Danmarks Biavlerforening frygter at Mercosur-aftale kan ødelægge biavlen i Danmark og resten af EU
Danske biavlere ser med stor bekymring på EU’s kommende handelsaftale med det sydamerikanske fællesmarked Mercosur, som åbner for import af 45.000 ton billig sydamerikansk honning, som kan udkonkurrere dansk honning og dermed udgør en trussel mod bestøvningen af danske landbrugsafgrøder.
Med Mercosur-handelsaftalen, som onsdag skal til afstemning i EU-Parlamentet, risikerer parlamentet at fjerne eksistensgrundlaget for både danske biavlere og deres kolleger i andre EU-lande.
Det vurderer Danmarks Biavlerforening, som frygter, at aftalen vil sætte yderligere skub i de seneste års fald i antallet af danske producenter, da aftalen åbner for en årlig toldfri import af 45.000 ton honning. Det er op mod en fordobling af den mængde der importeres i dag, skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Ifølge de danske biavlere er det ikke kun mængden, der er problematisk. Den gennemsnitlige importpris fra Sydamerika til EU ligger på omkring 15 kr. pr. kg. Prisen på honning fra de sydamerikanske Mercosur-lande Brasilien, Argentina, Paraguay og Uruguay er således markant lavere end både prisen på honning fra andre importlande og produktionsprisen på dansk honning.
”Vi finder det stærkt problematisk, at EU – herunder Danmark – skal oversvømmes af billig honning fra så fjerne lande. Kvaliteten er tvivlsom, og vi ved samtidig, at man i sydamerikanske lande tillader anvendelse af pesticider på et langt højere niveau end i Danmark,” siger Torben Strømgaard Hansen, formand for Danmarks Biavlerforening.
Honning kan importeres – det kan bestøvningen ikke
Det skal bemærkes, at Mercosur-aftalen kommer oven i andre frihandelsaftaler, som ligeledes udgør en trussel mod europæisk biavl. Eksempelvis er der indgået aftale om 35.000 ton honning toldfrit fra Ukraine til EU. Dermed er der allerede skabt et betydeligt pres på biavlssektoren i EU, mener foreningen.
Det vurderes, at ca. 80 pct. af vilde planter og afgrøder i EU er afhængige af bestøvning fra insekter. Her spiller den europæiske honningbi en væsentlig rolle – ikke mindst i forhold til vores fødevareproduktion. Men den hårde konkurrence på honningmarkedet underminerer biavlernes eksistensgrundlag. Det gør det vanskeligere for landmænd og frugtavlere at finde biavlere, som de kan samarbejde med om bestøvning af deres afgrøder.
Udfordrende markedsvilkår rammer derfor ikke kun biavlernes økonomi, men også de dele af landbruget, der er afhængige af biavlernes arbejde med bestøvning. Værdien af honningbiers bestøvning af afgrøder og vilde planter anslås af Kommissionen til i gennemsnit at være 30–50 gange større end værdien af den producerede honning.