Annonce
Annonce
Den økologiske eksport vokser
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at eksporten af økologiske fødevarer vokser for tredje år i træk. Med et plus på fire pct. eksporterede Danmark i 2023 økologi for 3,5 mia. kr.

Med en fremgang på 39 pct. er de økologiske plantedrikke med til at drive væksten på eksportmarkederne, viser de nye tal fra Danmarks Statistik. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek
Det er fortsat mejeriprodukter, der er Danmarks største eksport-kategori, men øvrige drikkevarer haler langsomt ind på mælk, ost og yoghurt.
I kategorien drikkevarer er eksporten af plantedrikke en succeshistorie med en vækst på 39 pct. i forhold til 2022, og ifølge Dennis Hvam, international markedschef i Økologisk Landsforeninger er netop denne type af varer en del af årsagen til, at eksporten i 2023 blev på vækstsporet.
"Det viser, at danske økologiske producenter af plantedrikke har fået godt fat i de internationale markeder og har banet vejen for, at Danmark kan blive en vigtig spiller på markedet for økologiske og plantebaserede produkter," siger Dennis Hvam, som står i spidsen for et 2-årigt projekt, der skal øge eksporten af plantebaserede fødevarer til Dach-landene Tyskland, Østrig og Schweiz.
"Helt generelt viser stigningen i den samlede eksport af økologi, at de udenlandske kunder har stor tillid til de danske produkter, og at vores virksomheder producerer varer af høj kvalitet," siger han.
Danmark vigtigste eksportmarkeder:
- Tyskland 48,7 pct.
- Sverige 10,8 pct.
- Nederlandene 6,3 pct.
- Kina 5,7 pct.
Kilde: Danmarks Statistik
Udover mejeri er eksporten af korn og kornvarer, levende dyr og kaffe, te og chokolade også steget, og hos Landbrug & Fødevarer glæder afdelingschef for Marked & Ernæring Mette Jasper Gammicchia sig over fremgangen.
"I takt med at inflationen er faldet, har vi, særligt på det vigtige tyske marked, set stigninger i økologisalget igen, hvilket også har gjort det lettere at være eksportør af blandt andet grisekød og mejeriprodukter til Tyskland, selvom der fortsat er stort fokus på pris. Vi forventer derfor igen en stigning i eksporten i 2024," siger Mette Jasper Gammicchia.
Den nye statistik viser, at 86 pct. af Danmark økologieksport går til Europa, men det er også en tydelig tendens, at de økologiske varer begynder at finde vej til nye markeder i Asien og Mellemøsten. Samtidig gik eksporten til Danmarks to vigtigste markeder Tyskland og Sverige en smule tilbage i 2023. Det betyder, at de tilsammen kun aftog 60 pct. af eksporten mod 64 pct. året før.
Luksus skæres væk
Mens der er fremgang i eksporten af økologiske fødevarer er importen til gengæld faldet med hele fire pct. Det er første gang i 20 år, at importen falder. Tilbagegangen er især sket på drikkevarer, foderstoffer og sukker. Danmarks Statistik oplyser, at det er vine fra Frankrig, Italien og Spanien, som Danmark har hentet mindre af. At importen af foderstoffer er faldet, skyldes både at den danske bestand af økologisk malkekvæg faldt fra 2022 til 2023 og at den danske produktion af økologiske slagtesvin har været udfordret.
"Det er tankevækkende, at importen er faldet. En del af forklaringen findes selvfølgelig i nedgangen i Danmarks økologiske mælkeproduktion. At vi henter færre vine fra Sydeuropa og skærer sukkervarer væk, skal ses i lyset af inflationen, som helt naturligt får forbrugerne til at drosle ned på luksusvarerne," siger Dennis Hvam.
Flere artikler fra samme sektion
Sofari har plads til flere værtsgårde
Forbrugereventet Sofari efterlyser flere økologiske griseproducenter, som har lyst til at åbne gården for gæster den 18. maj.
Otte ud af Danmarks ti mest bæredygtige brands er økologiske
Ny analyse fra Sustainable Brand Index viser, at de danske forbrugere i høj grad sætter lighedstegn mellem økologi og bæredygtighed.
Dansk frugt og grønt er under voldsomt pres
Ni ud af ti forbrugere mener, det er vigtigt, at vi har alsidig produktion af frugt og grønt i Danmark. Alligevel er kun en fjerdedel af vores grøntsager danske, og udfordringerne hober sig op for de hårdt pressede producenter. Derfor går 31 aktører fra hele værdikæden nu sammen for at få mere dansk frugt og grønt på tallerkenen.