Annonce
Annonce
Danish Crown lancerer planteburger
Slagteriet Danish Crown hopper nu med på den grønne bølge og i løbet af få måneder forventer slagterigiganten at sende de første planteburgere ud i de danske supermarkeder. Måske bliver de økologiske.

Danish Crown er snart klar til at lancere planteburgere, hvor kødet er erstattet af ærter og rødbeder, men slagterigiganten har endnu ikke taget stilling til, om burgerne bliver økologiske. Foto: Colourbox
"Inden årets udgang sender vi en plantebaseret burger i handlen. Når vi gør dette, vil vi gøre det ordentligt. Det skal være et produkt, der adskiller sig fra det eksisterende udbud og er så velsmagende, at forbrugerne kommer igen, når de først har smagt det en gang," siger Finn Klostermann, adm. direktør i Danish Crown Beef, til Jyllands-Posten Erhverv.
Heraf fremgår det, at burgerne bliver helt uden e-numre og tilsætningsstoffer og i modsætning til en del af de eksisterende kødalternativer, som ofte bliver produceret af soja, oplyser Finn Klostermann, at DC satser på produkter, som er baseret på eksempelvis ærter og rødbeder, som han beskriver som en mere naturlig del af danskernes kost.
Økologien er en naturlig overvejelse
Det kunne ligne en åben invitation til landets økologiske planteavlere, men produktudviklerne hos Danish Crown er endnu ikke klar til at løfte sløret for, om de arbejder med økologiske eller konventionelle råvarer til de kommende planteburgere.
"Økologien ville være en naturlig overvejelse, men det er ikke noget, som der er taget endelig stilling til endnu, og det er vi først klar til at oplyse, når vi lancerer produkterne i løbet af nogle måneder," siger pressechef Jens Hansen fra Danish Crown til okologisk.nu.
Spørger man Michael Langberg, markedschef i Økologisk Landsforening, kan han pege på flere gode argumenter for, at Danish Crown med fordel bør satse på at udvikle en økologisk planteburger.
For nu at blive i burgersproget forklarer han, at DC kan opnå en dobbelt whopper-effekt, ved både at arbejde med økologiske og plantebaserede råvarer, idet selskabet på den måde placerer sig i slipstrømmen på to stærke trends, som i de kommende år formentlig begge vil fortsætte med at vokse hurtigere end det generelle fødevaresalg.
Interessant med danske råvarer
Set i et klimaperspektiv peger han samtidig på, at det også er interessant, at planteburgerne skal produceres af råvarer, som formentlig kan produceres på danske marker.
"Men i stedet for at gøre det halvt og benytte sprøjtede råvarer, kan de lige så godt gå hele vejen og vælge de økologiske ærter og rødbeder," siger Michael Langberg.
I en tid hvor klimadebatten har åbnet forbrugernes øjne for potentialet i de plantebaserede alternativer til kød, har planteburgere allerede fundet vej til kødtempler som de multinationale fastfoodkæder som McDonald's og Burger King, og herhjemme er det halvandet år siden, at Naturli' Foods med stor succes lancerede de første pakker med plantefars på det danske marked, hvor de har udviklet sig til en hård konkurrent for det hakkede kød.
Flere artikler fra samme sektion
Spisemærkerne er på vej tilbage på danmarkskortet
Til sommer forventer Fødevarestyrelsen at lancere et nyt danmarkskort over alle landets spisemærkede restauranter.
Økologien åbner nye døre for jysk konferencecenter
Selv om Vingsted Hotel & Konferencecenter har fået Det Økologiske Spisemærke i bronze, er der stadig plads til, at køkkenet kan holde fast i en håndfuld små lokale fødevareproducenter.
Dragsbæk: Nordens olivenolie skal være økologisk
Økologisk rapsolie fra Danmark har mange gode egenskaber, og Dragsbæk-koncernen efterlyser flere producenter, som kan sikre tilgangen af råvarer til nye produktlanceringer.