Pesticidrester i gødning godkendt til økologi ødelagde haveejeres planter - nu bliver reglerne ændret

Danmark ændrer nu reglerne for pesticidrester i gødning og jord til grøntsager og andre følsomme planter. Det sker, efter at Haveselskabet på vegne af frustrerede haveejere undersøgte gødning, som indeholdt rester af stærke sprøjtemidler, der ødelagde planterne i stedet for at styrke dem.

24. april 2026
Læsetid: 5 minutter
Nærbillede af en tomatplante som har fået skader fra Clopyralid
Clopyralidskade på en tomatplante. Nu bliver reglerne for pesticidrester i jord og gødning til haveejere strammet. Foto: Haveselskabet/Bodil Damgaard Petersen

Der er rester af sprøjtemidler i jorden, drikkevandet, på vores fødevarer og sågar i skyerne. Derfor er det heller ikke så underligt, at de også findes i den gødning, som haveejere hvert år køber for at kunne dyrke deres egne planter i haven eller drivhuset.

Selv når folk har købt produkter mærket til økologisk dyrkning, viser det sig ifølge Haveselskabet, at det har været forurenet med rester af pesticider. I god tro har haveejerne dyrket tomater og bønner, efter hvad de troede var økologisk praksis, kun for at se planterne sygne hen. 

Det har ført til så megen frustration blandt haveejere, at Haveselskabet gik ind i sagen og siden kunne bevise, at produkterne indeholdt rester af stærke ukrudtsmidler. På baggrund af det har myndighederne nu i praksis indført nultolerance over for pesticider i gødning og jord, som sælges til følsomme planter som grøntsager. Det skriver Haveselskabet i en pressemeddelelse.

”Det har været en vigtig kamp for Haveselskabet at få sat en stopper for, at man som haveejer kunne risikere at fylde sin have med gift, når man gødede eller plantede tomater i jord, som var købt til netop køkkenhave eller drivhus – og endda mærket til økologisk dyrkning. Derfor er vi glade for, at der nu er blevet strammet op og kommet klare regler på området,” siger Charlotte Garby, der er direktør i Haveselskabet, i meddelelsen. 

Når der er tale om organiske produkter, følger pesticiderne med hele vejen i produktionskæden – og derfor også i gødningsprodukter, kompost, plantesække og lignende.

— Brian Christensen, havefaglig rådgiver hos Haveselskabet

Haveselskabet er en landsdækkende non-profit forening, der arbejder for at udbrede viden om haven og skabe et fællesskab mellem haveejerne. Foreningen har flere end 25.000 medlemmer, og Charlotte Garby retter en stor tak til netop medlemmerne for at reagere og kontakte Haveselskabets rådgivning, da deres afgrøder i køkkenhave og drivhuse begyndte at tage skade.

”Den ene haveejer efter den anden kontaktede os og fortalte, hvordan tomater, ærter og chilier havde misdannet vækst. Bladene krøllede, og udbyttet udeblev eller smagte mærkeligt. Det lignede brug af pesticider, som anvendes i landbruget, men vi ved, at haveejerne ikke bruger disse midler, men hvad skyldtes det så? Det måtte vi finde ud af,” fortæller hun. 

Henvendelserne kom tilbage i 2020

De første henvendelser kom i 2020, og Haveselskabet satte herefter gang i en række analyser. 

”I Haveselskabet havde vi en mistanke om, at skaderne skyldtes pesticidrester. Analyserne bekræftede, at der var tale om pesticidet clopyralid – endda i store mængder,” fortæller Brian Christensen, der er havefaglig rådgiver hos Haveselskabet. 

Også i gødninger mærket ”Godkendt til økologisk dyrkning” eller ”også til økologiske haver” fandtes clopyralid i store mængder. Clopyralid er et ukrudtsmiddel, som f.eks. roemarker, korn og græsmarker sprøjtes med. Flydende gødning produceres af bl.a. restprodukter fra sukkerproduktion, og vækstmedier og jordforbedring produceres af bl.a. halm og græs, herunder hestemøg. 

”Når der er tale om organiske produkter, følger pesticiderne med hele vejen i produktionskæden – og derfor også i gødningsprodukter, kompost, plantesække og lignende,” forklarer Brian Christensen. 

Ifølge gødningsloven må der ikke sælges produkter, som ved normal brug kan ”… have en skadelig virkning for menneskers, dyrs eller planters sundhed eller for miljøet …”. 

Aarhus Universitet gennemgik resultaterne

Det var Haveselskabet, der i sin første rapport i 2022, påviste clopyralid i gødning. På baggrund af testresultaterne, der viste høje værdier af clopyralid i alle undersøgte gødninger, udsendte Haveselskabet en kritik til producenter og myndigheder af, hvordan det kunne lade sig gøre at finde rester af sprøjtegifte i gødning, der er godkendt til økologisk jordbrug.

Myndighederne bad Aarhus Universitet gennemgå resultaterne og udarbejde en rapport om, hvilke tiltag man kunne indføre.

Det førte i efteråret 2025 til en ny vejledning til gødningsloven, hvor der nu står, at produkter, som indeholder pesticidrester med herbicidvirkning – som ukrudtsmidlet clopyralid – ikke må markedsføres til følsomme planter, hvilket gælder grøntsager som dem vi dyrker i drivhus og køkkenhave, f.eks. tomat, aubergine, chili, bønner, ærter og agurk. 

Haveselskabet holder fortsat øje

Producenterne er selv ansvarlige for at overholde loven, og myndighederne vil foretage stikprøver for at sikre, at reglerne overholdes. 

Charlotte Garby oplyser, at Haveselskabet også selv fortsætter sit arbejde på området og vil derfor løbende lave undersøgelser for at se, om der er styr på problemerne, og om lovgivningen bliver overholdt.

"Derfor betyder det rigtig meget, at medlemmerne melder ind til os, hvis de opdager planter, der er i misvækst, og at de holder øje med de produkter, de bruger,” siger Charlotte Garby.

Haveselskabet har på sin hjemmeside lavet en guide, der giver yderligere konkrete råd til, hvad man kan gøre som almindelig haveejere for at undgå pesticidrester i haven.