Annonce

Annonce

Ansatte hos Dansk And slagter udsætterhøns

Hvis Dan Duck bliver tvunget til at lukke, vil det ikke kun gå ud over den hjemlige andeproduktion. Det vil også være en stor bet for de økologiske ægproducenter, som havde set frem til at få slagtet flere udsætterhøns på havnen i Struer. Foto: Jakob Brandt

Andeslagteri venter stadig på erstatning

Dan Duck i Struer venter stadig på erstatning efter en kontrol-brøler, som i foråret fik virksomheden til at stævne staten med krav om et tocifret millionbeløb i erstatning.

Det er formentlig de færreste, som har julen i tankerne, her på tærsklen til årets første hedebølge. Men når ens vigtigste produkt er ænder, er 18 uger ikke lang tid, og ifølge Hardy Eskildsen, adm. direktør for andeslagteriet Dan Duck i Struer, haster det i den grad med at få en afklaring på, hvordan staten forholder sig til selskabets stævning og det medfølgende erstatningskrav på et tocifret millionbeløb. 

 "Lige nu kæmper vi hver dag for at overleve," siger direktøren, som både er udfordret af en stram likviditet hos Dan Duck og eftervéerne af den negative presseomtale, der fulgte i kølvandet på en fejlbehæftet kontrolrapport. Den blev offentliggjort lige før julen 2019 – lige midt i slagteriets absolutte højsæson, og det fik (og har stadig) alvorlige konsekvenser for salget af ænder fra det jyske slagteri.

Hardy Eskildsen håber derfor, at selskabets advokat Hans Sønderby, fra Advokaterne Sønderby Legal i Randers, kan være med til at skabe et hurtigt forlig med staten, så Dan Duck kan komme videre og slipper for at bruge mere tid på sagen.

Staten modtog stævningen fra Dan Duck i maj. Svarfristen blev i første omgang fastsat til 3. juli, men staten fik den siden udsat den til 17. august, og Hans Sønderby forventer derfor et svar fra Fødevarestyrelsen i nær fremtid.

Hardy Eskildsen håber, at Dan Duck snart kan få erstatning for de tab, som hele sagen har kostet slagteriet. Foto: ØL

"Hvis myndigheder er indstillet på at indgå forlig, kan det hele gå meget hurtigt, og en aftale vil typisk kunne være på plads i løbet af nogle få uger," siger Hans Sønderby til Økologisk Nu.

Han henviser i den forbindelse til statens arbejde med hjælpepakker under coronakrisen, hvor myndighederne har været meget hurtige til at beregne kompensationerne til virksomhederne.

Der kan gå årevis inden en dom

Fødevarestyrelsen ønsker ikke på nuværende tidspunkt at udtale sig om sagen.

"Fødevarestyrelsen er stævnet af Dan Duck. Dermed kommer sagen til at køre ved domstolene. Vi har derfor ingen kommentarer," skriver Erik Jepsen, specialkonsulent i Fødevarestyrelsen i et skriftligt svar til Økologisk Nu

Ender sagen med at køre ved domstolene, viser erfaringerne, at der kan gå årevis, før der falder dom, og efter Hans Sønderbys vurdering vil et forlig være den bedste løsning for begge parter, da det vil sikre, at Dan Duck kan komme hurtigt videre og får mulighed for at redde arbejdspladserne i Struer.

Som advokat har Hans Sønderby gennem næsten to årtier vundet flere lignende sager mod myndighederne, men han betragter alligevel Dan Duck sagen som unik.

"Jeg erindrer ikke tidligere erstatningssager, som en virksomhed har anlagt, fordi myndighederne har kritiseret de ansatte for at følge retningslinjerne i et egenkontrolprogram, som myndighederne selv har godkendt. På den måde er det en historisk erstatningssag, og der skal virkelig komme noget epokegørende frem, hvis ikke staten er erstatningspligtig," siger Hans Sønderby.

