Annonce

Annonce

Olav Ditlevsen med nyhøstede kikærter i hånden

En lang og varm sommer er ifølge godsforvalter Olav Ditlevsen fra Kragerup Gods hovedårsagen til det høje udbytte og den gode kvalitet i årets høst af økologiske kikærter. Foto: Kragerup Gods

Grøn Fokus kan sælge danske kikærter til samme pris som de udenlandske

Kragerup Gods har i år haft sin hidtil bedste høst af økologiske kikærter. For Grøn Fokus, som aftager høsten, betyder det, at den sjællandske grossist i år helt kan udfase de importerede, tørrede kikærter og erstatte dem med danske.

Flere danske økologer har i mindre skala testet dyrkning af økologiske bælgfrugter til human ernæring, og produktionen vokser år for år. For Grøn Fokus betyder samarbejdet med bælgfrugtproducenten Kragerup Gods, at den sjællandske grossist i år for første gang kan droppe importen af tørrede kikærter fra Tyrkiet, oplyser direktør Stefan Skov-Jespersen.

"Vi har en aftale om at aftage hele produktionen af kikærter fra godset, som i år har fordoblet udbyttet pr. ha i forhold til det første høstår i 2019, og kvaliteten er fantastisk høj. Det betyder, at vi i år helt kan udfase importen af tørrede tyrkiske kikærter," siger Stefan Skov-Jespersen, som fortæller at sælgerne har en ekstra joker, når de henvender sig til kunderne.

"På grund af de høje transportudgifter kan vi i år sælge de danske kikærter til samme pris, som vi skulle tage for de kikærter, som vi ellers skulle importere fra Tyrkiet."

Kikærterne sveder

Det er godsforvalter Olav Ditlevsen fra Kragerup Gods, som er arkitekten bag årets gode høst, som han dog først og fremmest tilskriver en usædvanlig tør og varm sommer, der gav et udbytte på 1580 kg. pr. ha.

"Kikærter modnes normalt i fire-fem faser, men selv på en tør sommerdag står planterne normalt og 'sveder', så de nederste blade bliver våde. Derfor har vi i år øget rækkeafstanden til 30 cm for at holde planterne mere tørre. På den måde undgår vi, at kikærterne begynder at rådne før høsten," siger Olav Ditlevsen, som efterlyser flere danske producenter af økologiske bælgfrugter til at sparre med.

Ud af godt 1200 ha planteavl har Kragerup Gods omlagt ca. 100 ha til økologi, men for at sikre et optimalt sædskifte har godset kun mulighed for årligt at dyrke ca. 20 ha med bælgfrugter, og han vil gerne i dialog med flere avlere af bælgfrugter, så de kan dele deres erfaringer.

"Jeg synes, jeg står lidt alene. Der er masser af sindssygt dygtige økologer i Danmark, men hvor er de henne," spørger Olav Ditlevsen, som også efterlyser mere hjælp til at udvikle flere højtydende kikærte-sorter, som passer til det nordiske klima.

Hjælpen er på vej

Jesper Fog-Petersen, plantefaglig vidensudvikler hos Innovationscenter for Økologisk Landbrug glæder sig over den fornemme kikærtehøst på Kragerup Gods.

Han kender udfordringerne ved dyrkningen af kikærter under hjemlige himmelstrøg, og gennem to år har han arbejdet målrettet på at finde nye bælgfrugtsorter, som passer bedre til det danske klima.

”Kikærter vil hverken havde det for varmt eller for koldt. De har det bedst ved 26 grader, så det høje udbytte kommer ikke bag på mig efter den varme og tørre sommer," siger Jesper Fog-Petersen.

Kvaliteten på årets høst af økologiske kikærter er rigtig god efter en varm og tør sommer
Kvaliteten på årets høst af økologiske kikærter er rigtig god efter en varm og tør sommer. Foto: Kragerup Gods

Men erfaringerne viser, at kikærter er ret sarte i forhold til jordbårne sygdomme, så han leder i både ind- og udland efter sorter, som passer bedre til det danske klima.

"Lige nu kigger jeg på nogle gamle ursorter af kikærter, som har et naturligt forsvar, der gør dem mere modstandsdygtige over for forskellige sygdomme,” siger Jesper Fog-Petersen, som håber, at det næste år bliver muligt at etablere en erfagruppe for økologer, der dyrker bælgfrugter til human ernæring."

God høst af grønne linser

Proteinrige bælgfrugter er udset til at spille en vigtig rolle i omlægningen til en mere klimavenlig dansk hverdagskost.

Selv om der stadig er lang vej, før bælgfrugterne for alvor kan udfordre kartofler, ris og pasta som nogle af de foretrukne råvarer i danskenes hverdagsmad, er det ifølge Stefan Skov-Jespersen meget positivt, at danske økologer nu viser, at de er i stand til at dyrke økologiske kikærter, som kan konkurrere med udenlandske varer.

Han håber, at det i de kommende år også vil blive tilfældet for andre bælgfrugter, og oplyser at Kragerup Gods er godt på vej.

Kikærterne fra Kragerup Gods kan bl.a. købes i Meny-kædens butikker
Kikærterne fra Kragerup Gods kan bl.a. købes i Meny-kædens butikker. Foto: Kragerup Gods

"I år har godset høstet de første grønne linser, og vi har også leget lidt med røde kidneybønner," siger han.

Det sidste blev dog ingen succes, oplyser Olav Ditlevsen.

"Kidneybønner er no-go. Mest på grund af ukrudt og skadedyr, men det gik fint med linserne, så Grøn Fokus får lidt at sælge i år," siger godsforvalteren, som forventer at øge arealet med linser til næste år.

På den lidt længere bane sætter han dog spørgsmål ved, hvor hensigtsmæssigt det i virkeligheden er rent klimamæssigt, at vi i Danmark sigter efter at dyrke flere bælgfrugtsorter, som ofte trives bedre i et varmere klima end det nordiske.

"Det giver måske ikke så meget mening, når lastbilerne om 10 år begynder at køre på brint," siger han.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion