Annonce
Annonce
It-koks bremser forsat udbetalingerne af støtte til landets økologer, som har tæt på 300 mio. kr. tilgode, men ifølge Landbrugsstyrelsen bliver der arbejdet på højtryk for at løse de aktuelle it-problemer. Foto: Colorbox
Økologer får ikke udbetalt forskud på de støttekroner, som hænger fast i Landbrugsstyrelsens it-system
Økologisk Landsforening undrer sig over, at det ikke er muligt for Landbrugsstyrelsen at trække sagerne ud af it-systemet og behandler dem manuelt, så økologerne kan få deres penge hurtigere.
På grund af it-problemer mangler de danske økologer stadig at få udbetalt ca. 290 mio. kr. i økologisk arealstøtte og pleje- og græstilskud, og vicedirektør Louise Piester fra Landbrugsstyrelsen tør ikke love, at pengene når frem til landmændene før 30. juni.
Ifølge Landbrugsstyrelsen er det ikke muligt at udbetale en del af det økologiske
arealtilskud eller pleje-græstilskuddet, som Økologisk Landsforening har foreslået. Ifølge EU-reglerne er det først muligt, når styrelsen har lavet den administrative kontrol af sagerne, og det er netop den, som ligger mere eller mindre underdrejet.
”Forsinkelsen skyldes it-problemer i forbindelse med, at vi er ved at indføre et nyt system, der på sigt skal give lige så hurtige udbetalinger på de små tilskudsordninger som på den store landbrugsstøtte. Vi har løbende sat flere ressourcer på opgaven og arbejder for at kunne udbetale alle tilsagn på nær nogle problemsager den 30. juni,” siger Louise Piester.
For en gangs skyld, er det ikke som sådan EU-regler, der stiller sig i vejen. Men endnu engang at blive henvist til, at det er it-systemer, der er årsag til at sagerne ikke frigives, så landmændene kan få deres penge. Det er meget utilfredsstillende.
— Sybille Kyed, Økologisk Landsforening
Louise Piester forstår godt, at tålmodigheden i øjeblikket bliver sat på en kraftig prøve hos de mange landmænd, som venter på deres penge.
”Det er klart, at vi også er trætte af, at vi er forsinkede – det kan vi kun beklage. Vi er ved at indføre et nyt system, der på sigt skal sikre hurtige udbetalinger. Så vi håber, at vi kan udbetale støtten for 2020 hurtigere,” siger hun.
Hun kan derimod ikke honorere et ønske fra Økologisk Landsforening, som i et brev til fødevareminister Mogens Jensen (S) i sidste uge foreslog at myndighederne kunne udbetale dele af støtten som et forskud, som så blev efterreguleret, når Landbrugsstyrelsen på et tidspunkt har tygget sig gennem puklen af ansøgninger.
"Der er fortsat alt for mange økologer, der venter på deres arealtilskud. Vi er blevet oplyst om, at det er de understøttende it-systemer, der svigter. De skulle være i gang igen, men vi kan ikke forvente, at alle tilskud er udbetalt før, vi når til 1. juli. Det er en 'forsinkelse' på seks måneder. Hvem andre kan vente et halvt år på at få deres løn udbetalt," spurgte ØL-formand Per Kølster i brevet til ministeren, som også modtog et konkret forslag, som kan forbedre likviditeten hos de økologiske landmænd.
"Hvis sagsbehandlingen ikke kan afsluttes på grund af problemer med it-systemet, så må Landbrugsstyrelsen igangsætte udbetalinger på 80 pct. af støtten og lave en restoverførsel, når sagsbehandlingen er færdig. Det er en løsning, der anvendes i Tyskland, og som erhvervet har påpeget i flere omgange over for styrelsen og ministeren, fordi det er et tilbagevendende problem med forsinkede udbetalinger," hedder det i brevet til Mogens Jensen, men den model bliver nu skudt ned af Landbrugsstyrelsen.
”Ifølge EU-reglerne kan vi først udbetale hele eller dele af tilskuddet til en landmand, når vi har lavet den administrative kontrol af landmandens sag. Desværre er det den administrative kontrol af økologisagerne og plejegræs-sagerne, vi er forsinket med som led i arbejdet med det nye ansøgningssystem. Derfor kan vi desværre ikke udbetale tilskuddet på forhånd,” siger Louise Piester.
Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening glæder sig over, at EU reglerne tillader en deludbetaling. Hun er overbevist om, at sagsbehandlerne gør, hvad de kan for at løse problemerne, men hun undrer sig over, hvorfor det ikke er muligt at behandle sagerne manuelt.
"For en gangs skyld, er det ikke som sådan EU-regler, der stiller sig i vejen. Men endnu engang at blive henvist til, at det er it-systemer, der er årsag til at sagerne ikke frigives, så landmændene kan få deres penge, det er meget utilfredsstillende. Vi kunne leve med situationen, hvis det var en undtagelse, men det er jo nærmere reglen end undtagelsen, at pengene hænger i systemet. Det burde styrelsen have taget højde for ved indførelsen af det nye it-system, så vi ikke står i en situation, hvor det kun er en tredjedel af økologi-pengene, der er udbetalt på nuværende tidspunkt," siger Sybille Kyed.
Flere artikler fra samme sektion
Det er næsten lige blevet reddet, men nu er Det Økologiske Spisemærke igen i farezonen
Spisemærket, der angiver et køkkens andel af økologi, blev sidste år reddet på målstregen. Socialdemokratiet sagde, at det var vigtigt for partiet. Alligevel er mærket nu igen i fare for at forsvinde, da regeringen ikke har prioriteret at finde midler til det.
Skolemad er på finansloven
Danmark følger nu i sporet på en række andre lande og vil afprøve en ordning med offentligt finansieret skolemad. Det er dog ikke alle folkeskoleelever, der i første omgang bliver en del af forsøget.
EU er tæt på at udskyde lov, der skal forhindre skovrydning
EU's varslede anti-skovrydningslov skal træde i kraft inden nytår, men nu vil et flertal have udskudt loven, og Ministerrådet bakker op. Desuden vil et flertal ændre det oprindelige lovforslag, men modstandere frygter, at det vil skabe et smuthul.