Annonce

Annonce

Per Kølster i humlehaven på Krogerup

Per Kølster har altid interesseret sig for hele kæden fra jord til flaske. Her er vi tilbage i 2012, hvor han tilser humlehaven på Krogerup, men her 11 år senere er han glad for, at yngre kræfter har overtaget arbejdet med at sprede kendskabet til det lille gårdbryggeri, som han åbnede i 2011. Arkivfoto: ØL

Ung direktør skal gøre Kølster Malt & Øl til en god forretning

Kølster Malt & Øl har overladt tøjlerne for gårdbryggeriet på Krogerup til 28-årige Harald Hvalkof Kristensen, og hovedopgaven for den unge direktør bliver at øge omsætningen mest muligt.

Der er vokset en mindre skov af mikrobryggerier frem i Danmark gennem de seneste år. Det har skærpet konkurrencen, og man skal fem år tilbage for at finde det seneste overskud hos gårdbryggeriet Kølster Malt & Øl ApS., som nu indleder jagten på ølglade kunder.

Som navnet antyder, adskiller det sig fra landets øvrige mikrobryggerier ved at have sit eget malteri, og det skal være med til at gøre mikrobryggeriet kendt udenfor København.

Gennem de seneste år har ejerne bag den nordsjællandske gårdbryggeri investeret en del penge i nyt produktionsudstyr, og i foråret blev stifteren Per Kølster færdig med at indrettet et nyt og større malteri. Det ligger på gården Skovlund ved Esrum Sø, hvor der kan maltes partier på op til to tons. Dermed er skinner lagt ud til fremtidig vækst.

»Vi har altid været under opbygning, men i foråret blev vi færdige med det nye malteri, så nu skal der produceres. Ikke investeres,« siger Per Kølster til Økologisk Nu.

Det handler om at få et nyt syn på bryggeriet. Jeg startede med at brygge øl i 1999 med en ambition om at lave øl på en ny måde via en mere kreativ og kunstnerisk tilgang, hvor jeg ikke havde så meget fokus på selve forretningen.

— Per Kølster, stifter af Kølster Malt & Øl

Den tidligere formand for Økologisk Landsforening fylder 70 år næste gang, og han lægger ikke skjul på, at forretningen bag gårdbryggeriets produktionen af øl, aldrig har været den del af arbejdet, der optog ham mest. Han går mere op i at udvikle nye vildtgærede øltyper og lave specialmalt, som gør det muligt at opsøge nye smage fra de yderste kroge af et grænseløst ølunivers.

De ser historien i glasset

Han glæder sig derfor over, at den unge agrarøkonom Harald Hvalkof Kristensen, der siden 2021 har været adm. direktør for Aarstidernes landbrug på Krogerup Avlsgård, sagde ja til tilbuddet om sideløbende at varetage posten som direktør på deltid for Kølster Malt & Øl, hvor hovedopgaven bliver at løfte både omsætning og indtjening.

Selskabet kom ud af 2022 med et underskud på 258.000 kr. efter skat, men ifølge Per Kølster er det i løbet af et par år realistisk at male tallene på bundlinjen sorte.

»Det handler om at få et nyt syn på bryggeriet. Jeg startede med at brygge øl i 1999 med en ambition om at lave øl på en ny måde via en mere kreativ og kunstnerisk tilgang, hvor jeg ikke havde så meget fokus på selve forretningen,« siger Per Kølster, som har stor tiltro til, at den nye direktør er den rigtige mand til at løfte salget.

»Han har både forstand på landbrug og har forretningsmæssig tæft.«

Det betragter Per Kølster som en god cocktail i jagten på kunder, der forstår bæredygtigheden og den kompromisløse tilgang, som Kølster Malt og Øl er baseret på.

Historien er guld værd

»Vi henvender os til folk, som kan se i glasset, hvilken historie, der ligger bag øllet,« siger Per Kølster, som i dag kun ejer ca. 10 pct. af Kølster Malt & Øl.

Resten er overtaget af Thomas Harttung, medstifter af Aarstiderne, der de seneste år har fungerer som den eneste alternative salgskanal til gårdbryggeriets egen distribution til de københavnske restauranter, barer og caféer, som aftager hovedparten af produktionen.

