Nyt forum efterlyser handling for at nå målet om en tredobling af produktionen af frugt og grønt
Forum med 35 centrale fødevareaktører udfordrer krisen for dansk frugt og grønt og vil bane vejen for en tredobling af produktionen inden 2050. De er klar til at koordinere indsatser på tværs af hele værdikæden.
Et forum med 35 af landets centrale fødevareaktører mener, at det er på tide, at der sættes handling bag et fælles ønske om, at 50 pct. af den frugt og det grønt, der anvendes i Danmark, i 2050 skal være produceret på danske marker eller i danske væksthuse og frugtplantager. Det svarer til ca. en tredobling i forhold til den nuværende produktion.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Madkulturen, som henviser til, at medlemmerne af tænketanken Madtanken allerede i 2025 satte krisen for dansk frugt og grønt på dagsordenen, da de pegede på en række nødvendige løsninger.
Men krisetegnene dominerer stadig den hjemlige produktion, som lider under, at frugt og grønt fylder væsentligt mindre i de daglige måltider nu end for 10 år siden. Samtidig er producenternes gennemsnitsalder steget til næsten 62 år. Flere producenter er stoppet. Alt imens klimaforandringerne kradser i Syd- og Østeuropa, hvor en stor del af vores frugt og grønt importeres fra. Det kalder på handling.
Vi står på en brændende platform, og det kræver fælles handling nu. Der skal ske ændringer i vores rammevilkår, og detail og foodservice skal prioritere flere danske varer. Det kræver, at hele branchen står sammen.
— Mads Pedersen, direktør i Nordic Greens og medlem af Madtanken
Derfor har tænketanken nu valgt at etablere et formelt forum, der skal sætte konkret handling bag ambitionen om at vende krisen til udvikling.
”Ingen kan løse krisen for dansk frugt og grønt alene. Hverken producenter, detailhandel, køkkener eller forbrugere. Vi har brug for at sætte koordineret ind over hele linjen, frem for at man sidder i hvert sit hjørne af værdikæden og venter på hinanden,” siger Judith Kyst, direktør i Madkulturen, der faciliterer forummet.
Stærkt ejerskab i branchen
Forummets etablering er støttet af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, hvor minister Jacob Jensen hilser initiativet velkommen:
”Jeg bakker fuldt ud op om, at aktører fra hele værdikæden nu samler kræfterne i et fælles forum for mere dansk frugt og grønt. Det er et stærkt initiativ, der viser både ansvar og vilje til at finde løsninger i fællesskab. Og dem er der brug for,” siger Jacob Jensen.
Ministeren ser derfor frem til samarbejdet med det nye forum og lytter gerne til gode indspark, der kan styrke arbejdet for at fremme dansk frugt og grønt, som efter hans vurdering bliver udfordret af data fra den nye nationale kostrapport, som viser, at danskerne spiser mindre frugt og grønt end for ti år siden.
Vi står på en brændende platform
Forum for dansk frugt og grønt har nedsat tre arbejdsgrupper. Den første skal forbedre producenternes rammevilkår. Den anden skal gøre professionelle køkkener til en stærk motor for mere dansk frugt og grønt, og den tredje skal understøtte forbrugernes valg af de danske produkter.
"Vi står på en brændende platform, og det kræver fælles handling nu. Der skal ske ændringer i vores rammevilkår, og detail og foodservice skal prioritere flere danske varer. Det kræver, at hele branchen står sammen. Der skal ske ændringer i vores rammevilkår, og detail og foodservice skal prioritere flere danske varer. Det kræver, at hele branchen står sammen”, siger medlem af forummet, Mads Pedersen, som er direktør i Nordic Greens, der er kendt for brandet Alfreds & Katrines.
Forummets mål er dog ikke kun at vende udviklingen her og nu, men også at iværksætte strukturelle ændringer i produktionen og forbruget, der på sigt skal ændre spillereglerne for dansk frugt og grønt fundamentalt, så det bliver muligt at nå målet om 50 pct. selvforsyning med frugt og grønt i 2050.
Maria Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening og medlem af Madtanken mener ikke at krisen kan løses ved kun at kigge på rammerne for frugt og grønt-produktionen.
”Hvis vi for alvor vil et nyt landbrug, kræver det derfor også et opgør med den meget store animalske produktion og langt bedre vilkår for blandt andet frugt- og grøntproducenter,” siger hun.
I efteråret 2025 gav tænketanken sine anbefalinger med 18 løsningsforslag til at vende krisen for dansk frugt og grønt i publikationen Madtanker. Arbejdet fortsætter nu i et handlingsorienteret Forum for dansk frugt og grønt med 35 medlemmer, som bl.a. tæller Rasmus Prehn, adm. direktør i Økologisk Landsforening.
Fakta om dansk frugt og grønt i krise
-
Ifølge DTU’s nye kostundersøgelse er forbruget af frugt og grønt i Danmark faldet markant. Voksne danskere spiser nu 28 pct. mindre frugt og grønt end for 10 år siden. (Kilde: DTU Fødevareinstituttet)
-
Selvforsyningsgraden med frugt og grønt i Danmark er er faldet støt gennem årtier, så det nu kun er 25 pct. af grøntsagerne og under 10 pct. af vores frugt, der er produceret i Danmark. (Kilde: Madkulturen)
-
Gennemsnitsalderen blandt ejerne af specialiserede grøntsagsbedrifter i Danmark mod er nu på 61,7 år. (Kilde: Danmarks Statistik)
-
Samtidig bliver produktionen af frugt og grønt i Sydeuropa i stadig højere grad påvirket af klimaforandringer. I Europa som helhed er afgrødetabet som følge af voldsomt vejr steget med op til 30 pct. i løbet af det seneste årti. (Kilde: IPCC)