Annonce
Annonce
Ny aftale åbner stort asiatisk marked for økologiske fødevarer
Ny aftale mellem EU og Japan gør det nemmere at eksportere økologiske drikkevarer, mejeri- og kødprodukter til Japan.

Fremover bliver det nemmere at sælge både økologisk ost, kød og alkoholiske drikke til Japan. Foto: Colourbox
125 mio. forbrugere på det japanske marked vil snart kunne købe økologisk dansk oksekød stegt i dansk økologisk smør serveret med et køligt glas økologisk danskbrygget øl.
Det skriver Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse om den nye aftale, som EU og Japan har skrevet under på. Det er en udbygning af en EU-handelsaftale som siden 2013 har sikret, at vegetabilske fødevarer som frugt og grønt fra Danmark har kunnet markedsføres som økologiske i Japan – og vice versa.
Den nye aftale betyder, at begge markeder anerkender hinandens økologistandarder inden for en række animalske produkter og alkoholiske drikke.
”Japan er et stort marked med stor købekraft, som efterspørger høj kvalitet. Derfor er denne aftale vigtig. Aftalen er med til at sikre, at danske virksomheder kan sælge deres varer som økologiske i Japan, og dermed kan danske virksomheder få en højere pris for deres varer,” siger Jacob Jensen (V), minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Han deltager selv i et eksportfremstød til Japan senere i denne måned, hvor han sammen med en stor gruppe virksomheder vil sætte fokus på både fødevarer af høj kvalitet og grøn omstilling af landbrugsproduktionen.
Voksende japansk interesse for dansk økologi
Selv om det japanske marked for økologi fortsat er relativt lille, oplyser Mette J. Gammicchia, afdelingschef i Landbrug & Fødevarer, at der er en voksende interesse for danske, økologiske fødevarer fra japansk side.
”Særligt danske økologiske oste og økologisk grisekød efterspørges i stigende grad af de japanske supermarkeder. De japanske forbrugere vælger i stigende grad økologi, da de prioriterer høj fødevarekvalitet og fødevaresikkerhed. Derudover har ernæringsindholdet også betydning for både de ældre og yngre japanere," siger Mette J. Gammicchia.
Med aftalen, der forventes at træde i kraft i maj 2025, får danske forbrugere også mulighed for at finde flere økologiske produkter fra Japan på de danske supermarkedshylder.
Flere artikler fra samme sektion
De gamle grøntsagssorter er i høj kurs hos kokkene i Bankdatas kantine
Hvis du tror, at en gulerod er en gulerod, kan du godt tro om igen. Det viser erfaringerne fra bistroen i Bankdata, der er ambassadørkøkken for nogle af de gamle hjemmehørende kulturplanter, som mere højtydende sorter har fortrængt fra de danske menukort.
Ambassadørkorps giver nyt liv til gamle grøntsagssorter
Foreningen for OriGENaler har succes med at lave
bevaringsarbejde med kniv og gaffel.
Madland Festival vil samle madsystemets ypperste frontløbere
Fra 1.-4. maj inviterer Danmarks madpolitiske festival til gårdbesøg, samtaler, film, frokostpauser, fredagsbar og fejringer i og omkring København, på Stevns og i år også i Aarhus.