Annonce
Annonce
Danmarks nære eksportmarkeder slår bak
Et globalt marked under forandring stiller nye krav til de danske eksportvirksomheder, som sidste år gik tilbage på de to nærmeste og største eksportmarkeder.

Coop kunde frugt grønt butik. Foto: Moment Studio
I takt med at den lokale produktion af økologiske varer vokser på Danmarks vigtigste eksportmarkeder, er de danske producenter nødt til at søge nye veje, og de er allerede godt på vej, vurderer Pernille Bundgård, markedschef for økologi i Økologisk Landsforening med afsæt i de nye eksporttal for 2019.
Tallene fra Danmarks Statistik viser, at mens Tyskland med en andel på 42 pct. og Sverige med en andel på 15 pct. tilsammen aftog 57 pct. af den danske økologieksport i 2018, så faldt Danmarks eksportandel i 2019 i begge landet med to procentpoint.
Det fremgår af den nye statistik over udenrigshandlen, som viser, at værdien af eksporten til svenskerne faldt med 48 mio. kr. Det svarer til et fald på 12 pct., mens der blev gnavet 24 mio. kr. af eksporten til Tyskland, som dermed udgør godt 1,2 mia. kr.
Mere salg til fjerne markeder
- Danmarks import af økologiske fødevarer fortsatte tidligere års vækst og steg med 9 pct. fra 4,4 mia. kr. i 2018 til 4,8 mia. kr. i 2019.
- Eksporten rundede 3,0 mia. kr. - en stigning på 4 pct. fra 2,9 mia. kr. i 2018.
- Det var især salg til det asiatiske marked, der trak eksporten op, mens der var tilbagegang på de to nærmarkeder i Tyskland og Sverige, som dog tilsammen stadig aftager over halvdelen af den danske økologieksport
Trods tilbagegangen aftager de to lande stadig over halvdelen af Danmarks eksport, men ifølge Pernille Bundgård, er de danske producenter nødt til at vænne sig til en fremtid, hvor der kommer en større selvforsyningsgrad på især de vigtigste europæiske nærmarkeder.
På disse markeder har danske økologer hidtil været vant til at sælge mange økologiske basisvarer i form af kød, grøntsager og mejeriprodukter. De varekategorier vil fortsat udgøre basen for eksporten, men ifølge Pernille Bundgård, kan de danske producenter med fordel tage et trin eller to op ad "den økologiske trappe¨ ved at satse på mere forarbejdede produkter. På den måde kan de ruste sig til en fremtid, hvor konkurrencen fra lokale producenter bliver hårdere, hvis man bare satser på at køre danske basisvarer over grænsen.
"Jeg ser især et stort potentiale i nydelsessegmentet med snack, chokolade og ikke alkoholiske drikkevarer," siger Pernille Bundgård, og nævner danske produkter med tang og hamp som eksempler på fødevareinnovation, som kan give pote på eksportmarkederne.
Eksporten har kurs mod den næste milliard
Pernille Bundgård glæder sig derfor ikke kun over, at eksporten i 2019 voksede med 123 mio. kr. og dermed krydsede tre mia. kr. Hun glæder sig også over, at tallene viser, at de hjemlige producenter allerede er begyndt at finde frem til nye salgsdestinationer uden for Europa. Med en import af danske varer på 110 mio. kr. popper Indonesien for første gang op i statistikken over danske eksportlande, mens Kina, Saudi Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, USA og Canada alle voksede med over 20 pct.
"Det viser, at det er de fjerne markeder, som begynder at spille en større rolle, og det er en situation, som vi skal vænne os til," lyder vurderingen fra markedschefen, som trods corona ser meget optimistisk på fremtiden.
Hun kan ikke se nogen grund til, at eksporten ikke vil vende tilbage til de tocifrede vækstrater, som for få år siden kendetegnede udviklingen i udenrigshandlen med økologi.
"Men jeg tør ikke spå om, hvorvidt det lige bliver i 2025 eller 2026, at eksporten krydser fire eller fem mia. kr., men det er helt sikkert den vej, det går," fastslår Pernille Bundgård, mens forventningerne til den fremtidige eksport er noget mere dæmpet hos Landbrug & Fødevarer.
"Eksporten i 2020 er ramt på alle måder. Hvis vi ser optimistisk på det, vil vi måske kunne opretholde en status quo, men vi kommer ikke uden om, at corona har besværliggjort vores arbejde med at sælge dansk økologi til udlandet," Mette Jasper Gammicchia chef for Marked & Ernæring i Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.
Flere artikler fra samme sektion
Tre nominerede dyster om Kantineprisen 2025
To jyske og en københavnsk kantine er nomineret til Kantineprisen 2025, og du kan møde dem på Madens Folkemøde, hvor de deltager i en 'Cook Off'.
Danskerne køber nu økologi for 16 mia. kr.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget af økologiske fødevarer i 2024 voksede med 3 pct. Men trods fremgangen faldt økologiprocenten en anelse fra 11,8 pct. til 11,6 pct., da det konventionelle fødevaresalg sidste år voksede endnu hurtigere.
Ambassadørkorps giver nyt liv til gamle grøntsagssorter
Foreningen for OriGENaler har succes med at lave
bevaringsarbejde med kniv og gaffel.