Annonce
Annonce
ØL forventer, at regler om naturtiltag på økologiske arealer vil være på plads fra 2021 - samme år som EU’s reviderede landbrugspolitik efter planen skal træde i kraft. Foto: Colourbox
ØL håber på naturkrav for økologer fra 2021
Naturen skal også have plads på de økologiske marker - derfor arbejder økologer for at gøre naturtiltag til et krav i økologien. Samtidig kører foreningen et nyt naturprojekt.
Krav om naturtiltag på økologiske marker kan være en realitet om et par år. Økologisk Landsforening arbejder i hvert fald lige nu på at få det implementeret i det økologiske regelsæt.
Ifølge Sybille Kyed, der er landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening (ØL) er der tilsagn fra Miljø- og Fødevareministeriet om at arbejde videre med forslaget, der vil indebære, at en økolog skal have et naturtiltag for hver femte ha areal, denne besidder.
»Det er tænkt som tiltag, der er nemme at indpasse på sine arealer. Det kan for eksempel være små ukurante bevoksninger eller at opretholde markskel. Det er helt klart med tanke på at give de naturlige strukturer i landbrugslandskabet en værdi. Siden Anden Verdenskrig har vi fjernet alle disse strukturer - nu vil vi prøve at spole det tilbage,« siger Sybille Kyed.
Sidste år holdt foreningen et møde i Landbrugsstyrelsen om naturkravene, og styrelsen har nu bedt forskere ved Københavns Universitet om at udarbejde et katalog over, hvilke naturtiltag der kunne være tale om, og hvordan det skal håndteres.
Hensigten er, at kravene skal være en del af økologireglerne for de danske økologer, og selvom arbejdet ifølge Sybille Kyed er »en lille smule forsinket«, er forventningen fortsat, at reglerne vil være på plads fra 2021 - samme år som EU’s reviderede landbrugspolitik efter planen skal træde i kraft. At det er knap to år ude i fremtiden, handler ikke blot om at få udarbejdet reglerne mest hensigtsmæssigt, men også om at give landmændene varsling i ordentlig tid.
Nyt projekt undervejs
Sideløbende med foreningens politiske arbejde er ØL’s økologikonsulent Bent Rasmussen i gang med et projekt, der skal munde ud i et værktøj til, hvordan man som landmand bedst prioriterer naturen.
På otte udvalgte ejendomme afprøves værktøjets evne til at gøre bedrifternes naturtilstande målbare og sammenlignelige. Bent Rasmussen håber, at det kan føre til intern konkurrence ude hos landmændene, som dermed vil forsøge at overgå sig selv og hinanden ved at score flere og flere ’natur’-point.
En håndfuld biologer, der tidligere har arbejdet med natur i landbruget, er tilknyttet projektet.
Flere artikler fra samme sektion
Året der gik i Økologisk Landsforening
Særligt den grønne trepartsaftale står stærkt i bevidstheden, når man ser tilbage på 2024, og der er både gode og dårlige aspekter i aftalen, skriver Sybille Kyed, som her opremser nogle af de vigtigste politiske kampe - og sejre - for Økologisk Landsforening det forgangne år.
Utålmodighed på Gram Slot, konventionelle bananer sneg sig tilbage og glyphosat fundet i sæd: Her er de mest læste artikler i 2024
Det var især artikler om pesticider og en om Økologisk Landsforenings nye repræsentantskab og bestyrelse, der var populære blandt økonu.dk's læsere i det forgangne år.
Er dit juletræ konventionelt? Så er det sandsynligvis sprøjtet med PFAS-pesticider
Over halvdelen af de producenter, der har sprøjtet juletræerne med pesticider, har brugt PFAS-pesticider. Lektor og PFAS-ekspert holder sig til økologiske juletræer: "Jeg vil ikke have et kemitræ stående, hvor børn og familie opholder sig".