Få del i millionpulje til udvikling af plantebaserede fødevarer
Små og mellemstore fødevarevirksomheder kan nu søge om at deltage i PlanteVÆKST, hvor Teknologisk Institut tilbyder et skræddersyet udviklingsforløb med adgang til ekspertise, testfaciliteter og professionelt netværk.

For at mindske klimaforandringerne skal vi tænke flere planter ind i fremtidens fødevareproduktion. Gennem projektet PlanteVÆKST, finansieret af Plantefonden, får udvalgte virksomheder nu adgang til omfattende udviklingsforløb og ekspertrådgivning inden for fx procesudvikling og opskalering, mikrobiologisk og kemisk fødevaresikkerhed, smagsoptimering, holdbarhed og emballering.
”Vi tilbyder virksomhederne en unik mulighed for at overkomme de typiske udfordringer, der opstår i udviklingen fra prototype til markedsklar produktion. Med adgang til vores omfattende testfaciliteter og ekspertise kan virksomhederne accelerere deres udvikling markant, siger Gry Carl Terrell, projektleder hos Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.
Præcis hvilke SMV’er, der kommer på deltagerlisten afgøres af projektets styregruppe, der består af repræsentanter fra Plantebranchen, Planteværket (Landbrug & Fødevarer), Planteindustrien (DI Fødevarer), Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) samt Dagrofa.
”Sammen med virksomhederne fremmer vi den grønne omstilling ved at støtte udvikling af velsmagende, plantebaserede kvalitetsprodukter, som lever op til detailhandlens krav og forbrugernes ønsker,” siger Gry Carl Terrell, som oplyser, at målsætningen i ansøgningen til Plantefonden er, at ca. 30 pct. af de virksomheder, der indtræder i udviklingsprogrammet, anvender økologiske råvarer.