SF frygter, at økologi-målsætning fejler
SF efterlyser flere midler til økologien, hvis fordoblingsmålet skal nås. Det sker, efter at regeringen ikke har afsat nye midler til økologien i sit finanslovsudspil.

Et bredt flertal i Folketinget har en målsætning om at fordoble det økologiske areal, forbrug og eksporten frem omd 2030, men hos SF er man bekymret for, om det overhovedet kan lykkedes, eftersom regeringen ikke har afsat nye midler til økologien i sit finanslovsudspil. Derudover udløber bevillingen til Innovationscenter for Økologisk Landbrug, der siden 2021 har samarbejdet med universiteter om at styrke økologien.
”Jeg er ret bekymret for, om Danmark når de forpligtelser, vi har lavet over for hinanden, når det kommer til fordoblingen af det økologiske areal. Med den kurs Arla har taget den seneste tid, hvor man ikke ligefrem fremmer økologisk produktion, er der også risiko for, at målsætningen påvirkes negativt,” siger fødevareordfører Carl Valentin (SF) til Altinget.
Han forventer, at den økologiske indsats snart tages op i landbrugsaftalens forligskreds, og at man finder en løsning for Det Økologiske Spisemærke, som ifølge regeringens udspil ikke længere vil få tildelt midler til den videre drift.
I et svar til Altinget skriver Fødevareministeriet, at der er afsat ca. 3,5 mia. kr. til økologisk arealstøtte frem mod 2030, og at der i 2024 er afsat bevillinger til tilskud til fremme af økologi og Fonden for Økologisk Landbrug på det hidtidige niveau.
I forbindelse med landbrugsaftalen forpligtede regeringen sig til at fremlægge en økologistrategi, men den er endnu ikke kommet. I foråret varslede fødevareminister Jacob Jensen (V), at den ville komme "efter sommer".