Annonce
Annonce
Per Lang Sørensen, direktør for Organic Plant Protein, har god tid til produktudvikling, og ejerne af fabrikken forventer, at der tidligst kommer gang i eksporten til den europæiske fødevareindustri, når Europa kommer ud på den anden side af coronanedlukningen. Foto: Jakob Brandt
Corona-nedlukningen bremser eksporten af danske planteproteiner
Grundlæggerne af Hanegal forbereder nu salget af de sidste aktier i selskabet for at sikre kapital til driften af deres nye virksomhed Organic Plant Protein, da de tidligst forventer, at der kommer rigtig gang i eksporten om et års tid.
Interessen for økologiske planteproteiner var stor, da Ulrich Kern-Hansen og Fie Graugaard for et års tid siden deltog i fødevaremesserne Anuga og BioFach. Her fortalte de om tankerne bag deres kommende produktion af klimavenlige, plantebaserede proteinprodukter, som kan erstatte kød i en verden, der skriger på klimavenlige løsninger.
Derfor havde de og deres nye selskab Organic Plant Protein forud for åbningen i begyndelsen af 2020 lagt skinnerne ud til et større eksporteventyr. Kort efter åbningen blev salgsarbejdet dog mere eller mindre lammet af corona-pandemien.
"Flere steder i udlandet er der tale om en nedlukning, som vi slet ikke kender til i Danmark," siger Ulrich Kern-Hansen.
Den situation er en særlig udfordring for et nyetableret firma, som endnu ikke har skabt en etableret kundebase, men trods corona-restriktioner har den jyske virksomhed alligevel i sit første leveår formået at prikke hul til de første kunder på det europæiske marked, og salgsarbejdet fortsætter.
I august landede de første poser med to slags granulat på det engelske marked via Windmill Organics, som sælger økologiske fødevarer under Pro Fusion varemærket til kæder som Planet Organic, Whole Foods Market og netgiganten Amazon. Poser med virksomhedens plantebaserede alternativer til kød har også netop i disse dage fundet vej til de første kunder på det tyske marked via grossisten Govinda, som leverer produkter til specialhandlen.
Nu ryger de sidste aktier i Hanegal
Men det store gennembrud lader vente på sig, og med en produktionskapacitet, som når fabrikken er fuldt udbygget, vil nå op på 3.000 t om året, er der langt fra tale om det salg, som ejerne, Ulrich Kern-Hansen og Fie Graugaard, havde håbet på, da de såkaldte ekstrudere i begyndelsen af året begyndte at spytte plantebaseret granulat ind i de lange tørreovne på den 2400 kvm store fabrik.
Vi bliver hele tiden bekræftet i, at vi har nogle varer, som der er brug for, men jeg tror ikke, at der kommer til at ske ret meget i udlandet i de kommende 12 måneder, så i øjeblikket har vi flyttet fokus fra eksport til hjemmemarkedet.
— Ulrich Kern-Hansen
"2+2=5," stod der skrevet med kridt på en tavle i fabrikkens showroom på 1. sal, da Økologisk Nu tidligere på året besøgte Ulrich Kern-Hansen og Fie Graugaard på deres nyetablerede fabrik. Det regnestykke er måske et ganske godt billede på den ukuelige optimisme, som præger de ikke helt unge iværksættere, som i løbet af de seneste par år har investeret tæt på 50 mio. kr. i indretning og driften af Organic Plant Protein.
Pengene har de skaffet via salget af 75 pct. af aktierne i Hanegal, som mange anså som deres livsværk. Men selv om de to økologiske pionérer er nået op i en alder, hvor mange vælger at forlade arbejdsmarkedet, har de ingen planer om at melde sig i pensionisternes rækker.
Nu ryger de sidste aktier i Hanegal
De har tværtimod søsat deres livsværk nummer to, og de tror så meget på potentialet i produktionen af økologiske planteproteiner, at de nu gør klar til at sælge de sidste 25 pct. af aktierne i Hanegal. Det skal sikre kapital til at drive deres nye virksomhed, indtil der kommer balance i driften.
"Det er lidt vanvittigt, men i den aktuelle situation, er det det rigtige at gøre, og vi er ved at forberede salget. Det vil sikre, at vi selv kan styre kursen i det nye selskab i nogle år endnu," siger Ulrich Kern-Hansen, som oplyser, at de store maskiner, som under tryk og høj varme forarbejder ærter og bønner til granulat, i øjeblikket kun kører en dag om ugen.
"Vi bliver hele tiden bekræftet i, at vi har nogle varer, som der er brug for, men jeg tror ikke, at der kommer til at ske ret meget i udlandet i de kommende 12 måneder, så i øjeblikket har vi har flyttet fokus fra eksport til hjemmemarkedet," siger Ulrich Kern-Hansen.
Bliver lanceret i Irma inden nytår
"Vi har stadig store forventninger til udlandet, men eksport er en langsommelig proces, og jeg tror, at vi skal ud på den anden side af Corona-nedlukningen, før der for alvor begynder at sker noget. Derfor fokuserer vi i øjeblikket mere på hjemmemarkedet, hvor Irma omkring årsskiftet bliver den første kæde herhjemme, som lancerer vores produkter med 125 g plantebaseret køderstatning," siger Ulrich Kern-Hansen.
Han er spændt på, hvordan forbrugerne vil tage imod de plantebaserede varer, og der er næppe tvivl om, at en del forbrugere får brug for inspiration, da de ikke er vant til at opbløde og krydre teksturerede planteproteiner. For at hjælpe dem lancerer Organic Plant Protein en hjemmeside med opskrifter og inspiration til kunderne i Irma og de øvrige danske dagligvarekæder, som får produkterne i sortiment i begyndelsen af 2021.
"Jeg tror dog ikke på, at vi opnår det helt store salg, før vores produkter kommer til at indgå i flere færdigretter," siger Ulrich Kern-Hansen, som af samme grund er på udkig efter både danske og udenlandske industrikunder, som vil basere deres plantebaserede produkter på råvarer fra Hedensted.
Der er norske Vestkorn, som leverer det økologiske proteinmel til produktionen. Det er lavet af økologiske bælgfrugter fra Baltikum, men Ulrich Kern-Hansen håber, at danske økologer i fremtiden bliver i stand til at dyrke de ærter og bønner, som selskabet får behov for.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.