Ny analyse: Landets storkøkkener øger fokus på bæredygtighed og økologi
Undersøgelse fra Retail Institute Scandinavia viser, at tre ud af fem professionelle storkøkkener og kantiner har fokus på økologi.

Økologi har
længe været et vigtigt tema for mange professionelle storkøkkener. Varer med
det røde Ø-mærke er især populært i landets køkkener i vuggestuer, børnehaver,
hoteller og restauranter og kantiner.
Det skriver Dansk Handelsblad med afsæt i en ny undersøgelse af kantine- og foodservicemarkedet 2020 som Retail Institute Scandinavia har lavet på basis af 281 interviews med et repræsentativt udvalg af professionelle køkkener i Danmark. I undersøgelsen oplyser hele 62 pct. siger, at de har fokus på økologi i deres storkøkken.
Den tydelige tendens understøttes af de netop offentliggjorte tal for det økologiske foodservicesalg, som ifølge Danmarks Statistik voksede med 11 procent fra 2,3 mia. kr. i 2018 til 2,6 mia. kr. i 2019, og ifølge Henning Bahr, adm. direktør i Retail Institute Scandinavia, er der grund til at tro på fortsat vækst:
"Økologi har fortsat et stort salgspotentiale. Man må håbe på, at forsyningssituationen bliver endnu bedre. For leverandørerne og grossisterne er det fortsat et stort marked, fordi langt fra alle kantiner er nået op på sølv- og guld med Det Økologiske Spisemærke. Ifølge analysen spås økologien en lys fremtid i foodservicesektoren," siger Henning Bahr til Dansk Handelsblad.
Dermed er han helt på linje med Torben Blok, som er markedschef for foodservice i Økologisk Landsforening. På baggrund af væksten i salget af økologi sagde han forleden:
”Alle i foodservice-branchen rykker på økologi og er med til at skabe væksten. Det skyldes, at der er kommet et øget fokus på kvalitet, men i høj grad også at flere professionelle køkkener er i gang med at tænke mere bæredygtigt og har fokus på, at kunder og gæster efterspørger grønnere måltider ud fra omtanke for klodens ressourcer og for miljøet.”
Resultaterne
fra den nye analyse bliver bragt i Foodserviceguiden, som Retail Institute
Scandinavia ventes at udgive i slutningen af september.