Økologiske grøntsagskurser er et tilløbsstykke
Selv om der den seneste tid har været skrevet meget om den vanskelige situation for den hjemlige produktion af frugt og grønt, oplever Innovationscenter for Økologisk Landbrug stor interesse for kurser om dyrkning af økologiske grøntsager.
Der er mange, som drømmer om at få hænderne i jorden, og pladserne på Innovationscenter for Økologisk Landbrugs tre kurser om dyrkning af økologiske grøntsager var besat, næsten før kurserne blev udbudt.
”Interessen for at dygtiggøre sig i økologisk grøntsagsproduktion har været overvældende, og vi er selvfølgelig glade for, at vi med kurserne har ramt et behov,” siger Malene Hangstrup Kræfting, der er konsulent og projektleder i Innovationscenter for Økologisk Landbrug, som ejes i fællesskab af Landbrug & Fødevarer f.m.b.a. og Økologisk Landsforening.
Det kan virke som lidt af et paradoks, at kursisterne står i kø for at lære at dyrke økologiske grøntsager i en tid hvor der er mange skriverier om, hvor vanskeligt det er at afsætte de danske grøntsager, men ifølge Malene Hangstrup Kræfting spiller det uden tvivl en rolle, at kurserne er gratis.
”Men den store interesse viser også, at der er mange som drømmer om at få hænderne i jorden, og så må vi jo håbe, at vi kan klæde dem på til at skabe en bæredygtig produktion.”
Ifølge projektlederen er der mange unge blandt ansøgerne, og hun tror, at mange af dem drømmer om at etablere forskellige former for nicheproduktioner. Det kan de eksempelvis gøre ved at dyrke grøntsager til restauranter. De er ofte villige til at betale en højere stykpris for lokale råvarer, end det i øjeblikket er tilfældet i detailhandlen, hvor de danske producenter oplever en hård konkurrence fra udenlandske producenter fra lande, hvor lønningerne er lavere end i Danmark.
Økologiske grøntsager udgør en forsvindende lille del af dansk fødevareproduktion og fylder kun 0,2 pct. af landbrugsarealet. Samtidig viser tal fra DTU's seneste kostundersøgelse, at det kniber med danskernes indtag af grøntsager.
”Tallene afslører et behov for at understøtte økologiske grøntsagsbedrifter, hvis danskerne fremover skal have flere danske grøntsager på tallerkenen, og kurserne er blot en af flere indsatser, vi arbejder med,” siger Malene Hangstrup Kræfting.
Fokus på mål, marked og økonomi
Hun oplyser, at de fuldt bookede kurser i efteråret har fokus på mål, marked og økonomi i grøntsagsproduktionen. De følges op af et modul 2 i januar-februar. Her er der fokus på praksisnær videndeling om dyrkning, årshjul, timing samt værktøjer til best practice med integration af efterafgrøder og muligheder for at skabe gode betingelser for nyttedyr. Her er der fortsat få ledige pladser på kurserne som bliver gennemført via projektet.
Deltagerne bliver undervist af erfarne grøntsagsavlere, økologirådgivere og andre fagfolk med indgående viden om økologisk grøntsagsproduktion og får rig mulighed for at tale med andre producenter og udvide deres faglige netværk.
Læs mere om grøntsagsprojektet