Sagen begyndte sidste år kort før jul, da medarbejderne på Dan Ducks slagtegang efter et kontrolbesøg blev beskyldt for ikke at have den nødvendige håndhygiejne. Det blev siden omtalt i dagspressen. Det betød, at salget gik i stå midt i slagteriets vigtigste højsæson. Fødevarestyrelsen fik først rettet fejlen et par uger efter juleaften, men da var skaden sket.

"Vi led store tab og har siden været nødt til at destruere en del af det kød, som vi ikke fik solgt," siger Hardy Eskildsen," der beskriver 2020 som en lang overlevelseskamp for slagteriet, der har opgjort det samlede tab til et to-cifret millionbeløb.

For at holde selskabets kørende har ejerkredsen bag Dan Duck stillet ekstra likviditet til rådighed, men direktøren lægger ikke skjul på, at han ser frem til, at staten lever op til sit ansvar og udbetaler erstatning for en kontrolbrøler, som myndighederne allerede har beklaget.

"Det var en katastrofe, at vi blev hængt ud i dagspressen lige op til jul. Uanset hvad vi sagde, kunne vi aldrig stå op mod de offentlige myndigheder. Vi følte os dømt på forhånd, og nu kæmper vi hver dag en kamp for at overleve," siger Hardy Eskildsen.

Fra forventet vækst til fald

For Dan Duck handler det ikke kun om at få erstatning for de tab, som selskabet har lidt efter den dårlige presseomtale. I forhold til kunderne i ind- og udland har det også stor betydning, at selskabet én gang for alle får fjernet den plet, som sagen har sat på slagteriets omdømme, og som stadig trækker negative spor i salget.

"Vi havde regnet med at slagte 720.000 ænder i indeværende år, men vi når kun det halve. Så i stedet for en vækst på 20 pct., kan vi se frem til et fald i omsætningen på 30-40 pct.," siger den jyske slagteridirektør.

Han kan ikke helt frigøre sig fra tanken om, at myndigheder bevist trækker sagen i langdrag.

"Jo længere de venter, jo større er risikoen for, at vi knækker nakken," siger direktøren.

I øjeblikket slagter Dan Duck kun ænder en til tre dage om ugen, og det gør det både vanskeligt at sikre en effektiv drift og fastholde de dygtigste medarbejdere.

"Situationen er kritisk, men vi smider ikke håndklædet i ringen," siger direktøren, som er medlem af Æg- og fjerkræudvalget i Økologisk Landsforening, hvis medlemmer følger sagen tæt.

Myndighederne har erkendt, at de har begået en fejl, men det kan Dan Duck ikke betale sine regninger med.

— Lars Bredahl, formand for Æg- og fjerkræudvalget i Økologisk Landsforening

Bedre dialog

Lars Bredahl, formand for Æg- og fjerkræudvalget i Økologisk Landsforening, håber, at Dan Duck får erstattet tabene. Han mener, at det er vigtigt, at selskabet overlever, så danske ænder slipper for at skulle fragtes til slagtning syd for den danske grænse.

"Lige nu kan vi ikke gøre så meget andet end at håbe, at det lykkes at finde en løsning, så selskabet kan køre videre. I sidste ende handler det om jura, når det skal afgøres, om der er basis for at udbetale en erstatning," siger Lars Bredahl.

Efter hans vurdering er slagteriet en væsentlig forudsætning for at fastholde og udvikle den økologiske andeproduktion i landet, og han ser også spændende perspektiver i slagteriets planer om at slagte flere udsætterhøns, så han sender al mulig moralsk opbakning mod slagteriet på havnen i Struer.

"Myndighederne har erkendt, at de har begået en fejl, men det kan Dan Duck ikke betale sine regninger med," siger han.

Til gengæld glæder Hardy Eskildsen sig over, at slagteriet i dag har et langt bedre forhold til Fødevarestyrelsen, og at de seneste kontroller er kørt lige efter bogen.

"Vi har fået et velfungerende samarbejde og en bedre dialog. Kontrollørerne er skarpe og dygtige og holder det på et professionelt plan," siger Hardy Eskildsen.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion