Kurator: Der bliver næppe penge til de simple kreditorer efter Søris-konkurs
Den endelige opgørelse er formentlig først klar til efteråret, men selv om Jan Algreen har hjulpet med at få solgt pakkerimaskinerne bedst muligt, bliver der næppe penge til de simple kreditorer, lyder vurderingen fra kurator Christian Landbo Quedens.
Den håndfuld økologiske grøntsagsproducenter, som har penge til gode efter konkursen hos pakkeriet Søris, må væbne sig med tålmodighed, før de får endelig besked om, hvorvidt de får en del af deres tilgodehavende tilbage.
Det oplyser advokat Christian Landbo Quedens fra Ret&Råd Advokater Hillerød til Økologisk Nu. Hans umiddelbare vurdering giver dog næppe grund til den store optimisme hos de simple kreditorer.
”Jeg tør ikke spå om, hvor lang tid der går, før boet er gjort endeligt op, men det bliver formentlig tidligst til efteråret, måske først til vinter,” siger kuratoren, som ikke tidligere har behandlet et konkursbo i landbruget.
”Det er en meget lukket branche, og Jan Algreen, der har mange kontakter i branchen, har ydet en kæmpe indsats for at få solgt pakkerimaskinerne bedst muligt,” siger Christian Landbo Quedens.
Strategien hos den sjællandske kurator går ud på at sælge maskinparken direkte til andre pakkerier, da det efter hans vurdering giver en endnu højere pris end ved at sælge maskinerne på en auktion.
”Det er vanskeligt at sige noget om, hvor vi lander, før vi har solgt alle aktiverne,” siger den sjællandske advokat, som minder om, at før der bliver penge til de simple kreditorer, skal boet betale evt. gæld til både banker, kreditforeninger samt lønmodtagerkrav og bobestyrer.
”Jeg har endnu ikke lavet en totalopgørelse over kravene til boet, men jeg forventer ikke, at der vil være noget tilbage til de simple kreditorer.”
Meldingen fra kurator kommer ikke bag på Amy Rasmussen fra Kiselgaarden syd for Uggeløse. Hun er en af de producenter, som har penge til gode i konkursboet efter Søris, og hun har ikke de store forventninger om, at de får dækket en del af deres tab.
”Vi har sendt vores krav ind til kurator, men det tager tit lang tid at gøre et bo op,” siger Amy Rasmussen.
Hun forventer ikke, at der bliver penge tilovers til Kiselgaarden, som driver et alsidigt økologisk grøntsagsgartneri.
”Hvis ikke der er nogle penge, er der ikke meget at gøre,” siger den sjællandske grøntsagsavler, som ikke er typen, der sætter sig ned og græder.
”Det nytter ikke noget, så nu må vi bare arbejde endnu hårdere,” siger Amy Rasmussen, der håber, at den verserende debat om at nedsætte momsen bliver målrettet frugt og grønt eller økologiske varer, så det vil give flere borgere råd til en sundere kost.