Vicepræsident i EU: Vi har brug for et helt nyt landbrug

Europa-Kommissionens vicepræsident mener, at der er behov for gennemgribende ændringer i landbruget og højere ambitioner på biodiversitetsområdet.

15. oktober 2020
Læsetid: 2 minutter
Frans Timmermans står på en talerstol og taler
Europa-Kommissionens vicepræsident, Frans Timmermans, udtrykker et klart behov for store ændringer i EU, hvis biodiversiteten skal styrkes. Arkivfoto: Partij van de Arbeid/flickr/CC-BY-2.0

Biodiversiteten er i krise, og der er behov for højere ambitioner på området. Sådan lød budskabet fra Europa-Kommissionens vicepræsident, Frans Timmermans, da han medvirkede på et møde afholdt af tænketanken Friends of Europa.

Det skriver euractiv.com.

Her opfordrede han ligefrem EU-borgerne til at lægge et større pres på politikerne for at øge ambitionerne på det grønne område.

"Hvis I ønsker, at vi rent faktisk lykkedes med at få vedtaget det, vi lægger på bordet, skal I alle lægge pres på lovgiverne. Både i regeringerne og Europa-Parlamentet er der en mangel på hast i begge institutioner," sagde han ifølge euractiv.com.

Frans Timmermans udtrykte også et behov for yderligere lovgivning end blot loven om at beskytte 30 pct. af EU's land- og havarealer, som er på tegnebrættet i unionen.

Samtidig finder han det nødvendigt med gennemgribende ændringer i nutidens landbrugssystem. Han mener, at modviljen til forandring blandt landmændene skyldes manglende incitamenter til at passe bedre på omgivelserne.

"Vi har brug for massive investeringer, vi skal bruge konkrete planer, og vi har behov for, at hele værdikæden er en del af det," sagde han og påpegede vigtigheden i at tage dialogen med landbrugssektoren om at få udviklet forretningsmodeller, der fremmer beskyttelsen af biodiversitet, skov og miljø.