Annonce
Annonce
De økologiske producenter løb med sejren i halvdelen af kategorierne ved Produktprisen
Banana Cph, MannaFood og et fælles produkt fra Grød og Hanegal kom helt til tops, da nogle af landets bedste kokke i weekenden kårede vinderne af Produktprisen på havnen i Gudhjem.
Lasse Skjønning Andersen fra Grød får her overrakt diplomet som vinder af mad-kategorien ved Produktprisen 2023. Foto: Jakob Brandt
En solbeskinnet Gudhjem Havn viste sig fra sin smukkeste side, da den i weekenden dannede rammen for Danmarks største kokkekonkurrence, Sol over Gudhjem. Det livetransmitterede event skabte trængsel af madglade tilskuere, som både overværede kokkekonkurrencerne og opleve nogle af fremtidens produkter ved uddelingen af Produktprisen 2023, hvor økologerne igen stod stærkt i billedet.
I år havde 90 danske fødevareproducenter tilmeldt ca. 100 produkter til konkurrencen og juryen udtrykte stor begejstring for kvaliteten af de 12 produkter, som i år var nået gennem nåleøjet til finalerne.
Tre produkter konkurrerede i hver kategori og igen i år var det de økologiske produkter, som stjal rampelyset på en dag, som først og fremmest handler om at hylde iværksætteri og små innovative fødevarevirksomheder, og ifølge Hannah Schaldemose fra Coop, var det små marginaler, som afgjorde, hvem der vandt.
Grøddeller gjorde Thomas Rhode glad
I kategorien ’mad’ var det grødnørden og stifteren af kæden Grød, Lasse Skjønning Andersen, som blev kaldt på scenen for at modtage vinderdiplom for de grøddeller, som han har udviklet i samarbejde med Hanegal.
Produktprisen 2023
Sol over Gudhjem er Danmarks største kokkekonkurrence, og i år dannede den for 10. gang rammen om uddelingen af Produktprisen, som bliver uddelt i samarbejde med Coop.
Vinderne i de fire kategorier blev som altid kåret af en professionel jury, som i år bestod af kokkene:
- Francis Cardenau, Thomas Rode, Mads Battefeld og Mikkel Maarbjerg samt Hanna Schaldemose fra Coop.
Årets vindere:
Mad:
- Grød Aps og Hanegal med ’grøddeller’ (Øko)
Innovation:
Manna Food med vegansk chillimajo (Øko)
Konfekture:
- Banana Cph med ’upcycled gulerodskage’
Drikke:
- Doing Zero med den alkoholfrie øl Doing Zero Hazy
Siden han i 2011 åbnede det første Grød-køkken, har han arbejdet med grøddeller for at slippe af med frustrationen over at kassere rester af bygotto fra kædens køkkener, som nu tæller 10 butikker i henholdsvis København og Aarhus, og nu har Grød i samarbejde med Hanegal udviklet et produkt til dansk detailhandel, som faldt i juryens smag.
”Det er virkelig et godt produkt med en god smag. Jeg plejer ellers at være den sure mand, når det handler om plantebaseret mad, men de smager virkelig godt,” lød den uforbeholdne ros fra jurymedlem Thomas Rhode.
Det er første gang at Lasse Skjønning Andersen og Grød vinder Produktprisen, men han havde ikke tid til at nyde sejren og Solskinsøen, da han allerede mandag var tilbage i arbejdstøjet i Grøds køkken på Roskilde Festivalen.
Banana Cph vinder for anden gang
Også stifteren af Banana Cph, Christian Cordius, kunne forlade klippeøen med et vinderdiplom for en upcycled gulerodskage, som bliver lavet i samarbejde med den økologiske juiceproducent Frankly Juice, og dermed er han en af bannerførerne i en spirende tendens, som handler om at minimere madspild, oplyser Hannah Schaldemose fra Coop som er medarrangør af Produktprisen.
”Ligesom de forgangne år, ser vi en voksende tendens inden for upcycling og plantebaserede produkter,” siger Hanna Schaldemose, som roser producenterne for at søge nye veje og arbejde med bl.a. fermentering, som i voksende omfang bliver brugt til at frembringe mere komplekse smage - både i mad- og drikkevarekategorien.
”Vi ser også en masse nye spændende og nytænkende samarbejder, som handler om upcycling, som er med til at sikre, at der også i fremtiden bliver mad nok til alle.”
Pris til vegansk plantemajo
Tre unikke produkter fra de øvrige kategorier deltog i konkurrencen om Innovationsprisen, som belønner en innovativ tilgang og det spændende potentiale. Prisen tilfaldt i år den økologisk chili majo ’True Plant Mayo – Chili’, der er udviklet af Manna Food fra Valby, og ifølge Hannah Schaldemose er den endnu et eksempel på, hvordan de økologiske producenter går foran.
”Her handler det om at undgå æg og gå plantevejen. Samtidig undgår MannaFood en masse tilsætningsstoffer, og når varerne også smager godt, så er det bare fantastisk,” siger hun.
Vinder et udviklingsforløb
Alle vinderne får 5.000 kr., men ifølge Hannah Schaldemose har det formentlig langt større værdi, at de får tilbudt et udviklingsforløb sammen med Sol over Gudhjems ekspertpanel.
”Her kan de strikke et program sammen, som passer til den enkelte. Det kan både handle om branding, markedsføring, eksport, produktudvikling eller hvad de har mest brug for,” siger Hannah Schaldemose.
Publikumsprisen tilfaldt Fary Lochan Destillery for destilleriets solbærlikør, mens selve kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem blev vundet af Artur Kazaritski, souschef på den københavnske gourmetrestaurant Geranium.
Flere artikler fra samme sektion
Spisemærkerne er på vej tilbage på danmarkskortet
Til sommer forventer Fødevarestyrelsen at lancere et nyt danmarkskort over alle landets spisemærkede restauranter.
Økologien åbner nye døre for jysk konferencecenter
Selv om Vingsted Hotel & Konferencecenter har fået Det Økologiske Spisemærke i bronze, er der stadig plads til, at køkkenet kan holde fast i en håndfuld små lokale fødevareproducenter.
Dragsbæk: Nordens olivenolie skal være økologisk
Økologisk rapsolie fra Danmark har mange gode egenskaber, og Dragsbæk-koncernen efterlyser flere producenter, som kan sikre tilgangen af råvarer til nye produktlanceringer.