Landmænd og haveejere modarbejder kommuners kamp for biodiversitet langs vejene

Når kommunernes traktorførere slår græsset langs vejstrækninger, møder de oftere og oftere strækninger der allerede ER slået, så de ligner velfriserede græsplæner.

De nedklippede vejsider findes især på landet, men også i byerne, hvor det typisk er haveejere og virksomheder, der gennem hele sommerhalvåret klipper kommunernes græsarealer helt i bund. Og med den form for selvtægt, modarbejder de kommunernes strategier for mere biodiversitet.

”Hos os er det helt tydeligt, at både haveejere og landmænd er begyndt at slå vejkanterne selv mange, mange flere steder, end vi tidligere har set. Og jeg har svært ved at se, hvorfor en rabat skal ligne en græsplæne,” siger Kristian Korsholm, afdelingsleder for Vej og Park i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Biodiversitet i de største kommuner

Økonu.dk har kontaktet landets tre geografisk største kommuner – dem med de længste vejstrækninger: Herning Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune og Viborg Kommune. I alle tre kommuner oplever deres traktorførere, at især landmænd og haveejere øver selvtægt med havetraktorerne på lange strækninger i vejsiderne og dermed modarbejder kommunernes strategi for øget biodiversitet.

”Det er jo en form for selvtægt, men vi kan jo ikke som kommune gå ind og melde borgerne til politiet for det. Men det er jo ærgerligt, at det foregår, måske især i de bynære områder, hvor vejkanterne ofte er de eneste korridorer, insekterne kan bevæge sig i,” siger Carina Arnefast Wangel, driftskoordinator i Herning Kommune, der har 1.979 kilometer med vejrabatter.

Hun fortæller, at kommunen nu kun slår græsset en gang om året, og at den kun ”slår til bagkant” hver tredje år. Det betyder noget for biodiversiteten, at bagkanten får mere fred.

”Det betyder, at der her blandt andet kan vokse sådan noget som pil, der giver bedre vilkår for bier og sommerfugle,” siger hun.

I flere kommuner er kampen for biodiversiteten langs vejene dog ofte også kombineret med en spareøvelse. Herning Kommune skriver for eksempel på sin hjemmeside, at der fra 2024 og frem skal spares 700.000 kr. på området: "Formålet er selvfølgelig at spare penge, men det spiller også ind på beslutningen, at biodiversiteten på de grønne områder får bedre levevilkår, så vi forhåbentlig oplever bedre trivsel hos planter og insekter".

Mange arter i forvejen pressede

Mere liv i Danmarks vejrabatter kunne give et lille tiltrængt løft med hensyn til at bremse den tilbagegang, der har været for selv almindeligt kendte dyrearter, der nu optræder på rødlisten over truede arter. En række dyr, der før var helt almindelige i agerlandet, figurerer nu som truede arter. I kategorien 'sårbare' findes for eksempel fugle som vibe, gulspurv og agerhøne. Lækatten, der ligger øverst i agerlandets fødekæde, er nu også kategoriseret på rødlisten som 'sårbar'.

Tilbagegangen i agerlandet skyldes især, at markerne bliver større og større og dyrkes intenst med kemi og monokulturer, der ikke giver meget rum til biodiversitet. Når store græsarealer eksempelvis slås fire gange årligt for at skaffe foder til malkebesætninger, efterlader de reelt ikke meget mere plads til biodiversitet end en græsplæne. Og i en gul rapsmark, gror der heller ikke andet end raps.

Trafiksikkerhed har første prioritet

I Ringkøbing-Skjern har kommunen ansvaret for rabatterne langs 1.850 km veje. Også her har man de seneste fem år arbejdet efter en strategi med at skabe mere biodiversitet langs vejene. Men Kristian Korsholm understreger, at kommunen har en klar prioritet for arbejdet: Først hensynet til trafiksikkerheden, dernæst afvandingen af vejen og biodiversiteten som tredje prioritet.

Med de prioriteter i baghovedet forsøger kommunens medarbejdere hvert år at finde nye vejstrækninger, hvor rabatten ikke skal slås. Desuden forsøger de at finde andre kommunale områder, som de ikke slår, for eksempel omkring parkeringspladser. Det skal kompensere for de strækninger, hvor man er nødt til at slå græsset.

”Det har været en længere omstillingsproces, fordi traktorførerne jo har været vant til, at det skulle se pænt og snorlige ud,” siger Kristian Korsholm.

Også i Ringkøbing-Skjern slås der nu kun til bagkant hvert tredje år, og i kommunen har det været et ønske fra politikerne, at der skulle skrues op for biodiversiteten lang vejene.

Udsætter efterårsklipningen

Også i Viborg Kommune oplever man, at private borgerne modarbejder forsøget på at højne biodiversiteten langs kommunens 2.420 km med rabatter.

”Det er dog ikke noget, vi anmelder eller påtaler over for borgerne,” skriver ingeniør Jens Møller Vestergaard fra Trafik og Veje, Viborg Kommune, i et skriftligt svar.

Her overvejer kommunen lige nu kun at klippe vejkanterne en gang årligt i stedet for to. Man har også forsøgt sig med at udsætte efterårsklipningen.

”Det er for, at blomsterne kan stå så længe som muligt inden slåningen. Det kunne godt blive et permanent initiativ, men det er forskelligt fra år til år, hvornår blomsterne afblomstrer, så det er vi i gang med at kigge nærmere ind i,” skriver Jens Møller Vestergaard.

I Viborg Kommune har traktorførerne også forsøgt sig med at opsamle rabatgræsset fra udvalgte arealer i by- og parkområder. Det ville også give biodiversiteten et løft.

”Men det er ikke på nuværende tidspunkt en løsning, vi kan benytte på rabatter uden for byerne. Det er primært det udstyr, som skal benyttes, som vi ikke har til rådighed, samt bortkørsel og deponering af det opsamlede græs, der er for omkostningstungt,” oplyser Jens Møller Vestergaard.

Han skriver desuden, at Viborg Kommune også har forsøgt at springe over strækninger, hvor der står planter i blomst.

”Men det er en krævende opgave for maskinførerne at skulle vurdere, og det kan i nogle tilfælde give dårlige oversigtsforhold for trafikanterne. Det er derfor vurderet, at trafiksikkerheden kommer først, og derfor er rabatslåningen nødvendig,” skriver Jens Møller Vestergaard.

Der er måske flere forklaringer på, hvorfor borgerne tyer til selvtægt og klipper vejrabatterne som var de private græsplæner. En forklaring kan være, at landmændene er bange for, at planterne i rabatterne spreder sig som ukrudt på markerne. Men Carina Arnefast Wangel vurderer, at det snarere handler om, at nogle kan lide den vilde natur, mens modpolen foretrækker kultiverede marker og hård drift.

”Det handler ikke om at holde ukrudtet væk fra markerne, men snarere om et natursyn. Vi har ofte set, at landmændenes haver faktisk er de mest friserede, og det ligger i deres natur, at tingene skal se rene og ordentlige ud,” vurderer hun.