Økologisk mad er politisk mærkesag for parti på Japans yderste højrefløj
Japans indvandrefjendske svar på Inger Støjberg stormede sidste år ind i det japanske overhus som varm fortaler for økologi, som han mener vil gavne den japanske krop og sjæl.
Mens mange i Danmark forbinder økologi og kampen mod ultraforarbejdet mad med venstrefløjen, forholder det sig anderledes i Japan, hvor et parti på den yderste højrefløj agiterer for ren økologi, der skal fungere som et værn mod importen af underlødige fødevarer fra udlandet.
Ifølge danske Lauritz Korfix Schultz drejer det sig om det højrepopulistiske parti Sanseito, som har gjort økologisk og kemikaliefri mad til en mærkesag i kampen for den japanske kultur. Det skriver han i en klumme i Information under overskriften: 'Kunne du forestille dig, at Inger Støjberg kæmpede for økologi? Sådan er det i Japan'.
Lauritz Korfix Schultz er cand.mag. i dansk og historie og har boet i Japan siden 2020, hvor han underviser i dansk på universitetet i Osaka. Sideløbende skriver han journalistik for en række danske medier om Japan og det øvrige Asien, og han holder bl.a. kontakten til Danmark ved lige via rollen som rejseleder for det danske rejsebureau Viktors Farmor.
En vigtig mærkesag
Lauritz Korfix Schultz fortæller, at den ultranationalistiske partileder, Sohei Kamiya, har gjort ren, økologisk og kemikaliefri mad til en af de vigtigste mærkesager for partiet Sanseito, der ved valget i 2025 stormede ind i det japanske overhus med 14 pladser som varm fortaler for økologisk mad. Efter partiets vurdering kan økologi fungere som et skjold mod importen af "underlødige" udenlandske fødevarer.
Hans argumenter for at spise en økologisk kost handler dog hverken om rent drikkevand, biodiversitet eller bæredygtighed, som fylder meget i den danske debat om grøn omstilling og bæredygtig mad. Den japanske ultranationalist mener, at "sand suverænitet" kræver evnen til at brødføde befolkningen uden afhængighed af udenlandsk import.
Sanseito har derfor placeret landbrug i centrum for sin politik, og ifølge Sohai Kamiya bliver det ikke kun fremstillet som et fødevarespørgsmål. For ham er det i lige så høj grad et spørgsmål om national modstandsdygtighed og kulturel identitet. Partiet har derfor ifølge mediet The Diplomat foreslået, at Japan skal investere 10 billioner yen (ca. 402 mia. kr.) i løbet af det næste årti for at fordoble landets selvforsyningsgrad med egne fødevarer.
Ifølge den indvandrefjendske japanske partileder vil kemikaliefri og økologisk mad ”både gavne den japanske krop og sjæl”, og ifølge Lauritz Korfix Schultz efterlader hans holdninger de grønne kræfter på den japanske venstrefløj i et dilemma. På den ene side udstiller Sohei Kamiya, at venstrefløjspolitikerne hverken har patent på økologi eller kritikken af ultraforarbejdede fødevarer, mens de på den anden side næppe har lyst til at blive sat i bås med den ultranationalistiske, men økologiglade partileder.