået meget trægt.
Derfor er han ekstra glad for gennembruddet i Tyskland, som han håber markerer starten på et større eksporteventyr.
Flere artikler fra samme sektion
Michelin-værtskab cementerer Danmarks gastronomiske førerposition
De næste to år er Danmark udpeget som vært for Michelin Guide Nordic, og ifølge fødevareminister Jacob Jensen (V) vil det igen gøre Danmark bemærket på den internationale madscene.
Tidligere Irma-direktør åbner nyt madmarked
Alfred Josefsen åbner sammen med 12 tidligere Irma-ledere en butikskæde, som er baseret på værdierne fra den lukkede Irma-kæde, som havde den højeste økologiandel i dansk dagligvarehandel.