Annonce
Annonce
Søstrene bag Pure Dansk, Malene Søgaard (nr. 2 fra venstre) og Astrid Søgaard (t.h.) deltog sidste år i møderækken Bælg og Business og med aftalen med Irma, håber de nu, at der kommer mere skub i salget af danske bælgfrugter og de planlægger at firedoble produktionen i 2022. Foto: Jakob Brandt
Pure Dansk har landet sin første faste aftale med en dansk dagligvarekæde
Efterspørgslen på grønne alternativer til kød stiger, og som led i Irmas mål om at hjælpe forbruget i en mere grøn retning har kæden nu indlemmet tre typer bælgfrugter fra danske økologer i sit faste sortiment.
Bælgfrugter bliver igen og igen fremhævet som et af de vigtigste og mest klimavenlige alternative proteinkilder til kød – især hvis de bliver dyrket på danske marker. Det får nu Irma til at satse på en dansk serie af økologiske hestebønner, Ingrid ærter og Anicia linser fra Pure Dansk.
”Det er kæmpestort for os, at vi kommer ind i alle Irmas 68 butikker med tre produkter,” siger Astrid Søgaard, som driver Pure Dansk sammen med søsteren Malene Søgaard.
De har hidtil solgt hovedparten af deres bælgfrugter i udvalgte butikker i kæderne Kvickly og Meny samt i specialhandlen og via deres egen webshop.
”Det var Irma selv, som kontaktede os, og de har allerede bestilt et nyt parti til levering i marts,” siger Astrid Søgaard, som har store forventninger til salget hos Irma.
”Vi kan tydeligt mærke, at der virkelig er sket noget i forhold til folks interesse for bælgfrugter, og i år forventer vi at firedoble vores produktionen.”
Dyrere end økologisk kød
Irma sælger æskerne med 300 g danske hestebønner, ærter og linser for 49,95 kr. Det svarer til en kilopris på 166 kr., og er dermed dyrere end en del af det kød, som bælgfrugterne er et alternativ til, og både Astrid Søgaard og sortimentschef i Irma Michael Buus Nielsen er spændt på, hvordan kunderne reagerer.
“Tørrede bønner og linser kommer ofte langvejs fra. Derfor er vi glade for, at vi sammen med Pure Dansk og deres visionære landmænd nu gør det muligt at købe lokalt dyrkede råvarer,” siger Michael Buus Nielsen i en pressemeddelelse.
Han erkender samtidig over for Økologisk Nu, at der er tale om et højt prispunkt.
”For nogle kunder er prisen det altafgørende, men vi har i forvejen en stor serie af tørrede bælgfrugter fra Sydeuropa. De er noget billigere, men det er interessant for os at tage produkter ind fra danske avlere. De passer samtidig fint ind i vores strategi om, at vi skal spise mere grønt, så det bliver spændende at se, hvordan kunderne tager imod bælgfrugterne fra Pure Dansk,” siger Michael Buus Nielsen.
Astrid Søgaard minder i den forbindelse om, at det handler om, at danskerne skal lære at tænke anderledes omkring råvaren.
”Man skal se de danske bælgfrugter i perspektiv til, hvad man f.eks. betaler for dansk økologisk hakket oksekød. Her giver man 50 kr. for 400 g. I en pakke med 300 g tørrede bælgfrugter, bliver der 600 g, når de er kogte. Bælgfrugter er både drøje i brug og mætter meget, så der er til flere retter i én æske sammenlignet med en dansk økologisk pakke kød," siger Astrid Søgaard.
Irmas salg af plantebaseret mad vokser
I 15 pct. af alle Irmas indkøbskurve ligger der i dag mindst ét plantebaseret produkt. Kædens salg af plantebaseret mad steg i 2021 med 24 pct. i forhold til 2020, og Michael Buus Nielsen forventer, at væksten også bliver tocifret i indeværende år.
Han tør dog ikke spå om, hvor mange poser fra Pure Dansk, som ryger over disken, men han betegner produkterne som meget gennemtænkte og roser søstrene Søgaard for at benytte emballage, som er let at kildesortere, da det er nemt for kunden at adskille plastik og pap.
I markedsafdelingen i Økologisk Landsforening, som i disse år gennemfører flere projekter, som forsøger at sætte skub i den hjemlige produktion af økologiske bælgfrugter til human ernæring til både hjemmemarked og eksport, glæder det Birgitte Jørgensen, markedschef for detail, at en dagligvarekæde har valgt at give plads til både linser, ærter og bønner fra danske økologer.
"Men der er stadig tale om et nicheprodukt, og hvis vi skal nå op på de 100 g bælgfrugter, som Fødevarestyrelsen anbefaler som den daglige ration ifølge de officielle kostråd, er det nødvendigt, at der findes bælgfrugter i flere prisklasser ude i butikkerne, så alle har råd til at være med," siger Birgitte Jørgensen.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.