Annonce
Annonce
For DLG bliver salget af økologiske hestebønner en god test af den hjemlige efterspørgsel på økologiske planteproteiner til fødevarer. Foto: Colourbox
DLG tilbyder økologiske hestebønner til konsum
Sidste år gav en kvalitetsmæssig god høst af hestebønner i Danmark, og DLG tilbyder nu for første gang økologiske konsumhestebønner i bigbags med 500 kg.
DLG er nu klar til at teste den hjemlige efterspørgsel efter økologiske hestebønner til fødevarer. Hidtil har grovvareselskabet kun solgt konventionelle bælgfrugter til konsum. De er primært leveret til fødevareindustriens produktion af plantefars, men i år er DLG for første gang klar med et parti økologiske hestebønner til konsum.
"Vores produktion af hestebønner er løbende blevet større og større. Langt hovedparten går til foder, men 2020 var rent kvalitetsmæssigt et så godt høstår, at vi har valgt at sortere nogle af de bedste hestebønner fra. Det betyder, at vi kan tilbyde op til 200 t økologiske hestebønner i god kvalitet til konsum," siger Steffen Blume, økologichef hos DLG.
Han oplyser, at det mindste køb er 500 kg, og at selskabet også kan levere økologiske konsumærter i bigbags, hvis efterspørgslen er stor nok.
I takt med at efterspørgslen på plantebaserede fødevarer vokser, har Vestkorn, som leverer proteinmel til fødevareindustrien i mange lande, mærket en voksende efterspørgsel efter skandinaviske bælgfrugter til konsum. Firmaet sourcer normalt råvarer via grovvareselskaberne, da selskabet normalt køber skibsladninger på op til 5.000 t, som bliver sejlet til AM Nutrition i Norge, der maler bønnerne og ærterne til proteinmel, så de kan anvendes i fødevareindustrien. Men efter sidste års gode høst vælger DLG nu også at tilbyde små partier af uforarbejdede hestebønner til landets fødevareproducenter.
Markedet vokser fra lavt niveau
De to største udfordringen i forhold til at høste hestebønner i konsumkvalitet er ifølge DLG, at hestebønner nogle gange bliver så mørke i farven, at de ikke er egnede til konsum, selv om farven reelt ikke betyder noget for smagen. Andre år bliver de proteinrige bælgplanter angrebet af hestebønnebillen. Den lægger æg i bønnerne, mens de stadig er grønne, og når larven senere gnaver sig ud, efterlader den et stort hul i bønnen, som gør den uegnet til konsumsalg.
Men ifølge Steffen Blume var der ikke de store udfordringer med hverken misfarvning eller skadedyr sidste år, og høsten blev større end forventet, så han er spændt på, hvordan salget af økologiske konsumbønner vil udvikle sig.
"Jeg er overbevist om, at det er et marked, der kommer til at vokse i løbet af de kommende år, men det starter fra et meget lavt niveau," siger han.
Hestebønnerne, der ikke er afskallede, bliver solgt i bigbags på 500 kg, og prisen ligger på godt 4 kr. pr. kg plus fragt.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.