Kantinen på Københavns Rådhus får Svanemærket
Kantinen på Københavns Rådhus er nu både certificeret med Svanemærket og Det Økologiske Spisemærke i guld. Dermed lever kantinen op til en lang række miljø- og klimakrav, mens mindst 90 pct. af råvarerne skal være økologiske.
Kantinen på Københavns Rådhus var en af landets første kantiner, der allerede tilbage i de økologiske spisemærkers første leveår i 2010 fik Det Økologiske Spisemærke i sølv. Mærket er siden blevet vekslet til et guldspisemærke, og nu har kommunens vedholdende fokus på bæredygtighed ført til, at kantinen også er blevet Svanemærket, fremgår det af en pressemeddelelse fra Københavns Kommune.
Hvad enten kantinen serverer rådhuspandekager, smørrebrød eller lune frokostretter, kan medarbejdere og gæster på Københavns Rådhus nu spise i en økologisk kantine, der dokumenteret arbejder for at reducere sin samlede miljø- og klimabelastning.
Certificeringen viser, at det er muligt at levere måltidsoplevelser i høj kvalitet og leve op til ambitiøse miljøkrav.
— Anne-Sofie Hattesen, ESG-chef i Compass Group Danmark
Svanemærkets krav omfatter blandt andet et krav om, at mindst 30 pct. af de råvarer, som kantinen benytter, skal være økologiske, men det krav er barnemad for den guldmærkede kantine på Københavns Rådhus, hvor økologiprocenten er tre gange så høj, da kravet til guldmærket er, at mindst 90 pct. af råvarerne skal være økologiske.
Med Svanemærket skal kantinen desuden som minimum tilbyde en vegetarisk ret, systematisk arbejde med at forebygge madspild, mindre forbrug af energi og vand samt begrænsning af uønskede kemikalier i f.eks. rengøring og opvask.
En fælles indsats i køkkenet
Kantinen på Københavns Rådhus drives af Compass Group Danmark, der har arbejdet tæt og målrettet sammen med Københavns Kommune for at få certificeringen i hus. Ifølge Compass Group har processen krævet både dokumentation, nye rutiner og en stor indsats fra medarbejderne i køkkenet.
”Vi er stolte af at have opnået Svanemærket sammen med Københavns Kommune. Certificeringen dokumenterer, at Københavns Rådhuskantine lever op til nogle af branchens højeste miljøkrav inden for blandt andet råvarer, madspild, affaldshåndtering og ressourceforbrug. Samtidig viser certificeringen, at det er muligt at levere måltidsoplevelser i høj kvalitet og leve op til ambitiøse miljøkrav,” siger Anne-Sofie Hattesen, ESG-chef i Compass Group Danmark.
Vil du også have Det Økologiske Spisemærke?
De senere år har stadig flere kantiner, restauranter, caféer, kaffebarer og andre spisesteder valgt at arbejde med økologi, og der findes i dag ca. 3.500 professionelle køkkener, som har Det Økologiske Spisemærke.
For at hjælpe de køkkener, som allerede er godt i gang med økologien, men endnu ikke er begyndt at markedsføre økologien overfor gæsterne, inviterer Københavns Erhvervshus og Økologisk Landsforening 5. oktober til et gratis arbejdsmøde med titlen: ”Klar til Det Økologiske Spisemærke?”.
Arrangementet henvender sig til spisesteder, som ønsker hjælp til at arbejde med deres egen ansøgning og dokumentationen til Det Økologiske Spisemærke, oplyser Rita Ramona Høgh, projektleder i foodserviceteamet i Økologisk Landsforening.
”Målet for dagen er at køkkenerne har sendt en ansøgning om at få spisemærket, inden mødet er slut, men det kræver, at de inden mødet har sikret sig dokumentation for deres økologiprocent hos deres grossist,” siger Rita Ramona Høgh.
- Tilmeld dig her
_
Spisemærke-mødet bliver holdt i Øens Have på Refshaleøen i København d. 5. oktober fra kl. 9-13._