Annonce

Annonce

Der pakkes mad i Madservice, Kerteminde Kommune

Kerteminde Kommunes storkøkken Madservice leverer varm mad til 600 ældre borgere hver dag. Det er gået fra 2 pct. til 21 pct. økologi, og stiler efter at nå det økologiske bronzemærke (30-60 pct. økologi) inden for det næste års tid. Foto: Kerteminde Kommune

Madprojekt tredobler økologien i kommunens køkkener uden at hæve budgettet

På bare 10 måneder er det lykkedes Kerteminde Kommunes køkkener at omlægge en stor del af indkøbene til økologi. Pengene til økologien er fundet ved at indføre flere bæredygtige fødevarer og mindske madspildet.

Selv om økonomien i Kerteminde Kommune er under pres, har den nordøstfynske kommune i år sat turbo på omlægningen af de kommunale køkkener, som med støtte fra Fonden for økologisk landbrug har tredoblet økologiprocenten siden årsskiftet.

Projektet ’Bæredygtig Velsmag i Kerteminde Kommune’ begyndte så småt i januar og har gennem kompetenceudvikling af ledere og medarbejdere i de kommunale køkkener allerede givet meget tydelige resultater, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

I januar 2024 var 11 pct. af råvareindkøbene økologiske, i oktober var det tal mere end tredoblet til 35 pct. Det har kunnet lade sig gøre uden at råvareindkøbene har belastet det kommunale budget. Pengene til de økologiske råvarer er fundet ved at bruge op til 20 pct mindre kød, spise mere sæsonbaseret og have fokus på madspild, oplyser projektkoordinator Dorte Frimodt Daugaard fra Kerteminde Kommune, som glæder sig over, at Fonden for økologisk landbrug har bevilget en mio. kr., så projektet kan fortsætte i 2025.

Hun er en økologisk ildsjæl og driver det økologisk landbrug Nørremadegaard i Rynkeby på 5,5 ha, hvor hun bl.a. har produceret marmelade og grisekød. Det seneste år har hun valgt at drosle ned for produktionen for at koncentrere sig om rollen som koordinator for omlægningen af de kommunale køkkener, som er gået til opgaven med stor ildhu.

Projektkoordinator Dorte Frimodt Daugaard og Jens Kristensen fra Øko++ har været med til at sætte turbo på omlægningen af køkkenerne i Kerteminde Kommune, som fortsætter i det nye år
Projektkoordinator Dorte Frimodt Daugaard og Jens Kristensen fra Øko++ har været med til at sætte turbo på omlægningen af køkkenerne i Kerteminde Kommune, som fortsætter i det nye år. Foto: Kerteminde Kommune

"I den forbindelse har Det Økologiske Spisemærke i høj grad fungeret som motivationsfaktor for køkkenerne, som har noget at sigte efter," siger Dorte Frimodt Daugaard, som forventer, at flere spisemærker vil lande i Kerteminde i 2025.

Lynomlægningen bliver bemærket på rådhuset

”Det er imponerende, at det er lykkedes at nå så tydelige resultater på så kort tid. Vel at mærke uden at belaste økonomien. Det vidner om en ledelse og en medarbejderstab, der har kastet sig ind i projektet med krum hals, og som nu kan høste frugterne af deres indsats. Det synes jeg er meget inspirerende,” siger Kerteminde Kommunes borgmester, Kasper Ejsing Olesen (A).

Ifølge Dorte Frimodt Daugaard har det stor betydning, at køkkenerne kan mærke, at ledelsen bakker op om omlægningen, og hun ser frem til at nye køkkener kommer med i omlægningsprojektet i 2025, hvor foodserviceafdelingen i Økologisk Landsforening sammen med konsulenterne fra ØKO++ skal være med til at løfte økologiprocenten yderligere.

”I den forbindelse er Det økologiske spisemærke en væsentlig motivationsfaktor for medarbejderne, som har et mål at sigte efter,” siger Dorte Frimodt Daugaard.

Efter hendes vurdering har den største udfordring været at finde tidspunkter, hvor projektet kunne samle de sosu-assistenter og pædagoger, som serverer maden. Det er vigtigt, for at sikre at også de bakker op om den nye grønne menu og bliver klædt på til at fortælle om fordelene ved at spise økologisk.

Børnehaver ligger til guld

Foruden den kommunale madservice, som leverer varm mad til ældre borgere, er også kommunens daginstitutioner med madordning, sammen med Munkebo Skole og Nymarksskolen. På de deltagende skoler er madkundskabslærerne desuden tilknyttet projektet for at forankre økologien i undervisningen.

Hastigheden på omlægningen er meget forskellig i de kommunale køkkener, hvor Børnehaven Fjordvang og Bøgebjerg Børnehave har lagt sig helt i front, med økologiprocenter på henholdsvis 92 pct. og 96,5 pct. De lever dermed op til kravene til det økologiske guldmærke (Mindst 90 pct. økologi).

Ifølge Hørkram, der leverer hovedparten af fødevarerne til kommunes køkkener, bliver 3,5 mio. liter grundvand sparet for mødet med pesticider hver måned ved det nuværende niveau af økologiske indkøb i oktober, målt op mod 595.000 liter i oktober måned sidste år.

”Projektet viser, at det er muligt at rykke stort på klima- og økologidagsordenen uden at gå på kompromis med hverken ernæring, smag eller økonomi. Vi har i projektet fået enorm kompetent bistand fra konsulenterne fra Øko++, der har hjulpet, inspireret og løftet ude i køkkenerne, hvor vores medarbejdere oplever en arbejdsglæde og stolthed ved at bidrage til den grønne omstilling,” siger Heino Salling (Ø), fmd. for Kerteminde Kommunes Klima- og Bæredygtighedsudvalg.

Bæredygtig Velsmag i Kerteminde Kommune

  • Formålet med projektet, Bæredygtig Velsmag i Kerteminde Kommune', er at gøre de offentlige køkkener i Kerteminde Kommune mere klimavenlige og økologiske. Samtidig er det ambitionen at nedbringe madspildet og følge de nyeste kostråd ved at bruge flere grøntsager og bælgfrugter i kosten.

  • Foruden den kommunale madservice er også kommunens daginstitutioner med madordning, FGU samt Munkebo Skole og Nymarksskolen med i projektet.

  • Tilsammen producerer køkkenerne mere end 3.000 måltider om dagen og indkøber mere end 300 t råvarer om året.

  • Projektet får støtte af Fonden for økologisk landbrug i både 2024 og 2025.

Flere artikler fra samme sektion

Randers Kommune modtager pris for skarp grøn indkøbspolitik

Øgede krav til bæredygtige indkøb har på et halvt år øget økologiandelen i Randers Kommunes fødevareindkøb fra 51 pct. til 63 pct.

27-11-2024 4 minutter Foodservice,   Klima

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner har samme ernæringskvalitet som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø