Annonce

Annonce

Illustration viser grønne æbler rundt om kloden

Det globale marked for økologi fortsætter med at vokse, og i 2017 var det tæt på at krydse en magisk grænse, som hedder en billion eller 1000 mia. dollars. Tegning: Colourbox

Det globale marked sætter rekord

Den internationale detailhandel med økologi var i 2017 sølle tre mia. dollars fra at runde en stor milepæl i form af en billion dollars.

Det er stadig hovedparten af de økologiske fødevarer, som ender på middagsbordet hos borgerne fra de rige økonomier i Vesten. Således stod USA og Europa tilsammen for næsten 90 pct. af det globale marked i 2017, viser grafer og statistikker i den nye rapport om det globale marked fra FiBL og Ifoam.

Heraf fremgår det, at USA er det markant største marked for økologiske produkter med en andel på 52 pct., og gennem de seneste år har det økologiske fødevaremarked i USA været præget af store fusioner, opkøb og massive investeringer, som har skabt store, effektive operatører, der opererer på alle niveauer i dagligvarehandlen. Det er ifølge rapporten med til at sætte yderligere skub i det det økologiske salg.

Et godt eksempel på den udvikling er Whole Foods Market, som i 2017 havde udviklet sig til den største fysiske salgskanal for økologiske og naturlige fødevarer i USA. Samme år blev selskabet opkøbt af Amazon for 90 mia. kr., og nu promoverer netgiganten Whole Foods Market 365 fra sin vidtforgrenede platform.

Det europæiske marked vokser

Europa havde totalt en vækst på 10 pct. i forhold til 2016, og de fleste lande kunne notere fremgang i økologisalget i 2017 med Frankrig (+18 pct.) og Spanien (+16 pct.) som højdespringerne, mens Danmark fulgte lige efter med en vækst på 15 pct.

Med en omsætning på 75 mia. kr. er Tyskland det største marked i Europa efterfulgt af Frankrig, hvor detailhandlen i 2017 omsatte økologi for 59 mia. kr. Danmark er nummer ni på listen.

Med et årligt gennemsnitsforbrug på 2.149 kr. kan schweizerne bryste sig af, at ingen andre i verden bruger flere penge på økologiske varer end dem. På andenpladsen bruger de danske forbrugere 75 kr. færre. Til gengæld er deres øko-andel den højeste i verden.

Asien er i dag det tredjestørste marked, og ifølge den nye rapport er flere asiatiske lande i en overgangsfase, hvor de skifter fra et eksportfokus til at fokusere mere på det hjemlige marked, hvor en voksende middelklasse efterspørger fødevarer, som de mener er bedre for deres sundhed, og hvor de undgår at blive udsat for sprøjterester fra landbruget.

Historisk har Japan og Sydkorea været de største asiatiske markeder for økologiske fødevarer, men den position er i dag overtaget af Kina, som i 2017 omsatte økologi for 57 mia. kr.

Der mangler fælles standarder

Ifølge Amarjit Sahota fra Ecovia Intelligence (tidligere Organic Monitor) er den største udfordring for udviklingen af det økologiske marked, at antallet af økologiske standarder fortsætter med at vokse. Han oplyser, at der findes over 80 nationale standarder og et endnu højere antal af private og frivillige mærkningsordninger, hvilket besværliggør den internationale handel med økologi.

Han betragter det desuden som en stor udfordring, at de økologiske produkter bliver produceret i 181 lande fordelt over hele kloden, mens 90 pct. af varerne stadig ender med at blive solgt i butikker i USA og Europa.

"Hvis det økologiske marked for alvor skal blive internationalt, duer det ikke, at økologiske fødevarer bliver betragtet som 'luksusprodukter' for den vestlige verden. Det er nødvendigt, at der bliver udviklet flere hjemmemarkeder i Sydamerika, Asien og Afrika," skriver han i sin analyse af det globale marked, som indgår i rapporten fra FiBL/IFOAM.

Nye tendenser udfordrer økologien

Ecovia oplever desuden, at handlen med økologi i stigende omfang bliver udfordret af geopolitiske forhold, som handelskrigen mellem USA og Kina, som især har ramt mange landbrugsprodukter.

Endelig er de økologiske producenter ifølge Amarjit Sahota nødt til at forholde sig til, at de i fremtiden skal konkurrere med et voksende antal nye mærkningsordninger, som fokuserer på fri for-produkter, klimasmarte og bæredygtige produkter.

De danske øko-producenter er klar til at møde udfordringerne. Frem til lørdag i denne uge udstiller 32 danske virksomheder deres økologiske produkter i Nürnberg. Det sker på en dansk fællesstand, som er arrangeret af Økologisk Landsforening og Bio Aus Dänemark på verdens største øko-messe, BioFach.

Flere artikler fra samme sektion

Økojord A/S udbetaler for første gang udbytte til aktionærerne

Efter et år med et historisk flot resultat på 3,1 mio. kr. rundede selskabet, der står for opkøb af landbrugsejedomme for Danmarks Økologiske Jordbrugsfond en ny milepæl ved for første gang at levere på tre bundlinjer og udbetale et mindre udbytte til aktionærerne.

16-05-2024 7 minutter

Europæerne spiser mindre og mindre kød

Siden 2019, da kødforbruget toppede, er det faldet godt 1,5 pct. årligt. Især forbruget af grisekød er faldet.

15-05-2024 1 minutter Forbrug,   Statistikker

Det Økologiske Høstmarked er meget mere end et udstillingsvindue

Der er mange grunde til at holde høstmarked, og for flere af de garvede høstmarkedsværter er det vigtigste ikke det ekstra salg, som det populære event skaber i løbet af de to sensommerdage.

15-05-2024 6 minutter