Regeringens ekspertudvalg anbefaler, at flere landbrugere dyrker økologisk

Regeringens ekspertudvalg for kulstoffangst og -lagring anbefaler bl.a., at landbruget i højere grad bruger økologiske metoder for at øge jordens kulstoflagring og dermed mindske klimabelastningen.

28. maj 2025
Læsetid: 3 minutter
Hænder tager en jordklump op
Ekspertudvalget for kulstoffangst og -lagring anbefaler, at man fremmer dyrkningsmetoder som de økologiske for at mindske landbrugets klimabelastning. Foto: Irene Brandt-Møller

Økologiske og regenerative metoder er noget, som flere landbrugere med fordel kan praktisere.

Det er en af anbefalingerne fra regeringens ekspertudvalg for kulstoffangst og -lagring i jordbruget. Ekspertudvalget skal komme med anbefalinger til, hvordan forskellige dyrkningstiltag og planteforædling kan bidrage til grøn omstilling af landbruget, og udvalgets rapport er nu offentliggjort.

Udvalget anbefaler bl.a.:

  • At man fremmer klimavenlige dyrkningsmetoder gennem støtte og regulering. Dyrkningsmetoderne kan være, at man bruger efterafgrøder, græsafgrøder og halmnedmuldning.

  • At flere landbrugere bruger klimavenlige dyrkningsmetoder. Det kan være økologi og regenerative metoder til at dyrke landbrug og skovlandbrug, hvor man anvender sorter af planter med højere kulstoflagring og proteinproduktion. Derfor er det bedre for klimaet, hvis man dyrker jorden på den måde.

  • At man lader flere planterester blive i jorden, dyrker efterafgrøder og bruger flerårige afgrøder. Det hjælper med at lagre kulstof i jorden, mindsker CO2-udledningen til atmosfæren og skaber en bedre jordkvalitet.

Ekspertudvalget

Ekspertudvalget for kulstoffangst og -lagring består af repræsentanter fra en række forsknings- og vidensinstitutioner, erhvervsorganisationer og interesseorganisationer:

  • Aarhus Universitet, DCE
  • Aarhus Universitet, DCA
  • Danmarks Naturfredningsforening
  • Dansk Korn og Foder
  • Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning
  • Innovationscenteret for Økologisk Landbrug
  • Københavns Universitet, SCIENCE
  • Landbrug & Fødevarer
  • Seges Innovation
  • Økologisk Landsforening
  • Concito
  • Teknologisk Institut
  • Rådet for Grøn Omstilling

"Det er helt afgørende, at vi hurtigt lykkes med at skabe en grøn omstilling af landbruget, så vi også forbedrer vores klimaindsats. Det kan man f.eks. gøre ved at lade planterester blive i jorden, dyrke efterafgrøder og bruge flerårige afgrøder, så kulstof bliver lagret i jorden. Vi skal bruge klimavenlige dyrkningsformer af jorden. Når jeg tager rundt i landet, oplever jeg en stor opbakning til økologi og regenerativt landbrug, der er en god måde at udvikle landbruget på,” siger minister for Grøn Trepart Jeppe Buus (S).

Han vil nu give ekspertudvalgets anbefalinger videre til Vækstteamet, der skal komme med input til regeringens vækstplan for fremtidens landbrug, fødevarer og biosolutions. Arbejdet med vækstplanen skal i gang 1. januar 2026.

Ser positivt på det

Økologisk Landsforening har været en del af ekspertteamet, og foreningens landbrugs- og fødevarepolitiske chef, Sybille Kyed, ser positivt på konklusionerne.

"Det bliver slået fast, at økologi nedsætter landbrugets klimaaftryk. Og nok så vigtigt lægges der vægt på, at arealeffektivitet ikke kun handler om afgrødeudbytter men også om afledte effekter på det omgivende miljø og om mad til mennesker versus foder til dyr," skriver hun i et opslag på LinkedIn.

En fordobling af det økologiske areal er tilskrevet en effekt på 0,49 mio. ton CO2e. eller ca. 2 ton CO2e/ha. En effekt, der hovedsageligt kommer fra, at der er flere græsmarker, færre dyr og mindre gødning. Aarhus Universitet har tidligere vurderet at omkring 1/3 af klimaeffekten fra økologi kommer fra øget kulstoflagring i jorden.