Annonce

Annonce

Venstre vil give penge til en klimaomlægning i landbruget

Der skal oprettes en støtteordning til landmænd, der lægger om til klimavenlige metoder som mindre jordbearbejdning og holistisk afgræsning, mener V.

22. maj 2019
Læsetid: 2 minutter
Kristian Jensen uddeler flyers på gaden i forbindelse med valgkampen 2019

Venstres næstformand, Kristian Jensen, siger, at partiet vil lave en støtteordning til landmænd, der omlægger deres produktion til at være mere klimavenlig. Foto: Jens Astrup/Venstre/flickr CC BY NC ND 2.0

Opdateret 23/05 kl. 08:45 med kommentar fra ØL

Venstre vil have gang i omlægningen til mere klimavenlige landbrugsmetoder som minimal jordbearbejdning (CA) og holistisk afgræsning. Det siger partiets næstformand, Kristian Jensen, til landbrugsavisen.dk.

"Vi vil gerne sætte gang i udviklingen af en mere klimavenlig drift, og forslaget er at kopiere succesen fra økologien, hvor der er kommet rigtig godt gang i udviklingen," siger han til mediet.

"Ligesom med økologi vil omlægning til klimavenlig produktion betyde en overgang med dyrere produktion og lidt mindre udbytte, og så er det vigtigt, at staten understøtter udviklingen," fortsætter han.

Partiet foreslår endvidere et klimamærke á la det røde Ø-mærke. Det skal fortælle forbrugerne, at der er tale om en klimavenlig produktion. Regeringen foreslog sidste år at lave et klimamærke, der skulle angive fødevarernes klimabelastning, og der blev efterfølgende afsat penge til arbejdet med at udvikle mærket, men planen blev skrinlagt efter få måneder.

I første omgang vil partiet finde pengene til støtten på finansloven, men på længere sigt skal støtten gerne komme fra EU.

ØL: Nej til klimamærke

I Økologisk Landsforening (ØL) bakker man op om idéen med at give støtte til klimavenlige tiltag i landbruget - men foreningen er imod et klimamærke, fordi den vurderer, at det både er for dyrt og komplekst. Samtidig mener den, at Kristian Jensens oplæg handler for meget om frivillighed hos de få.

"At gøre klimahandling til en frivillig aktivitet for de få, er en misforstået omsorg, der siger, at klimakrav til landbruget undergraver landbrugets konkurrencedygtighed. Den tilgang strider mod Danish Crowns og Arlas tydelige mål og signaler om, at klimaomstilling tværtimod er en bydende nødvendighed, når danske landmænd skal konkurrere på verdensmarkedet," skriver ØL's formand, Per Kølster, og politiske direktør, Paul Holmbeck, i et fælles debatindlæg som svar på Kristian Jensens idé.

Flere artikler fra samme sektion

Endnu et godkendt pesticid viser sig at ende i grundvandet

Nye resultater viser, at ukrudtsmidlet propyzamid udvaskes til grundvandet i mængder over kravværdien. Miljøstyrelsen vil nu vurdere, om midlet skal forbydes eller brugen af det begrænses.

07-04-2025 3 minutter Pesticider

Økologisk Landsforening har fået nyt forpersonskab

Bestyrelsen i Økologisk Landsforening har nu konstitueret sig. Den består af seks medlemmer, og en ny næstforperson.

04-04-2025 1 minutter Økologisk Landsforening

Ny politisk aftale skal styrke beskyttelsen af drikkevandet

Et bredt politisk flertal har indgået en aftale om at afsætte 190 mio. kr. i perioden 2026-2027 til beskyttelse af det danske drikkevand. Midlerne skal fordeles via Drikkevandsfonden, som blandt andet støtter omlægning til økologi og skovrejsning.

03-04-2025 3 minutter Drikkevand,   Politik