Regeringen sænker prisen på kommende gebyrer på emballage

Det udvidede producentansvar skal sikre, at virksomheder i højere grad tager ansvar for den emballage, de producerer, men industrien advarer om stigende priser, hvilket nu får regeringen til at gribe ind.

14. september 2025
Læsetid: 3 minutter
Magnus Heunicke står og taler
Miljøminister Magnus Heunicke (S) forklarer, at det stadig er et mål, at producenterne skal producere mindre og mere bæredygtig emballage, men samtidig anerkender regeringen, at omstændighederne har ændret sig, siden en politisk aftale blev indgået i 2022. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek

Regeringen er klar med en pakke med tiltag, som skal reducere virksomhedernes omkostninger, når EU-reglerne om udvidet producentansvar træder i kraft 1. oktober. Pakken sænker prisen på de gebyrer, som virksomhederne skal betale for håndtering af emballageaffald.

Det udvidede producentansvar har til hensigt at få virksomhederne til at producere mindre emballage og samtidig gøre det mere genanvendeligt. Med de kommende krav flytter regningen for emballageaffald fra kommunerne – og dermed fra borgernes affaldsgebyr – til virksomhederne, men siden et bredt flertal i Folketinget i 2022 indgik en aftale om, hvordan reglerne skulle implementeres herhjemme, har det vist sig, at gebyrerne bliver højere end ventet, hvilket øger risikoen for yderligere prisstigninger på fødevarer for danskerne.

Regeringen vil derfor reducere virksomhedernes gebyr, fjerne den volumenbaserede emballageafgift i 2026 og 2027 og reducere virksomhedernes omkostninger til administration. Målet er, at producentgebyret ikke kommer til at ligge over det niveau, som var forventet, da partierne indgik den politiske aftale i 2022.

Udvidet producentansvar

  • Det udvidede producentansvar træder i kraft i Danmark den 1. oktober 2025 og implementerer EU's emballagedirektiv i Danmark.
  • Aftalen om udvidet producentansvar for emballage blev indgået d. 30. august 2022 af Socialdemokratiet, Venstre, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, De Konservative, Dansk Folkeparti og Alternativet.
  • Loven om det udvidede producentansvar blev vedtaget i Folketinget i december 2024.

"Det er et klart mål i den grønne omstilling, at virksomhederne skal producere mindre og mere bæredygtig emballage, men forudsætningerne har ændret sig, og gebyrerne har vist sig meget højere end forventet," siger miljøminister Magnus Heunicke (S).

Han siger desuden, at man vil sætte hårdere ind overfor såkaldte freerider-virksomheder, der lige nu ikke tager ansvar for den emballage, de producerer eller anvender.

Det udvidede producentansvar er fortsat en vigtig del af regeringens grønne politik, oplyser Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse, men pakken af tiltag skal bidrage til at holde virksomhedernes omkostninger ved gebyrerne nede, samtidig med at Danmark fortsætter den grønne omstilling og lever op til de fastsatte EU-mål.

Et "rodet" forløb

Hos Landbrug & Fødevarer er man glad for, at der kommer en løsning for virksomhederne her og nu, og at der skabes vished om fremtiden for emballagehåndteringen. Foreningen betegner det dog i en pressemeddelelse som en "delvis" løsning.

"Omkostningerne for danske virksomheder ville have løbet løbsk i den ordning, der var lagt op til. Derfor er det godt, at regeringen handler nu. Det vigtigste for os har været, at de danske virksomheder ikke pålægges omkostninger, der er helt ude af proportioner. Yderligere udgifter har vi ikke brug for, i en tid hvor andre produktionsomkostninger til fødevarer i forvejen stiger," siger Morten Boje Hviid, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer og fortsætter:

"Nu skal virksomhederne kunne fokusere deres kræfter på de miljøtiltag, der faktisk gør en forskel og sikrer mere bæredygtige emballager. Det vigtige er, at vi lærer af det rodede forløb og i fællesskab får lavet nogle tydelige og holdbare rammer."

Landbrug & Fødevarer vil deltage konstruktivt i det kommende arbejde, som skal ende ud i en revideret model for emballagehåndtering.

Tiltag

Pakken af tiltag skal:

  • Mindske virksomhedernes gebyr, så prisen kommer ned til maksimalt 1,2 mia. kr. for producenterne.
  • Opdele producentgebyrer i rater og reducere gebyrerne på kort sigt, så det opkræves ved fire ratebetalinger på 250 mio. kr. hver frem mod den 1. oktober 2026, samt en ekstra opkrævning på maksimalt 200 mio. kr. over en fireårig periode. Tilrettelæggelsen skal tage højde for direktivforpligtelser og statsstøtteregler. Det er regeringens intention, at kommunernes likviditet ikke skal blive påvirket negativt af de foreslåede ændringer. Eventuelle likviditetsmæssige konsekvenser i kommunerne som følger af udskydelse af opkrævningen af producentgebyret, vil derfor blive håndteret ved en lånepulje.
  • Afskaffe den volumenbaserede emballageafgift i 2026 og 2027 svarende til en lettelse for virksomhederne på samlet op mod 250 mio. kr. over to år.
  • Iværksætte en undersøgelse af, hvordan nabolande har indrettet deres ordninger med udvidet producentansvar, og hvad vi kan lære af de nabolande, der kan gøre det billigere end i Danmark.
  • Ændre reglerne, så alle kommunerne bruger den samme beregningsmetode, så der opnås transparens for virksomhederne, og så priserne for f.eks. glas ikke bliver urimeligt høje.
  • Se på administrationsudgifterne i Miljøstyrelsen og hos Dansk Producentansvar.
  • Indsats over for free-riders, dvs. virksomheder, der ikke har registreret sig til at betale for deres håndteringen af deres eget emballageaffald og dermed driver regningen op for dem, der har registreret sig. Det skal sikre, at virksomheder, der har tilmeldt sig producentansvaret, ikke ender med regningen.