Annonce

Annonce

Finansminister Nicolai Wammen sidder ved sit skrivebord og læser et stykke papir

Finansminister Nicolai Wammen (S) er uenig i kritikken af regeringens mangel på midler til det grønne område. Foto: Morten Fauerby

Regeringens finanslovsudspil skærer i midler til økologi

Regeringens støttepartier og NGO'er mener, at regeringen nedprioriterer grøn omstilling i sit udspil til den kommende finanslov.

Regeringen har en målsætning om at fordoble økologien i Danmark frem mod 2030, men den er svær at få øje på i det nye finanslovsforslag

Det mener Økologisk Landsforening, efter at regeringens udspil er fremlagt og viser, at de nationale midler til at fremme produktionen og afsætning af økologi falder til 10 mio. kr. i 2021 - en halvering i forhold til 2020 og en tredjedel af de 30 mio. kr., der blev afsat i 2019. I 2022 budgetteres der med 0 mio. kr.

"Man kan spørge sig selv, hvor de ambitiøse tanker er blevet af? Økologi er en helt nødvendig del af en grøn omstilling i landbruget, hvor vi både leverer på klima, natur, dyrevelfærd, miljø, rent drikkevand, rene fødevarer og liv på landet," siger Helle Borup Friberg, adm. direktør i Økologisk Landsforening (ØL).

ØL's landbrugs- og fødevarepolitiske chef, Sybille Kyed, krydser nu fingre for, at andre partier vil få opprioriteret økologien under forhandlingerne.

Også Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, er skuffet over udspillet.

"Vi står i en klima- og naturkrise, der kun bliver sværere at løse, jo længere vi venter. Bortset fra en lille naturpulje er denne finanslov et svigt af valgløfter og vores efterkommere," skriver hun på Twitter.

Klimaet er også fokuspunktet i kritikken fra støttepartierne SF og Enhedslisten.

Pia Olsen Dyhr, SF's formand, skriver på Twitter, at hun "ærgrer" sig over, at man ikke i højere grad kan se i udspillet, at Danmark har fået en rød og grøn regering, mens Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen, kalder manglen på klimaindsatsen "dybt bekymrende".

Finansminister Nicolai Wammen (S) siger til DR, at han er bekendt med - men uenig i - kritikken om manglende midler til en grøn omstilling. Han nævner ikke økologi specifikt, men henviser til, at der er afsat knap 10 mia. kr. at håndtere coronaens eftervirkninger og samtidig sikre det, der populært betegnes som en grøn genstart:

"Vi afsætter 9,2 mia. kr. til at have en krigskasse til at håndtere virkningen af corona. Samtidig har jeg gjort en del ud af at sige, at det skal vi selvfølgelig tænke sammen med den klimaudfordring, vi står med, så de investeringer, vi laver, også i høj grad kan have et grønt perspektiv."

Økologisk Nu arbejder på at få en kommentar fra regeringen om midlerne til økologi.

Flere artikler fra samme sektion

Året der gik i Økologisk Landsforening

Særligt den grønne trepartsaftale står stærkt i bevidstheden, når man ser tilbage på 2024, og der er både gode og dårlige aspekter i aftalen, skriver Sybille Kyed, som her opremser nogle af de vigtigste politiske kampe - og sejre - for Økologisk Landsforening det forgangne år.

26-12-2024 7 minutter Klumme,   Politik,   Økologisk Landsforening

Utålmodighed på Gram Slot, konventionelle bananer sneg sig tilbage og glyphosat fundet i sæd: Her er de mest læste artikler i 2024

Det var især artikler om pesticider og en om Økologisk Landsforenings nye repræsentantskab og bestyrelse, der var populære blandt økonu.dk's læsere i det forgangne år.

25-12-2024 6 minutter Pesticider,   Økologisk Landsforening

Er dit juletræ konventionelt? Så er det sandsynligvis sprøjtet med PFAS-pesticider

Over halvdelen af de producenter, der har sprøjtet juletræerne med pesticider, har brugt PFAS-pesticider. Lektor og PFAS-ekspert holder sig til økologiske juletræer: "Jeg vil ikke have et kemitræ stående, hvor børn og familie opholder sig".

20-12-2024 3 minutter Skovbrug og juletræer,   Pesticider,   PFAS