Kølster Malt & Øl sælger både de flydende varer på dåse, flaske og i fustager
Kølster Malt & Øl sælger både de flydende varer på dåse, flaske og i fustager . Foto: Kølster Malt & Øl

»Nu vil vi gerne bredere ud geografisk og måske kommer vi en dag over til jer i Aarhus,« siger Per Kølster, som tidligere over for sn.dk har luftet planer om at oprette en stribe satellit-bryggerier rundt omkring i Danmark. I første omgang handler det dog ifølge den nyansatte direktør om at høste de lavthængende frugter. Det drejer sig om markedsføring, som gårdbryggeriet hidtil ikke har brugt meget tid på.

Hans første opgave bliver at sælge den gode historie bag det lille gårdbryggeri, så det bliver kendt af flere som et spændende økologisk øl-brand, forklarer han til FødevareWatch.

»Vi er et atypisk mikrobryggeri, fordi vi har eget malteri, hvor vi forarbejder maltbyg fra gårdens omkringliggende marker. Malten ryger fra malteriet videre ind i bryggeriet, mens restaffaldet, mask, bliver fodret til kvægbesætningen, som er med til at gøde markerne. På den måde er store dele af værdikæden til stede på gården og indgår i et slags lukket system. Den fortælling er guld værd, og den har ikke været fortalt før,« siger Harald Hvalkof Kristensen til mediet.

Kunderne kom af sig selv

Der er nok at fortælle om. For Per Kølster har brygget et hav af forskellige øl, siden han debuterede som hobbybrygger i 1999. Allerede i 2011 fik han adgang til det gamle gårdmejeri på Krogerup, hvor han på daværende tidspunkt var tilknyttet Aarstidernes landbrug. Samme år stiftede han Kølster Malt & Øl, og i løbet af nogle år voksede der et professionelt mikrobryggeri op i det gamle mejeri.

I de første år var produktionskapaciteten meget begrænset, og i perioder var den største udfordring ifølge Per Kølster at følge med efterspørgslen. Kunderne kom af sig selv, mens en mindre sværm af økologiske specialøl tog turen den anden vej ind til de barer, caféer og restauranter i København, hvor kunderne er villige til at betale en pris, som de store industribryggerier kun kan drømme om.

»I dag har vi mulighed for at øge produktionen meget,« siger Per Køster, som ikke ønsker at sætte tal på produktionen, men han er helt enig i den nye strategi, som bl.a. handler om at bruge flere ressourcer på markedsføring for at få en bedre udnyttelse af det nye produktionssetup, hvor to fuldtidsansatte brygger øllene mens en tredje passer malteriet, og de kigger formentlig alle ind i en travlere fremtid.

Det handler om tid

Selv drømmer Per Kølster om mere fritid efter mange år i økologiens tjeneste. Det er kun godt et år siden, at han valgte at afsluttede sit ni år lange formandskab i Økologisk Landsforening. Ved den lejlighed bekendtgjorde han, at han havde behov for et mere roligt liv, hvor der blev mere tid til familie og venner, og det var også en af årsagerne til, at den 69-årige øl-entusiast valgte at ansætte Harald Hvalkof Kristensen som direktør.

»Det handler om tid. Tid til at lave nogle af de ting, jeg er i gang med her i Gershøj,« siger den tidligere ØL-formand over mobilen, mens han er i færd med at grave kartofler op i haven, så han kan servere nye kartofler og sild for nogle gæster, som snart banker på døren.

Det er seks år siden, at han flyttede ind på et nedlagt landbrug i Gershøj, som er en lille landsby på vestsiden af Roskilde Fjord med knap 700 sjæle. Der hører fire ha jord til ejendommen, hvor Per Kølster har brugt en del af foråret på at plante en lille vinmark.

For som han siger:

»På den måde kan jeg udnytte klimaforandringerne til noget positivt, inden Golfstrømmen vender. Det er vigtigt at tænke positivt frem for hele tiden at kigge ned i graven,« pointerer den økologiske ildsjæl, som kan have vanskeligt ved at takke nej til nye udfordringer.

Kun en måned efter at han i foråret 2022 overlod formandsstolen i ØL til Louise Kølster, udpegede miljøminister Lea Wermelin (S) ham som ny formand for Nationalpark Kongernes Nordsjælland for en periode på fire år. Det svarer til en lille halvtidsstilling.

Samtidig er han engageret i arbejdet med at etablere en kulturcafé med tilhørende landhandel hjemme i Gershøj, så Per Kølster komme næppe til at kede sig, og skulle han få tid til overs kan han bruge den på den ciderproduktion, som tidligere hørte under Kølster Malt & Øl, men som den nye direktør har valgt at skære væk for at koncentrere kræfterne om øllet.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion